Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Den kulturbestemte normalitet…

december 21st, 2009 at 9:32

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Centralt for enhver debat om behandlings- og rådgivningstilbud indenfor de sociale- og sundhedsmæssige områder – er normalitet. Hvad er normalt. Tilbud om behandling og social træning – bunder i en opfattelse af en normal – som mennesker bør tilstræbe som ideal.

Det gør også mange debatter diffuse og svære – for den centrale diskussion bør handle om det normalitetsbegreb, der ligger til grund for de tilbud diskussionen står om. Uenighed om tilbud kan ofte spores tilbage til en uenighed om normalitet – og det normale liv.

Indenfor specialområderne og psykiatrien er mange mennesker over tid blevet behandlet for forskellige perioders forskellige opfattelser af normalitet. Vi skal ikke længere end cirka 50 år tilbage i tiden, før ordblindhed blev opfattet som en mental retardering, der berettigede til anbringelse på institution med diagnosen udviklingshæmmet.

Ser vi på gruppen af udviklingshæmmede, og den traditionelle opdragende pædagogik der har været fremherskende på mange institutioner for udviklingshæmmede. Så kan vi se en pædagogisk fokusering på god adfærd og pæn fremtoning på den Emma Gad’ske facon. Pæne manerer ved bordet – spis op, spis pænt, og spis rigtigt. Pæn og ren i tøjet – så det ikke virker frastødende på “normalsamfundet”. Det har nogle gange medført, at det livsindhold der har præget mennesker med udviklingshæmning, der har levet på institution – har været et langt opdragende liv. Mange med udviklingshæmning har rent indlæringsmæssigt begrænset kapacitet. Og den har været brugt på funktionsopdragelse til at være og se pæne og ordentlige ud. Nogen har brugt et helt liv på at lære at holde på en ske.

Nu har vores kultur på nogle områder ændret sig til et mere afslappet og frit syn spisesituationer og påklædning. Men så er der andre normer, der er sat i centrum: Gode og sunde fritidsinteresser, sund livsstil osv. Hver gang vi har en diskussion om behandling og tilbud til mennesker, der på forskellig vis er afvigende og ressourcesvage i vores kultur – kunne det være interessant at vende problemstillingen på hovedet, og se på hvilken normalitet der ligger til grund for definitionen af det afvigende og ressourcesvage. Og stille det spørgsmål: Er det den kulturbestemte normalitet, der er problemet?

Hvor går grænserne for “reparation” af afvigende adfærd. Nu har vi lige fået en madpakkelovgivning – der sikrer at alle børn får den samme ensartede og sunde kost. Vi har i vores kultur defineret en normalitet på sundhedsområdet, der gør at et flertal af vores repræsentative demokrati, har kunnet vedtage en sådan lovgivning. Så vi har fået sundhedstvang i normalitetens navn. Vi har også skoletvang på det boglige og intellektuelle område – i normalitetens navn. Vi har ikke kreativitet og kunstnerisk aktivitet som tvang – for det er ikke defineret som normal aktivitet i vores kultur.

For 10-15 år siden havde vi en vision om det frie menneske i fritidssamfundet – nu har vi en vision om de effektive, arbejdsomme og sunde arbejdsnarkomaner. Normalitet er nu defineret som effektivitet med karriere og job som livets centrum. Om endnu 10-15 år vil der herske en anden kulturel normalitet, som centrum for tilbud om behandling og social træning.

Tags: , ,

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>