Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Tro og overtro’

Troen på ”cirkler”…

tirsdag, juni 21st, 2011

Livsforlængende livsstil? Hvilke metoder og raffinerede krumspring kan vi bruge til at forlænge vores liv?

Er rådet om fisk en gang om ugen mon tilstrækkeligt? Kan det ikke gøre bedre?

Hvad nu hvis man deler fisken i 7 lige store stykker og spiser et stykke hver dag? Selvfølgelig på samme klokkeslæt – så der er lige lang tid mellem bidderne bliver spist – og der opstår et godt Fiske-flow. En perfekt døgnprofil.

Så skal resten af maden selvfølgelig også deles op i rationer på klokkeslæt, så det ikke forstyrrer Fiske-flowet. Fisken skal måske spises sammen med 10 ærter, 5 rosiner, en bid gulerod og en dusk persille. Alt maden skal deles op i tilsvarende ensartede rationer – der skal spises på klokkeslæt – på sekundet – så hele “madpakken” cirkulerer i kroppen i et helt perfekt systematisk flow – med den helt perfekte ration af forskellige madvarer, energier og vitaminer. En helt fantastisk raffineret Fiske-flows metode til forlængelse af menneskets liv?

Men vil livstiden blive forlænget af Fiske-flows metoden?

Nu kan det jo aldrig lade sig gøre at bevise, om et menneske lever i kortere eller længere tid, end det der var planen. Den plan er der jo ligesom ingen, der kan få udleveret nogen steder.

Men så kan man jo bare sammenligne med den gennemsnitlige levealder? Hvis Fiske-flows mennesket lever 1 ½ år længere end den gennemsnitlige levealder – ja – så har vi – vupti – lige pludselig fundet metoden, der kan forlænge menneskers liv med 1 ½ år?

Men kan det bevises, at Fiske-flows menneskets levealder har noget som helst med Fiske-flows metoden at gøre?

Måske var Fiske-flows metoden helt uden betydning?

Måske forlængede Fiske-flows metoden livet med 2 timer, 9 minutter og 27 sekunder?

Måske forkortede Fiske-flows metoden livet med 44 og ½ dag? Eller 3 måneder?

Hvor vil du finde svar?

Forestillinger om andres forestillinger om livet og verden…

lørdag, juni 11th, 2011

Vi kan forestille os meget – også om hvad andre forestiller sig. Men vores forestillinger om andres forestillinger, er begrænset af vores egen evne til at forestille os.

Det var en af de livsbekræftende ting, der var ved at arbejde med mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmmet. Mange af dem havde ikke noget verbalt og intellektuelt udtryk. Du vil aldrig få ord for deres forestillinger om livet og verden. Det var de ikke i stand til at give udtryk for.

Jeg arbejdede i en periode om natten på et bosted, hvor der var en af beboerne – en dejlig dame lidt oppe i årene – der havde for vane at vågne flere gange i løbet af natten og gå i søvne. Ikke noget stort problem. For hun kunne nemt følges i seng igen, uden at hun vågnede.

Det gav anledning til en del diskussioner i personalegruppen. Gad vide hvorfor hun vågnede? Drømte hun? Hvad drømte hun? Ja – der kunne jo gættes på alt i alt evighed, det ville vi aldrig få at vide. For det eneste vi ved om andres forestillinger om livet og verden, er det andre selv fortæller.

Behøver vi at kende og forstå andres forestillingsverden, for at være i stand til at “forstå” dem?

Nej. Det gør vi ikke. Det eneste, vi behøver at forstå, er, at andre har deres forestillingsverden, ligesom vi hver især har vores egen. Og acceptere at det er et menneskeligt “frirum” for den enkelte, som vi aldrig helt bliver i stand til at forestille os. Det bliver kun til en fortolket udgave af vores egen forestillingsverden.

Det er nemmere at forstå det, andre forsøger at give udtryk for – når vi opgiver forestillingen om, hvad det er andre forestiller sig med det, de forsøger at give udtryk for :)

Manipulation og selvbedrag…

onsdag, december 22nd, 2010

Vi kan kun manipuleres af vores egne illusioner.

Vores illusioner om os selv, livet, verden og andre mennesker.

Stein Bagger repræsenterer et godt eksempel på manipulation. Vel var det både kriminelt og alt andet end pænt i “kanten” – det fupnummer han præsterede. Men verden ville også bedrages i illusionen om det letkøbte og fantastiske. Illusionen om en hurtig genvej til rigdom og succes.

Vi kan vende vores vrede mod manipulerende mennesker – og ofte også fuldt ud berettiget. Men vi må også samtidig vende en erkendelse mod os selv. Vi gjorde os åbenbart nogle urealistiske forventninger og illusioner om livet, verden og andre mennesker. Troede bedre om noget og nogen end godt var.

Manipulation og selvbedrag går hånd i hånd. Der vil altid eksistere manipulation og manipulerende mennesker – det kan vi ikke ændre så meget ved. Men vores eget selvbedrag – vores illusioner om os selv, livet, verden og andre mennesker – det har vi muligheden for at ændre noget ved.

Vi vælger selv hvad og hvem vi vil tro på.