Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘System’

Demokrati, ekspertvælde, valgkamp – og tro…

søndag, august 28th, 2011

Dette valgs helt store tema må vist være tro. Troen på de økonomiske eksperter, modeksperterne, mediemagerne – og politikerne.

Og hvad skal vi så tro?

For det er jo det, det kommer til at handle om, når valgkampe og politikker bliver svært gennemskuelige for mange almindelige vælgere. Hvad og hvem skal vi tro på?

Et spørgsmål om tro…

Det er en hel del nemmere at forholde sig til valgkampen, og det der foregår i den politiske verden, hvis man tænker på det som et trosspørgsmål i et trossamfund.

Det bliver alt sammen pakket godt og grundigt ind i skråsikre slagord, ekspertudsagn, fine skemaer og planer – så det virker meget gennemtænkt.

Men det skal man ikke lade sig narre af.

Der er ikke den store forskel på de politiske fløjes politikker. De er stort set ret enige og ens – på det grundlæggende.

Og der er heller ikke nogen af de politiske fløje, der er i stand til at hæve sig op over niveauet med mærkesagsmarkeringer – og i stedet præstere nogle mere helhedsorienterede politikker.

Hvor demokratisk er det danske demokrati?

Men hvor demokratisk er et demokrati, der bliver mere og mere uigennemskueligt for mange almindelige borgere?

Demokrati handler ikke kun om valghandlinger. Det handler også om muligheden for indsigt i de demokratiske processer.

Den amerikanske forsker Robert A. Dahl, der mener at demokrati i sin rene form er en utopi – har opstillet 5 retningsliner til at måle graden af demokratiet:

  1. Effektiv deltagelse – Borgerne skal have tilstrækkelige og lige muligheder for at danne deres mening og fremsætte denne i det offentlige forum, herunder muligheden for at bringe et emne på bane.
  2. Lige beslutningsdeltagelse – Hver borger må være forvisset om, at vedkomnes bedømmelse af en sag vil blive anset at være lige så meget værd og veje lige så tungt som enhver anden borgers.
  3. Informationstilgængelighed – Borgere må sikres lige muligheder for at skaffe sig indsigt og sikre sig, at en given beslutning vil være den bedst mulige under hensyn til deres egeninteresse.
  4. Kontrol af agendaet – Befolkningen må have mulighed for at beslutte hvilke politiske emner, der skal bringes på dagsordenen og ud til beslutning.
  5. Medregnethed – Forholdene må være lige for alle borgere i samfundet. Enhver har en sikret “borgerret” til deltagelse i den politiske proces.

Ifølge disse retningslinier er 1 det mest demokratiske – og 5 det mindst demokratiske – her er der i stedet tale om polyarki.

Mit bud er, at det danske niveau for demokrati – ligger helt nede på 4.

System i opløsning?

torsdag, januar 20th, 2011

»Hele vores velfærdssystem er afhængigt af, at middelklassen føler sig solidarisk med den gruppe, der er i nød. Hvis først middelklassen uden videre bliver meldt ud og kan gå på private ordninger i stedet for, så forsvinder den solidaritet, og så risikerer hele systemet at bryde sammen,«

Citatet er hentet fra artiklen: Forskere efterlyser ny form for solidaritet – Information 17. januar 2011. Her bliver der givet et bud på det kulturelle skred, der er sket i det danske samfund – og som nu betyder, at vi står med et system, der er i opløsning.

Når det gælder den offentlige velfærd – er den brede middelklassen gået fra at være klienter, til at være brugere – og til at være forbrugere.

Den udvikling har gjort det af med solidariteten, mener forskerne Jørn Henrik Petersen og Michael Bøss.

Et totalitært system skaber problemer for livskvaliteten…

søndag, oktober 17th, 2010

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas giver med sin beskrivelse af problemstillingerne ved systemverdens kolonialisering af livsverden – et meget godt billede af de trivselsproblemer, der præger vores samfund.

Habermas: Kolonialisering af livsverden

habermas-teori0001

Figur. 1.1.: Det moderne samfunds to-deling.

Den materielle og den symbolske reproduktions områder kaldes hhv. systemverden og livsverden.

Når systemverden overtager flere og flere af livsverdens funktioner – opstår der en kolonialisering af livsverden.

habermas-teori0002

Figur 1.2.: Kolonialisering af livsverden.

Ifølge Habermas forstyrres den symbolske reproduktion ved denne kolonialisering, og krisetendenser af kulturel-, social- og psykologisk karakter, opstår.

Kort fortalt går Habermas’ kritik af velfærdsstaten på, at man ensidigt har benyttet de udviklingsmuligheder, der ligger i de moderne kulturformer, til at fremme en teknologisk udvikling.

Teoretisk opererer han med en tredimensionel verdensopfattelse, som udover den ydre verden (kontrollen over naturen) består af en social verden og en indre verden. Den sociale verdens sfære er moral/etik, og menneskets indre verden er æstetik.

Disse to andre dimensioner ville i en udvikling lig den ydre verdens, indebære en moralsk/etisk udvikling som “erstatning” for religionernes forfald, samt en terapeutisk kritik til udvikling af forståelsen af individet. En manglende udvikling af den sociale sfære og menneskets indre sfære, kan i følge Habermas resultere i at:

“Herved nærmer man sig en “endimensional” tilværelse, mens der var mulighed for et nuanceret liv i alle tre dimensioner. Denne tendens kan ses som en tiltagende kolonialisering af dagligdagen fra både markedsøkonomiens og velfærdsstatens side. Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.”

Som “løsning” på denne problematik, peger Habermas på en øget demokratisering.

“De mod-institutioner, som må opbygges for at begrænse det økonomiske og politiske systems egendynamik, skal kombinere de tre basale momenter i den menneskelige eksistens, og det må politisk ske ved stadige forsøg på at udvide demokratiet og ikke ved totalitære forsøg på at frelse menneskeheden.”

Kilde: Thomas Gregersen i Grus nr. 16, 1985.

(Afsnit fra mit eksamensprojekt: “Ældreplanlægning i Aalborg Kommune – om menneskesyn og boligpolitik” – Aalborg Universitet 1991)

| Jürgen Habermas |

Den der lever skjult – lever godt…

fredag, oktober 15th, 2010

Med udviklingen indenfor digital kommunikation, netværker og registrering – er der kommet nogle fantastisk gode demokratiske muligheder for videndeling, meningsudveksling og netværksdannelse på kryds og tværs af formelle strukturer. Men der er også kommet nogle dilemmaer mellem den private sfæres behov for anonymitet og brugen af den offentlige sfæres eksponering.

Hvor anonym og privat er brugen af digital kommunikation? I princippet er alt hvad, der lægges ud på digitale netværker offentligt tilgængelige. Ikke for alle – men intet er så sikkert, at det ikke kan hakkes af nogen – hvis det er interessant nok. På vores egne hjemmesider og blogs – kan vi selv vælge grænsen mellem det private og det offentlige – ved at tænke os om.

De sociale digitale netværker har vist sig at være en verden af frihed med slagside. Det giver godt råderum for blandt andet pædofile, at kunne blande sig på chatsider for børn. Der er også eksempler på mobning og chikane på Facebook og YouTube – hvor eksponeringen er stor.

Offentlige systemers registreringer – kan bruges til meget – både positivt og negativt. For noget tid siden var der debat om, hvorvidt der skulle laves en central registrering af mennesker med udviklingshæmning. Registreringer kan både bruges til at stemple og sætte mennesker i bås – men kan også bruges til at opnå viden, der er til fordel for de registrerede.

Vi kan ikke helt fremtidssikre os mod negativ anvendelse af offentlige registreringer. Datatilsynet fører løbende kontrol med datasikkerheden og anvendelse af registrerede persondata. Men der sker fejl, ”smuttere” og misbrug – så oplysninger, der er beskyttede, bliver offentlig tilgængelige. En politisk beslutning, kan også ændre på anvendelsesmulighederne af persondata.

Overskriften på anvendelsen af det fagre nye kommunikationssamfund bliver let – pas på – alt kan bruges imod dig. Men det er der ikke noget nyt i. Det har det altid kunnet. Det nye består i de eksponeringsmuligheder, der er ved det digitale kommunikationssamfund. En lille ”dumhed” kan hurtigt blive stor – fordi den bliver spredt hurtigt og bredt – og sætter sig spor i den digitale verden, og kan spores tilbage til afsenderen.

Vores grænser mellem det private og det offentlige bliver kraftig udfordret med det digitale kommunikationssamfunds muligheder og faldgruber. Meget er uden for rækkevidden af vores muligheder for kontrol. Men vi kan lære at tænke os om…

Den laveste fællesnævner styrer samfundet…

torsdag, oktober 7th, 2010

”Problembørnene” er bestemmende for lovgivnings- og overvågningskulturen – og de ærlige og civiliserede lider under den.

Det danske bureaukrati er ekstremt omfattende indenfor mange områder. Og meget af den detaljerede kontrol og regelstyring vi kender fra hverdagspraksis, er lavet for at hindre misbrug og snyd.

Det gælder blandt andet fødevarekontrollen, hjemmeplejen, lov for ledige – og skatteområdet. Hver gang der bliver opdaget nye huller i ”systemet” – kommer der flere paragraffer og skemaer til. Men det koster samfundet dyrt at administrere det omfattende regelsæt, der præger systemverden – og det er en tidsrøver. Der bliver brugt flere og flere løntimer på administration.

Hjælper det så?

Nej. Det viste eksemplet fra hjemmeplejen, med systematisk snyd med tidsregistreringen. Det har mange eksempler på dårlig fødevarehygiejne fra blandt andet detailhandlen også vist. Og der popper hele tiden nye sager op, der viser huller i skattelovgivningen. Så den omfattende kontrol og regelstyring hindrer ikke misbrug og snyd. Der vil altid være huller – som de der vil misbruge og snyde, kan misbruge.

Hvem har glæde af en kompliceret bureaukratisk kontrol og regelstyring? Det har de faglige eksperter, der udvikler og overvåger anvendelsen af regelsættene – og de der systematisk går efter at finde måder at omgås regelsættene på. Jo mere kompliceret – jo flere muligheder er der for ”smuthuller”.

Hvem bliver ramt af det? Det gør de mange ansatte, der bruger tid på en voksende administration af deres arbejde. Og de mange ærlige og lovlydige borgere, der skal sætte sig ind i flere og flere regler og skemaer – hver gang de skal ”spille sammen” med systemverden.

En enkel og gennemsigtig regelstyring – er den, der giver størst retfærdighed og lethed for de mange ærlige og lovlydige borgere.

Hvorfor skal jagten på den laveste fællesnævner styre den måde, vi indretter vores samfund på?

Udredningskulturen og jagten på de politisk korrekte løsninger

fredag, juli 16th, 2010

For godt en uges tid siden så jeg DR1 dokumentaren den sorte boks – om stadiondrabet i Aalborg, hvor en kun 15 årig udsatte en tilfældig mand for et så voldsomt overfald, at han døde af det.

Dokumentaren viser en social glidebane, der startede, da drengen var omkring de 11 – og som udviklede sig i mere og mere voldsom retning – med stoffer og vold. Han var kendt af systemet – var under ”social udredning” – og fik også nogle forskellige skole- og netværkstilbud, som ikke holdt ret længe.

For et par år siden var en anden problemstilling op at vende i medierne, som gjorde stort indtryk på mig. Den handlede om et lettere udviklingshæmmet kvinde, der blev godkendt til behandling mod barnløshed – blev gravid, fik barnet – og fik barnet tvangsfjernet umiddelbart efter fødslen, fordi man fra de sociale myndigheders side vurderede, at hun og hendes mand ikke var egnede som forældre.

I begge forløb handlede alle implicerede parter juridisk og politisk korrekt – men konsekvenserne er jo dybt ulykkelige.

Det rejser nogle spørgsmål til vores udredningskultur, og behovet for at være politisk korrekt og arbejde med principielle løsningsmodeller i håndteringen af sociale problemer.

De mennesker, som ovenstående eksempler handler om, blev jo ”usynlige” i deres egen ”sag”. Der foregik en helt masse i forskellige sammenhænge – med deres cpr. nummer – men ikke med dem som mennesker.

Det er det moderne samfunds dilemma og begrænsning – der er ikke nogen, der er nogens bord. Og skal ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser beskytte dem selv, så skal de være meget regelrette. Og skal vi som samfundsborgere have en vis beskyttelse af vores privatliv – så har vi også brug for, at ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser har begrænsninger på hvad de må og kan.

Vi lærer at beskyttelse af os selv som individer, er det samme som regler og upersonlig stillingtagen.

Men det er de samme elementer, som vi bruger som beskyttelse, der spænder ben for vores evne til at reagere med etikken, moralen og medfølelsen.

Med Piet Heins ord: ”Mennesket er det dyr, der selv slår de streger, det selv falder over”.

Når systemet svigter de unge…

torsdag, juli 8th, 2010

Har lige set TV2 dokumentaren den sorte box – om stadiondrabet i Aalborg og den kun 15 årige drabsmand Rasmus Popenda.

Det er skræmmende at se, hvordan hans liv bare kører mere og mere skævt, uden at der bliver grebet ind fra det sociale system.

Selvom der i flere år – fra han var 11 – var tydelige episoder, der viste at han ikke havde det godt, og var på vej ud på et skråplan – så bliver der ikke gjort en reel indsats for at stoppe ham i tide. Trods gentagne advarsler og henvendelser for politiets ungdomsgruppe – og de skoler Rasmus har været tilknyttet.

Vi har selvfølgelig alle ansvaret for os selv. Det har en dreng som Rasmus også. Men han magter jo ikke selv at få sig selv væk fra det udsatte liv i kriminelle miljøer.

Jeg synes at episoden omkring Rasmus Popenda og stadiondrabet, burde få nogle konsekvenser for vores måde at håndtere ungdomsvold – og ungdomsproblemer. Det er jo skræmmende, at der først for alvor kommer realitet og konsekvens ind i Rasmus liv, da han er blevet morder.

Det er jo noget sent – for både ofret Henrik Bjerremand Kristensen, og for Rasmus.

I det billede der bliver beskrevet i dokumentaren – handler meget også om penge. Det er dyrt at gå ind med anbringelser uden for hjemmet. Men penge må ikke være så afgørende, at anbringelser ikke bliver brugt – når der er reel grund til det.

Jeg synes, at det sociale system har sovet i sagen om Rasmus Popenda.

Hvornår skal man som samfund gribe ind? Hvornår har samfundet et ansvar for at forbygge udvikling af uheldig adfærd hos unge som Rasmus Popenda?

Jeg synes, det er vigtige spørgsmål.

En firkantet aktiveringspolitik – kan bremse lediges ”gå på mod”…

søndag, oktober 25th, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 25. oktober 2009)

Den lovgivning der eksisterer for ledige, er baseret på tre stereotype grundopfattelser: Den ene er en kriminaliserende mistillid til ledige; den anden er en arbejdsmarkedsopfattelse, der er begrænset til et stabilt arbejdsmarked, der består af faste stillinger med veldefinerede arbejdsfunktioner; den tredje er, at alle egner til alt, hvis bare de vil.

Den kriminaliserende mistillid
Den generelle kriminaliserende mistillid til ledige, er ligesom alt anden stereotyp opfattelse og lovgivning i det danske samfund – baseret på en lille marginal gruppe. Den lille gruppe der bevidst forsøger at udbytte systemet, er nok de eneste, der ikke bliver personlig ramt af at blive mødt med mistillid. Dem der bliver ramt af det, er de mange lovlydige og samvittighedsfulde mennesker, der er personlig berørt af at være ledige.

Det fleksible og omskiftelige arbejdsmarked
Det er efterhånden flere år siden, at arbejdsmarkedet har ændret sig fra at være stabilt og veldefineret. Det er i højere og højere grad præget af fleksibilitet og en evig foranderlighed. Det stiller højere og højere krav til selvstændighed og evnen til at være fleksibel.

For nogen ledige kan det at tænke lidt utraditionelt, være den bedste og mest stabile vej ud af ledighed på længere sigt. Arbejdsmarkedet består af meget andet end faste fuldtidsstillinger. Det består også af freelancere, konsulenter, projektmagere, freelance undervisning, deltidsjobs, vikariater, nichebetingede iværksættermuligheder, og meget andet.

Det er pokkers ærgerligt, at det bremser nogen ledige, at de kan risikere at komme i klemme i systemet, og miste deres indkomst – hvis de retter blikket mod andet end faste fuldtidsstillinger.

En systemverden, der i sine tilbud ikke har omstillet sig til det nuværende fleksible og omskiftelige arbejdsmarked, kan meget let komme til at fremstå som “en bremser” og modstander af selvstændighed og initiativrigdom hos de ledige. Hvilket står i stor kontrast til, at netop selvstændighed og initiativrigdom er noget af det, der er allervigtigst, for at agere i den foranderlige verden vi lever i.

Lige nu er markedet så ustabilt, at ingen ved, hvornår der igen kommer nogle åbninger på eksportmarkederne – som igen vil ændre på efterspørgslen på arbejdskraft.

Det kan blive forhastet ressourcespild – at bruge alt for mange ressourcer på aktiveringstiltag, der ikke tager højde for, at jobmarkedet skal have tid til at stabilisere sig – før der er nogen, der kan komme med realistiske bud på, hvor der er beskæftigelsesmuligheder på lidt længere sigt.

Hvad der er mest realistisk på længere sigt, er der ingen der ved. Det er og bliver et tros spørgsmål.

Alle egner sig ikke til alt
Vi lever i en tid, hvor meget her i livet bliver gjort til et spørgsmål om vilje. Men vi er ikke født ens. Og vi kan ikke alle gøre hvad som helst – selvom vi gerne ville.

I en ledighedssammenhæng hvor alle helst skal kunne alt – bliver der med denne viljestankegang – skabt enten en sygdom eller mistro til arbejdsvilje ud af, at alle mennesker har nogle menneskelige begrænsninger, i forhold til hvad de egner sig til.

Det er ikke alle, der har en fysisk statur og robusthed, der gør dem egnet til alle former for fysisk arbejde. Det er ikke alle, der har den udadvendte og pågående personlighed, der kræves for at blive en god sælger. Det er ikke alle, der har psyken til at arbejde med alle former for menneskelige problemstillinger. Det er ikke alle, der har den sociale og menneskelige forståelse, der kræves for at blive god til at arbejde med sociale problemstillinger. Det er ikke alle, der trives med at tilbringe deres arbejdsliv bag en PC. Det er ikke alle, der er fingernemme, og egner sig til alle former for håndværk. Sådan er det bare.

Alle mennesker har nogle personlige og faglige stærke sider – og alle har nogle personlige og faglige svage sider. Det er det, der skal fokuseres på i aktiverings- og rådgivningsindsatsen for ledige.

En mere nuanceret og positiv holdning til ledige
Hvis den aktiveringsindsats, som samfundet bruger masser af ressourcer på – skal være en konstruktiv hjælp for ledige, til at komme godt videre på arbejdsmarkedet – så kræver det et opgør med nogle af de negative holdninger, der er til ledige og ledighed.

Det er ikke konstruktivt, når kontrol og sanktioner i alt for høj grad kommer til at dominere indsatsen overfor ledige. Det kommer til at overtage det, der burde være centralt: Saglig og konstruktiv rådgivning om de muligheder og begrænsninger der er; nogle gode tilbud om aktiviteter, hvor de ledige lærer noget nyt og arbejdsrelevant; og en kraftig opfordring til at bevare troen på sig selv, og holde humøret oppe.

En alt for overdreven kontrol og mistillid er generelt af det onde – og det smitter – så mistilliden også kommer til at fungere den anden vej på. Resultat er et mistroisk og kontrollerende system, som målgruppen ikke har særlig stor tillid til – og så mister systemet værdi, som konstruktiv sparringspartner. Det synes, jeg er meget uheldigt. Et godt samspil mellem borgere og systemverden er grundforudsætningen for et velfungerende demokratisk samfund.

Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark…

torsdag, september 10th, 2009

Det er bekymrende, at der overhovedet kan være diskussion om, hvorvidt det skal være en kamp, at få lægehjælp i Danmark.

Forløbet omkring barnet der havde slugt et batteri, og døde af det – trods det at forældrene flere gange havde rettet henvendelse for at få hjælp, viser en større interesse for juridisk skyld og ansvar, frem for en interesse for at forebygge den form for uheldige forløb.

Ved den efterfølgende vurdering af ansvars- og skylds spørgsmålet – blev det vurderet at det ikke kunne dokumenteres hvad forældrene havde sagt, da de ringede til vagtlægen. Og dermed kunne ingen i systemet drages til ansvar for det, der var sket. Efterfølgende er der så blevet afsat penge til at bånde alle samtaler til vagtlægen – så der fremover er dokumentation for hvad der bliver sagt ved telefoniske henvendelser.

(Læs mere om den konkrete sag og problemstillingen HER )

Det der foruroliger mig er, at det her ikke er forebyggende. Men udelukkende et spørgsmål og juridisk skyld og ansvar. Og det spørgsmål vil stå og falde med, hvor tydelig og præcise borgerne er i det de siger, når de retter henvendelse til en læge. Det betyder, at mennesker der ikke er særlig gode til at kæmpe, argumentere og formulere sig ved henvendelse til sundhedsvæsnet, kan få svært ved at få hjælp. Det betyder også, at mennesker der henvender sig til sundhedsvæsnet, skal være meget bevidste om hvad de fejler. Det virker som et urimeligt krav. En del af kontakten til sundhedsvæsnet handler for mange mennesker også om at få hjælp til diagnoser på problemer.

Hvis der skal tænkes forebyggende – skal der fokuseres på, at arbejdspresset åbenbart er så stort i sundhedsvæsnet, at der ikke er tid til at tage alle henvendelser alvorligt. Der er ikke tid og ressourcer til at foretage grundige samtaler og undersøgelser af alle der henvender sig.

Hvis der skal være en sundhedsforebyggende profil på det danske sundhedsvæsen – skal der være tid og ressourcer til at tage alle henvendelser alvorligt. Og det skal ikke handle og ansvar, skyld og straf overfor de ansatte i sundhedsvæsnet. Det skal handle om hvordan vi forebygger, at mennesker der har hårdt brug for hjælp, bliver afvist i deres forsøg på at få hjælp.

Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark (2)
(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer 13. september 2009)

Lige lidt opfølgning på det første debatindlæg.

Som jeg ser det, kan den kompleksitet af faktorer der påvirker forholdene i sundhedsvæsenet, overordnet set inddeles i 4 fokusområder:

  • Den ene er, som M.V. skriver i sit indlæg, den økonomiske fordeling af ressourcer gennem tilskud
  • Den anden er, som M.V. også er inde på, organiseringen, kommunikationen og samarbejdet mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsnet
  • Den tredje er den offentlige styreform gennem regler, kontrol, dokumentation og standarder
  • Og den fjerde er juraen omkring patienternes retssikkerhed

Alle forhold spiller ind – og hvis der for alvor skal ske ændringer, skal der fokuseres på alle problemstillingerne.

Tilskuddene til privathospitalerne og skattefradragene til de private sundhedsforsikringer, tager selvfølgelig ressourcer fra det offentlige sundhedsvæsen – som M. V. skriver. Men der ville jo ikke være noget der hed privathospitaler og private sundhedsforsikringer – hvis det offentlige sundhedsvæsen var et velfungerende og godt alternativ. Når det gælder helbred og sundhed, så vælger mennesker det bedste til dem selv. Logisk set ville der være flere ressourcer til rådighed i det offentlige sundhedsvæsnet – hvis alle tilskuddene gik til det. Det man kunne overveje for at regulere på

konkurrencevilkårene mellem det private og offentlige sundhedsvæsen, var at pålægge privathospitalerne flere krav til alment forpligtigende sundhedsopgaver, hvis de skal have tilskud. Privathospitalerne er i dag mere fritstillet med hensyn til hvad og hvem, de vil beskæftige sig med. Mens det offentlige sundhedsvæsen skal tage sig af alt og alle.

Det offentlige Danmark har valgt en kompleks organisationsform – og det giver også nogle komplekse kommunikationsgange. Dertil kommer, at der har været meget omorganisering og omstrukturering indenfor alle områder af den offentlige sektor i de senere år – den helt store omvæltning var kommunesammenlægningerne, nedlæggelse af amterne og oprettelse af regionerne. Det vil give mange fejl og misforståelser, i mange år – før der bliver en stabil organisering og stabile og velfungerende kommunikationsgange ovenpå det. Jeg hører til dem der var modstander af, at man lavede en så omfattende omorganisering i et huk – og havde foretrukket, at det var sket i flere faser, så nogle områder fik tid til at stabilere sig undervejs i forløbet. Men sådan skulle det ikke være… Og nu er det som det er. Der skal selvfølgelig satses meget på at få de nye strukturer indarbejdet, også i de kommende år. Set med ressourceøjne – så har omstruktureringerne indenfor den offentlige sektor kostet mange ressourcer. Det tager ressourcer fra andet arbejde, når medarbejderne skal omorganisere sig og indarbejde nye rutiner. Det man kan gøre nu – er at man i årene fremover, tænker sig om nogle flere gange – inden man beslutter sig for flere store omstillingsopgaver – så den struktur der er valgt på nuværende tidspunkt får tid til at stabilisere sig. Det vil på sigt nedbringe antallet af fejl ved kommunikationsgangene.

Kravene til hvad og hvor meget ansatte indenfor den offentlige sektor skal dokumentere er steget utrolig meget i de senere år. De ansatte bruger mere og mere af deres arbejdstid på administrative opgaver. Der skal selvfølgelig være en eller anden form for dokumentation og kontrol af det der foregår. Men den administrative del må ikke være på bekostning af den tid der er til det praktiske arbejde – tiden til patienterne. Det man kan overveje er, at “rydde op” og begrænse de administrative krav. Det vil frigive flere ressourcer til det praktiske arbejde med patienterne.

På arbejdsmiljøsiden er det efterhånden dokumenteret, at det stresser medarbejdere at blive udsat for meget kontrol og overvågning. Så for mange, overvågende og kontrollerende tiltag overfor de ansatte i sundhedsvæsnet – der i forvejen virker tidspresset og stressede nok – tror jeg ikke vil have nogen præventiv virkning på fejl.

Initiativet til opfølgning på dårlige forløb, burde komme fra sundhedsvæsnet. Det er svært for patienter at skulle kæmpe for deres ret, hvis de oplever dårlige forløb i sundhedsvæsnet. Det burde være en fælles interesse for både sundhedsvæsnet og patienterne, at der sker opfølgning på de uheldige forløb der sker. Sundhedsvæsnet fremstår som alt for selvbeskyttende over for patienterne. Det har den signalværdi og praktiske konsekvens – at “i sundhedsvæsnet er man ligeglade med om der sker fejlbehandling og dårlige forløb for patienterne – og lovgivningen tillader at alt kan ske”.

Det man burde overveje var – at adskille hvorvidt der er enkeltpersoner i sundhedsvæsnet der kan og skal drages til ansvar for det der sker – og hvorvidt der er tale om et dårligt forløb. Der kan ikke være nogen tvivl om at forældrene til den lille dreng der mistede livet, har været udsat for et ualmindeligt dårligt forløb. Og derfor bør de have medhold i deres klage over forløbet. Man bør også overveje, i hvilket omfang man drager enkelte ansatte til ansvar for fejl i sundhedsvæsnet. Der er forskel på fejl og forsætlig misbrug af jobbet, hvor ansatte fejlinformerer om behandlingsmuligheder for at fremme egne særinteresser.

Der er behov for åbenhed om fejlbehandling og dårlige forløb – og det får man ikke – hvis ansatte risikerer for meget ved at være åbne overfor erkende fejl.