Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Social solidaritet, livskvalitet og forskelsbehandling…

august 24th, 2001 at 16:31

Artiklen er skrevet august 2001. Hvor meget har samfundet og artiklens centrale problemstillinger ændret sig siden da?

Der er en god del fornuft i en social målsætning, der søger at skabe socialt rum for, at forskellige typer mennesker kan eksistere på egne præmisser. Det giver et harmonisk og velfungerende samfund, og tillige en samfundsøkonomiske gevinst i form af velfungerende og produktive samfundsborgere.

Det giver mening at ville det gode, når det gælder den sociale solidaritet. Men social solidaritet handler ikke om social retfærdighed i rationel forstand. Social solidaritet handler om medmenneskelig etik. Det handler om det uretfærdige og om forskelsbehandling. Den forskelsbehandling der nødvendigvis skal til, for at skabe eksistensgrundlag for flere forskellige typer mennesker.

Et samfund, der ikke tilstræber et eksistensgrundlag for forskellige typer mennesker, kan aldrig blive velfungerende. Det bliver et samfund, der bruger mange ressourcer på social reparation af problemer, der opstår som konsekvens af manglen på social opbakning til nogle samfundsgruppers muligheder, for at skabe socialt rum for et selvstændigt liv på egne præmisser.

Rationelle totalløsninger…

Ældreområdet er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når der laves social planlægning, hvor der ikke er taget højde for, hvor forskellige målgruppen er som mennesker, og dermed hvor forskellige deres behov er.

I 1991 lavede jeg speciale om ældreplanlægning, og skrev projektet » “Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – om menneskesyn og boligpolitik“.

Jeg konkluderede dengang, at det der ville give de største problemer ved planlægningen af ældres boforhold på længere sigt, var ønsket om at finde LØSNINGEN – den store løsning over alle løsninger, der erstattede alt gammelt, med en tidssvarende og effektiv ældreservice.

På det tidspunkt jeg lavede mit speciale, var der lige blevet lavet omstilling på ældreområdet i Aalborg kommune. Der var opstart af lokale ældreråd og nedlæggelse af eksisterende plejehjemspladser. Det skulle erstattes med nye bo- og serviceformer. Det store hit var dengang beskyttede boliger, længst muligt i eget hjem og visioner om oldekolle til de progressive 68ére. Alt sammen meget positivt på det visionære plan, men ikke særlig realistisk i praksis, medmindre der kunne garanteres økonomisk dækning for en vækst i udgifterne til hjemmeplejen. Det var en planlægning for den stadig større gruppe af økonomisk, socialt og fysisk stærke ældre, der stadig har mange ressourcer tilbage, når de når pensionsalderen. Men det var ikke en planlægning, der samtidig tog højde for den tilsvarende vækst i gruppen af de ældste ældre, som har et stort plejebehov. De ressourcestærke pensionister, bliver også ældre.

Den daværende planlægning mødte megen modstand. Mange ønskede ikke en reduktion i antallet af plejehjemspladser. Plejehjem blev af nogen betragtet som en betryggende boligform for de mest plejekrævende.

Den stadig voksende kritik af ældreplejen, som vi oplever den nu, er et resultat af en unuanceret og kortsigtet planlægning, der ikke tog højde for de problemer, der ville opstå, hvis der ikke var overensstemmelse mellem planlægningen af de fysiske rammer og planlægningen af den sociale service.

En utryg tilværelse i beskyttet bolig eller eget hjem, uden at få dækket det nødvendige behov for social omsorg / opsyn, rengøring og hjælp til personlig pleje, er ikke en tilværelse, der rummer særlig meget kvalitet.

Rationalitet og kvalitet…

Rationalitet bliver ofte betragtet som et fyord blandt nogen, og som et succeskriterie blandt andre. Det er helt fint med rationalitet. Men det er vigtigt, at man bruger sine rationelle muligheder til at støtte op om det humanistiske. Der er ikke noget negativt i nogen af delene. Men rationalisme i form af kynisme er der ikke noget positivt at sige om. Det er helt fint med rationalisme i den forstand, at det er det, der skal til for at få et samfund til at fungere. Var der ikke en eller anden form for struktur, så ville samfundet bryde sammen. Det er så spørgsmålet om graden af rationalisme.

Meget af det der i de senere år er sket på ældreområdet, er der ikke så meget positivt at sige om. Den omsorgssvigt der sker, er noget, vi som samfund ikke kan være bekendt. Det er fint, at der rationaliseres med hensyn til nogle praktiske ting. Men der er områder, hvor der ikke må rationaliseres, og det er det menneskelige. Det har for høj en pris, i form af mennesker der vantrives. Det må kunne gøres bedre og på en anden måde.

Det underlige er, at så langt tilbage som jeg kan huske, er der talt om alle de positive ting, der skulle ske i vores samfund, når vi fik det hele effektiviseret med IT-teknologi osv. Alt den tid vi fik til hinanden som mennesker. Det skulle blive så dejligt, at det der kunne kaldes arbejde ville komme til at fylde så uendelig lidt, i forhold til alt det vi kunne ville gøre for at holde ferie, og pleje og passe både børn og ældre, være en helt masse for hinanden som mennesker. Der er sket det stik modsatte.

Vi får mindre og mindre tid til hinanden som mennesker. Der er flere og flere stressrelaterede problemer. Mennesker der vantrives, ældre der begår selvmord på plejehjem. Det er forkasteligt. At børn får stress, er heller ikke noget ukendt længere. Der er mange af disse ting, der er i modsætning til det skønmaleri, der skulle være formålet med at indrette vores samfund anderledes. Det skulle blive mere retfærdigt og bedre at leve i for alle. Men sådan er det ikke gået.

Det fælles og det forskellige…

I 1983 skrev Thomas Højrup bogen “Det glemte folk”, og introducerede dermed » livsformsbegrebet, og de værdiforskelle der kan ligge til grund for forskellige oplevelser af godt og skidt.

Dengang talte han om at skabe et eksistensgrundlag for forskellige mennesker, som var bærer af forskellige typer af livsformer. Det var ikke synlige og målelige størrelser, og dermed ikke muligt at identificere hvem der var hvad udelukkende ud fra ydre faktorer. Det, der var afgørende, var hvilken betydning, man tillagde forskellige ting i sit liv. Familie, venner, arbejde, fritid osv.

Det var betydningsdannelsen, der var afgørende. Selve tankegangen i Højrups ide var fin, og stadig gældende. Dog kan der ikke tages udgangspunkt i hans model, som andet og mere end en tankegang. Da livsformerne er så sammensatte og komplekse, at det ikke er muligt at give et teoretisk fyldestgørende billede af disse former. Der er en for hvert menneske. Det vil være sjældent at finde rene og entydige bærer af livsformerne, vi er alle blandede.

Det interessante ved denne tankegang er, at den går på tværs af andre former for kulturel kategorisering. Ved denne betydningsdannelse, kan der være større værdimæssige livsopfattelser til fælles mellem mennesker, der af ydre og kulturel, social type, måske intet har til fælles.

Dette er interessant, da det understøtter den tankegang, at det væsentligste bidrag til et velfungerende samfund, er at skabe så åbne rammer og strukturer som muligt. Så livsgrundlaget for så mange forskellige typer af livsformer kan opstå, og have sin eksistens.

Særordninger på godt og ondt…

Det kan til en vis grænse være meget positivt, at der laves særlige tilbud og indsatser overfor mennesker med særlige problemer eller behov. For eksempel ældre indvandrer og flygtninge med anden etnisk baggrund end dansk. Det kan være fint, at der gøres en ekstra indsats, for at denne gruppe kan få en form for pleje og omsorg. Men det, at sektorisere forskellige grupper under de overordnede grupperinger, kan også være med til at fastholde en negativ opfattelse og udstødelse af denne gruppe, så det modarbejder, at de integreres i samfundet ligesom alle andre.

Så det at lave særordninger, der kompenserer forskelle, er ikke god som løsningsmodel, kun et middel til at få sat fokus på problemet, og lave det grundlæggende arbejde for at få problemerne integreret i det øvrige arbejde med målgrupperne.

Vi bliver alligevel aldrig lige og ens, det er en illusion. Det er bedre at udvide de eksisterende servicetilbud, så de kan rumme flere forskellige typer af behov, end at sektorisere grupperne alt for meget.

Der er en gruppe ældre, som har anden etnisk baggrund end dansk. Det er en udvidelse af det problemfelt, som er opgaven for ældreplejen. Og trods den kulturelle forskel, så er der mange plejebehov der ens for mennesker, der er blevet ældre. Vi er alle mennesker, så det er der ikke den store forskel på. Der er også stor forskel på danske ældre, både fysik og psykisk.

Den positive forskel…

En smuk verden er en verden med en masse positive forskelle. De fleste forskelle er positive. Det er det anderledes og det forskellige, der er mest givende i det lange løb. For det er det, der modner og lærer os mest om os selv. Sådan er det.

Johannes Møllehave har en gang skrevet noget om, den farverige verden i kontrast til det sort hvide. Det er meget positivt med forskellige typer af mennesker, med forskellige baggrunde og tilgange.

Den bedste løsning på et problem findes, når flere forskellige mennesker går sammen om at finde en løsning.

Den meste perfekte løsning findes, når en snæver og ensartet kreds sætter sig sammen for at finde en løsning.

Så det er et valg mellem den bedste løsning eller den perfekte løsning. Indenfor nogle former for forskning kan det være relevant at finde perfekte løsninger på problemer. Men ellers må det siges at være bedst at finde de bedste løsninger. Og løsninger på problemer er jo som oftest rette mod en brugergruppe, som kan have glæde af problemløsningen. Og en perfekt løsning er nødvendigvis ikke den bedste løsning for ret mange mennesker, men kun en snæver og udvalgt gruppe, som så ikke kan indfri de økonomiske udgifter til en perfekt specialløsning på den masse problemer.

Etik…

Etik er en faktor, der er svær at håndtere i vores samfund. Vi mangler på mange punkter en ordentlig etik. Vi taler meget om retssikkerhed, uret, og ret, og retfærdighed. Men når vi lander et sted, hvor det er muligt at retfærdiggøre hændelser, som umiddelbart forekommer etisk forkerte, så har vi som samfund et problem. Det er fint med det retmæssige, men det må være en fornuftig overensstemmelse med det etiske. Når kampene om retten og retfærdigheden overdøver etikken, så er der et problem.

Der sker mange etisk uforsvarlige ting i vores samfund. Det er helt ok, at være sej, snyde i skat – og køre for stærkt – hvis bare man betaler sin straf. Det burde ikke være nødvendigt at bygge et samfund på straffeforanstaltninger. Det er trist, og er dybest set en samfundsmæssig falliterklæring.

Det personlige ansvar burde kunne være den etiske drivkraft, der kunne bære et samfund. Men det gør den ikke.

Det er ikke vores bord. Vi er bange for at blive rodet ind i noget. Det er mange gange ganske forståeligt. Det er aldrig rart at blive rodet ind i noget ubehageligt, men er det etisk forsvarligt at vende ryggen til. Er det etisk forsvarligt at lade ting ske, som er menneskelig uetisk, uden at gribe ind og gøre noget?

Der var for nogle år siden en dom for noget sådant. En taxichauffør var kørt fra en passager, der var ved at få bank, og han anmeldte det ikke. Eller i hvert fald først meget senere. Der faldt dengang dom på grund af forsømmelighed, ved ikke at anmelde at han var vidne til et overfald.

Pengene…

Det handler alt sammen kun om pengene. Spørgsmålet om hvilken kasse der skal betale. Nogen gange burde man tage udgangspunkt i ,hvilke problemer der skal løses, og derefter fordele pengene. Det andet er kassetænkning. Så problemer, der kan løses andet sted, bliver syltet på grund af den administrative procedure, og de åbenlyse problemer der er forbundet med at være lidt fleksible, og ændre på tingene på en ordentlig måde.

Hvorfor følger pengene ikke problemet i stedet for at følge sammenhængene. Det virker forkert. For hvis pengene fulgte for eksempel den patient, der var syg, så kunne den jo flyttes der hen, hvor der var hurtigst at komme til. I stedet for at vente på, at det sted, der havde flest ressourcer, fik tid. Det var en enkel måde at flytte på ressourcerne på.

Fornuftig sameksistens…

For at kunne få et samfund til at fungere må det bygge på fornuftig sameksistens – og ikke integration.

Jeg havde på et tidspunkt en interessant diskussion vedrørende arbejdsmarkedet. Det drejede sig om at få de handicappede ud på arbejdsmarkedet. Hvor ligger det arbejdsmarked, som man vil have dem ud på? Arbejdsmarkedet er og bør jo ikke være så snævert, at det kan lade sig gøre at sende nogen “ud på det”. Det er jo ikke en velafgrænset størrelse, og det bør det heller aldrig blive.

Det er fint med alle de forskellige former for jobrelationer, som der findes flere steder rundt omkring. Undtagen løntilskud. Der er noget forkert ved at forskrue samfundet og arbejdsmarkedet med løntilskud. Det er bedre at oprette nogle flere ordinære jobs, eventuelt til en mindre timeløn, eventuelt på deltid, så flere får en reel arbejdsmarkedstilknytning. Den tilknytning, der foregår ved hjælp af løntilskud, er jo ikke reel. Det er en pseudotilknytning. Og det er mange gange trist for det ufaglærte arbejdsmarked, at mange af de jobs er forsvundet, og der i stedet er kommet så mange særordninger.

Hvor er retfærdigheden ved en alt for ensartet målsætning for, hvad der er værd at betale en ordentlig løn for, og hvad er værd at betale løntilskud for?

Åbenhed og tolerance…

Åbenhed og tolerance er ofte i direkte modstrid til nogle andre krav, nemlig konkurrence og det at kunne sælge sig selv. Det er svære og svære med solidariteten. Ikke fordi man skal opgive den, men kravene til at være konkurrencedygtig er ofte så store, at alle må tænke på at redde deres eget skind, for at kunne klare sig. Det er bare ikke holdbart i det lange løb.

Nu har der været en del kritik af forholdene på hospitalerne, og kritikken er såmænd også reel nok. Men der må, der jo laves en bedre arbejdsfordeling. Det kan ikke nytte noget, at disse områder er så hårdt presset og underlagt nogle faglige konkurrencebetingelser, som gør det svært at bevare den åbenhed og tolerance, som kan klare den fleksibilitet, der er behov for indenfor et område som dette.

De mennesker, der arbejder indenfor sundhedsområdet, får meget kritik. Og den er til dels også meget berettiget. Men mange af problemerne er ikke rimelige at vælte over på de mange også ganske dygtige medarbejdere, der forsøger at gøre deres bedste for at få tingene til at fungere. Men derfor skal kritikken alligevel tages alvorligt.

Der forsvinder også mange ressourcer i de problemer, der er forbundet med samarbejdet. Nu for eksempel det spild, der er forbundet med indkøring af ny journalisering, hvor der skal være forskellige systemer for hvert amt. Det er ikke lige vejen frem, hvis man vil bruge de ressourcer, der er til stede mest hensigtsmæssigt.

Fornuftig sameksistens handler også om samarbejde og åbenhed overfor en koordinering mellem faglige grupper og forskellige amter.

Et samfund for alle…

Et samfund for alle handler om åbenhed og tolerance. Og en nuancering af de livsværdier, der skal skabes rum til at kunne eksistere i et samfund som det danske. Det handler ikke om at forandre samfundets værdier – kun om at nuancere dem…

Sider…

» Indlægget som pdf dokument…

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>