Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Stigmatisering’

Hvad vil det reelt sige, at være mentalt afvigende/syg?

mandag, december 12th, 2011

Fænomenet Breivik giver anledning til mange refleksioner – er han psykisk syg? Som det ser ud nu – får han måske diagnosen skizofren/paranoid, og psykotisk i gerningsøjeblikket. Måske.

Men selvom Breivik får en diagnose på at være mentalt afvigende/ syg – så efterlader det stadig et spørgsmål: Arv eller miljø?

Der er det med det mentalt afvigende/syge – at det nødvendigvis ikke bryder frem. Mange mennesker er latent disponeret for at udvikle en psykisk sygdom – i en eller anden variant. Men det bryder kun frem under særlige omstændigheder. Hvis der sker noget. Og den psykiske sårbarhed kan så være mere eller mindre udtalt. Hos nogen skal der mere til end hos andre – før de bliver mentalt/psykisk påvirket. Vi kan se det hos mennesker, der har været i krig. Mennesker, der ellers er specielt trænet – der når et punkt, hvor de får for meget.

De fleste mennesker kan køres ud over den psykiske “normale”/stabile kant – der er bare forskel på, hvad der skal til.

Hvis vi vender blikket mod den danske Peter Lundin – der myrdede sin samlever og hendes to børn. Så blev han ved en mentalundersøgelse erklæret mentalt “normal”/rask.

Kriteriet for at blive erklæret mentalt “normal”/rask – handler om, hvorvidt mennesker er deres handlinger rationelt bevidste, når de begår dem.

Men hvordan kan det nogensinde blive et udslag af “normalitet”, at myrde og partere ligene af sin samlever og hendes to børn?

Det giver et billede af det mentalt “normale”/raske – som noget, der kan adskille sig fra det menneskeligt “normale” – set med medmenneskelige øjne.

Vender vi blikket mod “normalsamfundet” – så er det blevet mere og mere “normalt”, at være mentalt/psykisk usund. Hele stresskulturen, er en psykisk usund tilstand. Og i den psykisk usunde tilstand, vil der være flere og flere, der lever med risikoen for at kører længere og længere ud mod den kant, hvor der begynder at blive tale om en decideret psykisk/mentalt afvigende/syg tilstand.

Der er kommet et nyt begreb på banen: Psykisk sårbar. En diagnose man hæfter på mennesker, der ikke kan takle den fragmenterede og hurtigkørende stresskultur, lige så godt som andre.

Men er det at være mentalt/psykisk “normal”/rask – et spørgsmål om at være hårdkogt og menneskelig upåvirkelig?

Jo mere hårdkogt og menneskelig upåvirkelig – jo mere mentalt sund og “normal”?

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

torsdag, juni 30th, 2011

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.

Hæmmer minoriteters egenkultur integrationsprocessen?

fredag, juni 17th, 2011

Synliggørelse af særlige gruppers særlige behov er til tider en nødvendighed for at fremme livsvilkårene for de pågældende grupper. Men det er samtidig med til at stigmatisere gruppen med et specielt “stempel” i forhold til den øvrige befolkning.

Et “stempel” – der kan have en negativ effekt på gruppens tilhørsforhold til resten af samfundet.

Egenkultur – et fristed for egne værdier

Det kræver altid et ekstra personligt overskud at være NY i en sammenhæng.

Det kræver også altid et ekstra personligt overskud at være ANDERLEDES end normen i en sammenhæng.

De fleste har oplevet at være NY i en sammenhæng – og ved – hvordan det er at skulle forholde sig til andre menneskers vaner og indgroede “selvfølgeligheder”.

Mange har oplevet at være ANDERLEDES i en situation og sammenhæng – og ved – hvordan det er at blive mødt med en blanding af nysgerrighed, undren og afstandstagen.

For nogen er det ikke kun en oplevelse i en kort periode af deres liv.

For nogen er det et generelt vilkår.

Behovet for en egenkultur virker derfor meget letforståeligt. Et fristed hvor normer, omgangform og “selvfølgelighederne” ligner ens egne.

Misforstået integrationsforståelse?

Er det stigmatiserende element ved minoriteters egenkultur mest af alt et udslag af en misforstået integrationsforståelse?

En integrationsforståelse der bunder i illusionen om, at ligeværdighed mellem mennesker handler om millimeterretfærdighed – og et pragmatisk kompromis af lige og ens personlige livsværdier?

En manglende evne til at sortere mellem de fælles kollektive grundværdier – og de individuelle personlige livsværdier?

Læs eventuelt indlæggene:

Danmarks muslimske minoritet bør organisere sig politisk, af Uzay Kertenkelesi

Mine indlæg:

Mainstream og ligebehandling

Ny medarbejder – Den gode start (På siden Pædagogik, projekt & planlægning…)

Livsformer (På siden Samfundet på tværs…)

Ikke fedt at være overvægtig…

søndag, april 24th, 2011

Fedme som tegn på sundhed og velstand hører fortiden til.

Nu er det kammet over i den anden grøft, og den tendens er mere eller mindre global.

Stigmatisering og fordomme får ofte en meget forskruet vinkel. Så som: At overvægtige er dumme, dovne og uden selvkontrol.

Læs artikel på videnskab.dk

Fodfæste

fredag, november 12th, 2010

At miste, have og vinde fodfæste handler om implementering og integration – og kan forgå på alle planer af livet: Det personlige, faglige, økonomiske mm

Et godt fodfæste indikerer et godt samspil mellem den personlige oplevelse, det der sker, og omgivelsernes reaktioner, krav og holdninger.

Klientgørelse, og fordomme giver et dårligt fodfæste for dem, der er mål for det.

Eksempler der illustrer begrebet:

Lærerne mister fodfæste

Tænketanke vinder fodfæste i menings Danmark

Ældre og indvandrere mister fodfæste på arbejdsmarkedet

Akademikere risikerer at miste fodfæste på arbejdsmarkede

Til kamp mod stress

Den kulturbestemte normalitet…

mandag, december 21st, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Centralt for enhver debat om behandlings- og rådgivningstilbud indenfor de sociale- og sundhedsmæssige områder – er normalitet. Hvad er normalt. Tilbud om behandling og social træning – bunder i en opfattelse af en normal – som mennesker bør tilstræbe som ideal.

Det gør også mange debatter diffuse og svære – for den centrale diskussion bør handle om det normalitetsbegreb, der ligger til grund for de tilbud diskussionen står om. Uenighed om tilbud kan ofte spores tilbage til en uenighed om normalitet – og det normale liv.

Indenfor specialområderne og psykiatrien er mange mennesker over tid blevet behandlet for forskellige perioders forskellige opfattelser af normalitet. Vi skal ikke længere end cirka 50 år tilbage i tiden, før ordblindhed blev opfattet som en mental retardering, der berettigede til anbringelse på institution med diagnosen udviklingshæmmet.

Ser vi på gruppen af udviklingshæmmede, og den traditionelle opdragende pædagogik der har været fremherskende på mange institutioner for udviklingshæmmede. Så kan vi se en pædagogisk fokusering på god adfærd og pæn fremtoning på den Emma Gad’ske facon. Pæne manerer ved bordet – spis op, spis pænt, og spis rigtigt. Pæn og ren i tøjet – så det ikke virker frastødende på “normalsamfundet”. Det har nogle gange medført, at det livsindhold der har præget mennesker med udviklingshæmning, der har levet på institution – har været et langt opdragende liv. Mange med udviklingshæmning har rent indlæringsmæssigt begrænset kapacitet. Og den har været brugt på funktionsopdragelse til at være og se pæne og ordentlige ud. Nogen har brugt et helt liv på at lære at holde på en ske.

Nu har vores kultur på nogle områder ændret sig til et mere afslappet og frit syn spisesituationer og påklædning. Men så er der andre normer, der er sat i centrum: Gode og sunde fritidsinteresser, sund livsstil osv. Hver gang vi har en diskussion om behandling og tilbud til mennesker, der på forskellig vis er afvigende og ressourcesvage i vores kultur – kunne det være interessant at vende problemstillingen på hovedet, og se på hvilken normalitet der ligger til grund for definitionen af det afvigende og ressourcesvage. Og stille det spørgsmål: Er det den kulturbestemte normalitet, der er problemet?

Hvor går grænserne for “reparation” af afvigende adfærd. Nu har vi lige fået en madpakkelovgivning – der sikrer at alle børn får den samme ensartede og sunde kost. Vi har i vores kultur defineret en normalitet på sundhedsområdet, der gør at et flertal af vores repræsentative demokrati, har kunnet vedtage en sådan lovgivning. Så vi har fået sundhedstvang i normalitetens navn. Vi har også skoletvang på det boglige og intellektuelle område – i normalitetens navn. Vi har ikke kreativitet og kunstnerisk aktivitet som tvang – for det er ikke defineret som normal aktivitet i vores kultur.

For 10-15 år siden havde vi en vision om det frie menneske i fritidssamfundet – nu har vi en vision om de effektive, arbejdsomme og sunde arbejdsnarkomaner. Normalitet er nu defineret som effektivitet med karriere og job som livets centrum. Om endnu 10-15 år vil der herske en anden kulturel normalitet, som centrum for tilbud om behandling og social træning.

En firkantet aktiveringspolitik – kan bremse lediges ”gå på mod”…

søndag, oktober 25th, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 25. oktober 2009)

Den lovgivning der eksisterer for ledige, er baseret på tre stereotype grundopfattelser: Den ene er en kriminaliserende mistillid til ledige; den anden er en arbejdsmarkedsopfattelse, der er begrænset til et stabilt arbejdsmarked, der består af faste stillinger med veldefinerede arbejdsfunktioner; den tredje er, at alle egner til alt, hvis bare de vil.

Den kriminaliserende mistillid
Den generelle kriminaliserende mistillid til ledige, er ligesom alt anden stereotyp opfattelse og lovgivning i det danske samfund – baseret på en lille marginal gruppe. Den lille gruppe der bevidst forsøger at udbytte systemet, er nok de eneste, der ikke bliver personlig ramt af at blive mødt med mistillid. Dem der bliver ramt af det, er de mange lovlydige og samvittighedsfulde mennesker, der er personlig berørt af at være ledige.

Det fleksible og omskiftelige arbejdsmarked
Det er efterhånden flere år siden, at arbejdsmarkedet har ændret sig fra at være stabilt og veldefineret. Det er i højere og højere grad præget af fleksibilitet og en evig foranderlighed. Det stiller højere og højere krav til selvstændighed og evnen til at være fleksibel.

For nogen ledige kan det at tænke lidt utraditionelt, være den bedste og mest stabile vej ud af ledighed på længere sigt. Arbejdsmarkedet består af meget andet end faste fuldtidsstillinger. Det består også af freelancere, konsulenter, projektmagere, freelance undervisning, deltidsjobs, vikariater, nichebetingede iværksættermuligheder, og meget andet.

Det er pokkers ærgerligt, at det bremser nogen ledige, at de kan risikere at komme i klemme i systemet, og miste deres indkomst – hvis de retter blikket mod andet end faste fuldtidsstillinger.

En systemverden, der i sine tilbud ikke har omstillet sig til det nuværende fleksible og omskiftelige arbejdsmarked, kan meget let komme til at fremstå som “en bremser” og modstander af selvstændighed og initiativrigdom hos de ledige. Hvilket står i stor kontrast til, at netop selvstændighed og initiativrigdom er noget af det, der er allervigtigst, for at agere i den foranderlige verden vi lever i.

Lige nu er markedet så ustabilt, at ingen ved, hvornår der igen kommer nogle åbninger på eksportmarkederne – som igen vil ændre på efterspørgslen på arbejdskraft.

Det kan blive forhastet ressourcespild – at bruge alt for mange ressourcer på aktiveringstiltag, der ikke tager højde for, at jobmarkedet skal have tid til at stabilisere sig – før der er nogen, der kan komme med realistiske bud på, hvor der er beskæftigelsesmuligheder på lidt længere sigt.

Hvad der er mest realistisk på længere sigt, er der ingen der ved. Det er og bliver et tros spørgsmål.

Alle egner sig ikke til alt
Vi lever i en tid, hvor meget her i livet bliver gjort til et spørgsmål om vilje. Men vi er ikke født ens. Og vi kan ikke alle gøre hvad som helst – selvom vi gerne ville.

I en ledighedssammenhæng hvor alle helst skal kunne alt – bliver der med denne viljestankegang – skabt enten en sygdom eller mistro til arbejdsvilje ud af, at alle mennesker har nogle menneskelige begrænsninger, i forhold til hvad de egner sig til.

Det er ikke alle, der har en fysisk statur og robusthed, der gør dem egnet til alle former for fysisk arbejde. Det er ikke alle, der har den udadvendte og pågående personlighed, der kræves for at blive en god sælger. Det er ikke alle, der har psyken til at arbejde med alle former for menneskelige problemstillinger. Det er ikke alle, der har den sociale og menneskelige forståelse, der kræves for at blive god til at arbejde med sociale problemstillinger. Det er ikke alle, der trives med at tilbringe deres arbejdsliv bag en PC. Det er ikke alle, der er fingernemme, og egner sig til alle former for håndværk. Sådan er det bare.

Alle mennesker har nogle personlige og faglige stærke sider – og alle har nogle personlige og faglige svage sider. Det er det, der skal fokuseres på i aktiverings- og rådgivningsindsatsen for ledige.

En mere nuanceret og positiv holdning til ledige
Hvis den aktiveringsindsats, som samfundet bruger masser af ressourcer på – skal være en konstruktiv hjælp for ledige, til at komme godt videre på arbejdsmarkedet – så kræver det et opgør med nogle af de negative holdninger, der er til ledige og ledighed.

Det er ikke konstruktivt, når kontrol og sanktioner i alt for høj grad kommer til at dominere indsatsen overfor ledige. Det kommer til at overtage det, der burde være centralt: Saglig og konstruktiv rådgivning om de muligheder og begrænsninger der er; nogle gode tilbud om aktiviteter, hvor de ledige lærer noget nyt og arbejdsrelevant; og en kraftig opfordring til at bevare troen på sig selv, og holde humøret oppe.

En alt for overdreven kontrol og mistillid er generelt af det onde – og det smitter – så mistilliden også kommer til at fungere den anden vej på. Resultat er et mistroisk og kontrollerende system, som målgruppen ikke har særlig stor tillid til – og så mister systemet værdi, som konstruktiv sparringspartner. Det synes, jeg er meget uheldigt. Et godt samspil mellem borgere og systemverden er grundforudsætningen for et velfungerende demokratisk samfund.