Differentieret – undervisning, støtte, hjælp – og ”afstraffelse”…

På de folkeskoler i de nordjyske landområder, hvor jeg gik i skole for efterhånden 30-40 år siden, kunne de noget helt specielt. De kunne praktisere differentieret undervisning.

Ikke fordi de havde en helt masse tests, eller fordi vi var få elever i klasserne. Tværtimod. Karakterer og årsprøver var først noget vi blev udsat for fra 8. klasse. Og jeg hører til de store årgange først i tresserne, så vi var mange elever i klasserne. Min klasse blev på et tidspunkt delt – fordi vi rundede de 30.

Men under disse, med nutidens øjne, noget mere primitive forhold – blev der praktiseret differentieret undervisning. Jeg oplevede det ved, at jeg i de små klasser fik matematikhæfterne med opgaver for de næste klassetrin, når jeg var færdig med de første. På de sidste klassetrin, havde jeg en matematiklærer, der lavede ekstra opgaver med større sværhedsgrad – så der ikke manglede udfordringer til os, der havde let ved at lære.

Trods manglen på personlige analyser og tests – så fik jeg indlæringsmæssigt meget godt med mig fra folkeskolen. Der var plads til både at være nysgerrig efter – og have let ved at lære.

Skruer vi tiden frem til nu – så er et af de største kritikpunkter af den offentlige sektor, at den ikke ejer evnen til at praktisere differentierede og individuelt målrettede tilbud med kvalitet. Det gælder både undervisning, personlig rådgivning, og praktisk hjælp og pleje.

Jeg tvivler på, at de mennesker, der er ansat indenfor den offentlige sektor, er blevet dårligere og dummere, end de var, da jeg var barn. De bruger bare deres tid og ressourcer på en anden måde.

Der er aldrig blevet brugt mere tid og ressourcer på evalueringer, analyser og tests af alt og alle. Der har aldrig været større viden om forskellene på mennesker. Og tilbuddene indenfor det offentlige har heller aldrig været mere firkantede, stereotype og ufleksible.

Et godt differentieret tilbud handler ikke om at være god til at lave analyser af mennesker – og sætte dem i bås og kasser, med stempler på ryggen, som enten gode eller dårlige mennesker. Det handler om at være god til at udvikle en god variation af forskelligartede muligheder i den offentlige sektors tilbud – på det praktiske plan.

Der findes masser af ansatte indenfor både undervisning, det sociale område – og i sundhedsvæsnet – der hellere end gerne ville bruge deres udmærkede faglige viden på at udvikle differentierede tilbud og muligheder i deres faglige praksis. Hvis de fik frigivet deres tid og ressourcer til det formål.

Vores samfund har ændret sig meget de sidste 30-40 år. Vi kan meget, som vi ikke kunne dengang. Vi ved meget, som vi ikke vidste dengang. Men vi har også mistet grebet i noget – som man havde bedre greb i dengang: At det der har værdi for menneskers liv og fremtidsmuligheder, er de muligheder der eksisterer på det konkrete og håndgribelige plan. Og det er der, indsatsen og ressourcerne bør bruges – hvis vi vil et differentieret samfund med plads til menneskelig forskellighed – på et ligeværdigt plan.

Vi behøver ikke analyser til at forhåndsstemple hvem, der skal have behov for at bruge de forskellige muligheder – det vil tiden vise.

Måske nogle helt andre end dem, der i de rationelle pointsystemer og sociale kasser for menneskelig værd – er blevet stemplet med en social barriere som enten A, B eller C mennesker.

Dette indlæg blev udgivet i Etik og grænser og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *