Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Socialt ansvar’

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

lørdag, september 3rd, 2011

Tankefrihed er en del af vores personlige univers. Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

En overdreven tankefiksering er af det onde. Det er der mange eksempler på.

Men skyldes det tankerne – eller er det manglen på medmenneskelighed?

Ekstremister…

Der kom stort fokus på den norske attentatmand Breiviks manifest og tanker, da han havde udført sin massakre mod en masse uskyldige mennesker.

Nogle tanker var farlige for menneskeheden. Nogle tanker kunne føre til menneskelige grusomheder. Nogle tanker burde kontrolleres og forbydes.

Men er det tankerne, der er farlige?

Eller er det manglen på med menneskelighed?

Tvangstanker…

Da jeg som ung studerende boede på kollegium, var der en af mine naboer, der blev udsat for en meget grov voldtægt. Hun led efterfølgende af voldsom angst og kom i psykiatrisk behandling – på et åbent tilbud – hvor hun var hjemme noget af tiden.

Hun kom nogle gange på besøg, når hun havde det dårligt. Hun fik angstanfald, hvor hun hyperventilerede. Så kom hun med en pose, som hun trak vejet i for at stabilisere vejrtrækningen – og en lap papir med et telefonnummer – som hun gerne ville, at jeg ringede til. Hun lånte så min sofa, mens hun ventede på, at den kontaktede dukkede op. Hun kunne ikke være alene, når hun fik anfaldende.

En dag dukkede hun op i et andet ærinde. Hun havde en bluse med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det ville jeg ikke, for jeg syntes ikke, den var særlig pæn.

Hun fortalte så, at hun havde fået den tvangstanke, at hun skulle forære blusen væk, ellers ville der ske noget forfærdeligt. Jeg troede ikke, at der var så meget magt i sådan en lille ikke særlig pæn bluse. Foreslog hende, at hun smed den i containeren, og satte en tidsfrist på – for eksempel en uge? Der var 99,99999999 % sandsynlighed for, at der ikke skete noget forfærdeligt på grund af den ikke særligt pæne lille bluse? Hun begyndte så at grine. For så forstod jeg ikke, hvad tvangstanker var! Og nej, det forstod jeg ikke. Det var jo ikke mine tvangstanker.

Jeg ved ikke, hvad der blev af den ikke særligt pæne lille bluse. Om den røg i containeren, eller om hun fik den afsat til en anden. Jeg hørte ikke mere til den. Men hun kiggede stadig forbi engang imellem – når hun havde det dårlig – fik en kop kaffe – mens hun fortalte lidt om retssagen, og hvordan det ellers gik med hendes behandling indenfor det psykiatriske.

Tvangstanker?

Men er det tankerne, der er styrende?

Eller er der bare behov for at genvinde tilliden til verden og mennesker?

Selvrealisering…

Tankestyring er blevet det helt store selvrealiserings-hit. Tænk dig glad, tænk dig rig, tænk dig rask – tænk dig lykkelig.

I nogle tilfælde tager det overhånd. Tankestyringen bliver opfattet som løsningen på alt, og bliver i stedet en varmluftig virkelighedsflugt fra de fysiske realiter.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Smile or die”

Men er det tankerne, der er varmluftige?

Eller er det manglen på accept af fysiske realiteter?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

I godt socialt samspil – og accept af fysiske realiteter – gør tanker ingen varmluftig, ekstrem – eller tvangsforfulgt.

Tanker er bare tanker – og tankefrihed er en del af vores personlige univers…

Hvem er VIGTIGST i verden?

tirsdag, august 16th, 2011

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

Hvad ville der ske, hvis alle andre mennesker lignede os selv?

Det ville være ganske forfærdeligt. Vi ville være fuldstændig fortabte.

Hver gang der skete noget i livet og verden – så ville en kunne sige: Jeg så, følte og oplevede det sådan – og så ville der lyde et ekko af: Det gjorde jeg også, det gjorde jeg også, det gjorde jeg også…

Så ville hele menneskeheden låse sig selv og hinanden fast – i den samme oplevelse, med den samme følelse og den samme synsvinkel – uden nogen muligheder for at komme videre med og fra oplevelsen.

Det der bringer os gennem livet – er jo netop, at vi ser og opfatter tingene meget forskelligt. Nogen kender nogle andre eksempler, der minder lidt om det samme. Nogen ser det skete ud fra en historisk vinkel, andre ud fra forskellige faglige vinkler.

Nogen ser nogle menneskelige vinkler. Andre undrer sig over alle de andres vinkler, for de hænger jo ikke sammen.

På den måde, kommer der nuancer og perspektiv på livet og livets oplevelser.

Et konkret eksempel til illustration, fra den tid hvor jeg arbejdede bosteder for mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmning.

Eksemplet er hentet fra et bosted, hvor en ny boenhed var under opstart. Jeg har i et tidligere indlæg: Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer”…, skrevet lidt om det generelle kaos, der herskede i den sammenhæng. Arbejdsmiljøet var ganske forfærdeligt, med en luftig og flyvsk selvrealiserende kultur der betød at medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden og brændte sammen på stribe. Jeg stod i det i knapt et år, inden jeg måtte sige op på grund af overbelastning.

Da jeg evaluerede overfor mig selv, hvad det var i dette kaos, der gjorde, at jeg trods alt var i stand til at hænge sammen i det – så var mit svar: At det var de meget livsnære mennesker, der boede der, der gav sammenhængen en virkelighedsnær og stabiliserende tyngde.

Det var dem, der gjorde opmærksom på de menneskelige livsnære værdier. Og det gjorde de på mange måder.

En af de ting, der kom til at stå i skarp kontrast til det øvrige, var deres omsorg – både for hinanden – men også de medarbejdere, som de knyttede sig til og holdt af.

Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og skrev på PC’en ved et bord “midt i det hele” (der var ikke noget, der hed kontor til personalet). På et tidspunkt kom en af beboerne slæbende med en termokande og et krus – og placerede det på bordet. Jeg startede med at ville irettesætte ham. Han skulle ikke drikke kaffe oveni min PC. Denne beboer havde ikke ret meget verbalt sprog, så han fortale det, han ville fortælle – ved at vise det. Så han forsatte med det, han havde sat sig for – og pludselig måtte jeg skynde mig at gribe for mig – for ikke at få hældt et krus varm kaffe ned over mig. Jeg spurgte ham så – om han syntes, jeg lignede en, der kunne trænge til noget kaffe? Og det svarede han ja til. Det var sådan set også rigtigt nok – nogen gange blev der i dette åbne og hektiske miljø med konstant underbemanding og oplæring af nye medarbejder, ikke ret meget tid til at pleje sig selv – som medarbejder. Så måtte jeg jo takke pænt for kaffen – men også sige, at jeg syntes, det gik bedst, hvis jeg selv fik lov til at “styre” kruset 😀

Et andet eksempel foregik i en weekend – hvor der som sædvanlig var underbemanding. Det betød som ofte, at tidsplanen godt kunne “skride”, så frokost måtte blive, når alle som minimum havde fået morgenmad, og havde fået den basale hjælp, de hver især havde behov for – for at komme ud af sengen. På et tidspunkt rundede jeg køkkenet i det skarpe trav, der var mit (det var ikke motion, der var mangel på 😉 ) – og så til min forskrækkelse, at en af beboerne stod ved køkkenbordet med en skarp kniv, og havde skåret sig. I min forskrækkelse røg der en hurtig irettesættelse ud af munden på mig – hvad var det dog, han lavede? Hvortil han ulykkeligt svarede – at han jo bare prøvede på at hjælpe mig. Han havde villet begynde at skære franskbrød til frokosten. Så måtte jeg jo “vende rundt” – og takke ham for, at han gerne ville hjælpe, for det var jo utroligt sødt gjort af ham. Så var det ellers i gang med førstehjælpskassen, rense sår, og på med plaster og forbinding. Derefter en oprydning i, hvad der lå og blafrede af skarpe knive frit tilgængelig for alle – så de blev gemt godt væk. Så fandt vi i stedet en lidt mindre skarp kniv – der var god at skære brød med – så han kunne komme til at hjælpe med frokosten 😀

Sådan var der hele vejen igennem masser af eksempler på, hvordan det var beboerne, der “holdt øje” med, om der var nogen, der kunne trænge til lidt menneskelig “hjælp” og omsorg.

Men det var selvfølgelig ikke i orden og ok – at det var de mennesker, der boede der, der skulle “passe på” personalet. Jeg havde det oppe at vende på personalemøder nogle gange, for det burde jo være personalet og ledelsen, der passede på sig selv, hinanden – og beboerne – også menneskeligt. Det budskab kunne jeg ikke trænge igennem med, og det blev også mennesker udefra, der i den sidste ende greb ind. Arbejdstilsynet gik på banen med blandt andet et hold virksomhedspsykologer, kort tid efter at jeg var stoppet – og jeg ved, at de var tilknyttet stedet mindst et år.

Det er oplevelser som disse, der har givet mig mit perspektiv på betydningen af menneskelig forskellighed.

Og – ja – hvem er så VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

😆

FORKLARINGEN – på Breivik’s handlinger…

onsdag, august 3rd, 2011

Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik’s massakre i sidste uge.

Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik’s liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.

Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.

For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.

Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.

For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.

Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.

Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.

Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.

Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.

Forebyggende?

Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?

Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…

Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…

Læs eventuelt indlæggene:

Anders Breivik – et “barn” af vor tid?

Er tanker farlige?

Overvågning – eller beskyttelse?

tirsdag, juli 5th, 2011

Den aktuelle sag om en 21 årig retarderet pige, der har været udsat for et seksuelt overgreb af nogle drenge, fik mig igen til at tænke på grænsen mellem overvågning og beskyttelse. Nu kender jeg ikke de aktuelle grunde til, at den unge pige befandt sig alene på legepladsen. Så mine refleksioner er af generel karakter.

Hvornår er overvågning – og hvornår er det “at holde øje med”? Det dilemma fylder meget indenfor institutionsverdenen. Både når det gælder voksne udviklingshæmmede og demente ældre.

Men netop ovenstående eksempel viser, hvor sårbare og lette ofre nogle mennesker er.

De menneskelige omkostninger ved ”regnearkssamfundet”…

tirsdag, juni 7th, 2011

Brønderslevsagen er endnu et eksempel på de menneskelige omkostninger, der er ved at indrette samfundet som et regneark, hvor mennesker bliver usynlige og forsvinder som sager i en rotation mellem skriveborde i systemjunglen.

Tøndersagen og sagen om stadiondrabet i Aalborg – er eksempler på akkurat den samme problemstilling.

Så kan det jo altid diskuteres hvilket “skrivebord”, der burde ha’ reageret på de “røde advarselslamper”.

Men jeg tror ikke, vi får “aflivet” den her form for sager, før mennesker bliver synlige som mennesker – i stedet for at blive reduceret til “sager”, der roterer rundt mellem en masse skriveborde…

Hverdagens terrorisme…

mandag, oktober 11th, 2010

Den kollektive forståelse for: At ”alle er ofre” mentaliteten, går nogen gange over gevind. Det er ikke lige så synd for den, der mobber og overfalder andre, som for den der bliver mobbet og overfaldet.

Der går kollektivt terapi i den, når vi skal takle: Mobning, rehabilitering af voldelige elementer, stressede mennesker med en kort lunte, og koleriske anfald af forsmået opmærksomhed. Vi har antimobningskampagner, rehabiliteringsprojekter hvor offer og gerningsmand kan møde hinanden – og der er et væld af kurser, der tilbyder teknikker til takling af mennesker med utilpasset opførsel.

Med den mentalitet fratager vi mennesker ansvaret for dem selv og deres egen opførsel – og pålægger omgivelserne en ”hensynsbetændelse”, og et overforstående ansvar for at yde adfærdsudviklende pædagogisk støtte til utilpassede elementer.

For nogle år siden deltog jeg ved et introduktionsmøde til Røde Kors’ offerrådgivning. Oplægsholderen fortalte, at det undrede hende – at de fleste, der blev udsat for vold, reagerede med en helt utrolig stor skyldfølelse. Den tænkte jeg lidt over. Jeg nåede frem til – at det faktisk var ret logisk. For vi stiller store krav om forståelse til ofre for vold. Krav om forståelse for gerningsmændene (M/K).

Det sundeste for den, der bliver mobbet, overfaldet – og terroriseret af egocentrikere i hverdagen – er at blive vred. Blive vred over det der foregår. Blive vred på dem der praktisere den utilpassede og belastende opførsel. En menneskelig sund vrede. Men den vrede er også blevet en forbudt vrede. En ”hysterisk” vrede. En vrede der kan blive stemplet som primitiv, utjekket og ”uintelligent”.

Den forstående og konfliktsky kollektivisering af problemerne med utilpasset adfærd, er ved at udarte sig til en art hverdagens terrorisme – hvor det ikke er politisk korrekt at sige fra, tage afstand – og stille krav…

Mennesker der praktiserer mobning og vold – og har en egocentrisk opførsel, ved da godt, at det er galt, det de gør. Hvis de har glemt det, så kræver det ikke en kollektiv dybdepsykologisk forstående proces at repetere det. Det er forkert, det de gør – så stop det! Længere er den ikke…

Hvad galt er der i at kalde en spade for en spade, og forlange af mennesker med en utilpasset opførsel at de ”klapper sig sammen” – og opfører sig, så de er til at holde ud?

| Offer Rådgivningen |

Rationalitet og medmenneskelighed

mandag, september 20th, 2010

Enhver kultur dannes ud fra sine succeskriterier.

Når vi forarges over omsorgssvigt i plejesektoren – må vi også stille os selv spørgsmålene: Værdsætter vi værdier som omsorg og medmenneskelighed? Giver det succes at være omsorgsfuld og medmenneskelig? Bliver det belønnet?

Mit svar er nej.

Vi lever i en kultur der værdsætter og belønner effektivitet i rationel forstand. Det giver succes at være hurtig til at ekspedere de menneskelige problemer. Og den tendens bliver mere og mere udpræget.

Vi leverer medmenneskelighed på tid.

Vi leverer medmenneskelighed efter regler.

Men medmenneskelighed handler ikke om tid og regler. Det handler om tolerance, nærvær og fleksibilitet i nuet.

Dilemmaet er opstået efterhånden som vores familiemønstre har ændret sig – og omsorgen er blevet institutionaliseret. Det er blevet en rationel ydelse, der skal planlægges, budgetteres, kontrolleres og sættes i system. For det er det ”sprog”, vi kender – og bruger, når vi som samfund skal have ”samfundsvirksomheden” til at fungere.

Men der findes jo også andre ”sprog”: Sociale sprog om etik og moral – og oplevelsens sprog om æstetik. De ”sprog” er bare ikke udviklet som ”værktøjer” til planlægning af omsorgsydelser.

De ”sprog” er vi nødt til at lære at bruge, og integrere i vores evaluering og planlægning af omsorgsydelser. Og et af de punkter det vil være oplagt at gribe fat i – er succeskriterierne. Så medarbejdere indenfor omsorgsområderne i højere grad bliver belønnet for den etiske, moralske og æstetiske udførelse af deres arbejde – i stedet for et snævert fokus på effektiviteten.

Udredningskulturen og jagten på de politisk korrekte løsninger

fredag, juli 16th, 2010

For godt en uges tid siden så jeg DR1 dokumentaren den sorte boks – om stadiondrabet i Aalborg, hvor en kun 15 årig udsatte en tilfældig mand for et så voldsomt overfald, at han døde af det.

Dokumentaren viser en social glidebane, der startede, da drengen var omkring de 11 – og som udviklede sig i mere og mere voldsom retning – med stoffer og vold. Han var kendt af systemet – var under ”social udredning” – og fik også nogle forskellige skole- og netværkstilbud, som ikke holdt ret længe.

For et par år siden var en anden problemstilling op at vende i medierne, som gjorde stort indtryk på mig. Den handlede om et lettere udviklingshæmmet kvinde, der blev godkendt til behandling mod barnløshed – blev gravid, fik barnet – og fik barnet tvangsfjernet umiddelbart efter fødslen, fordi man fra de sociale myndigheders side vurderede, at hun og hendes mand ikke var egnede som forældre.

I begge forløb handlede alle implicerede parter juridisk og politisk korrekt – men konsekvenserne er jo dybt ulykkelige.

Det rejser nogle spørgsmål til vores udredningskultur, og behovet for at være politisk korrekt og arbejde med principielle løsningsmodeller i håndteringen af sociale problemer.

De mennesker, som ovenstående eksempler handler om, blev jo ”usynlige” i deres egen ”sag”. Der foregik en helt masse i forskellige sammenhænge – med deres cpr. nummer – men ikke med dem som mennesker.

Det er det moderne samfunds dilemma og begrænsning – der er ikke nogen, der er nogens bord. Og skal ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser beskytte dem selv, så skal de være meget regelrette. Og skal vi som samfundsborgere have en vis beskyttelse af vores privatliv – så har vi også brug for, at ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser har begrænsninger på hvad de må og kan.

Vi lærer at beskyttelse af os selv som individer, er det samme som regler og upersonlig stillingtagen.

Men det er de samme elementer, som vi bruger som beskyttelse, der spænder ben for vores evne til at reagere med etikken, moralen og medfølelsen.

Med Piet Heins ord: ”Mennesket er det dyr, der selv slår de streger, det selv falder over”.

Når systemet svigter de unge…

torsdag, juli 8th, 2010

Har lige set TV2 dokumentaren den sorte box – om stadiondrabet i Aalborg og den kun 15 årige drabsmand Rasmus Popenda.

Det er skræmmende at se, hvordan hans liv bare kører mere og mere skævt, uden at der bliver grebet ind fra det sociale system.

Selvom der i flere år – fra han var 11 – var tydelige episoder, der viste at han ikke havde det godt, og var på vej ud på et skråplan – så bliver der ikke gjort en reel indsats for at stoppe ham i tide. Trods gentagne advarsler og henvendelser for politiets ungdomsgruppe – og de skoler Rasmus har været tilknyttet.

Vi har selvfølgelig alle ansvaret for os selv. Det har en dreng som Rasmus også. Men han magter jo ikke selv at få sig selv væk fra det udsatte liv i kriminelle miljøer.

Jeg synes at episoden omkring Rasmus Popenda og stadiondrabet, burde få nogle konsekvenser for vores måde at håndtere ungdomsvold – og ungdomsproblemer. Det er jo skræmmende, at der først for alvor kommer realitet og konsekvens ind i Rasmus liv, da han er blevet morder.

Det er jo noget sent – for både ofret Henrik Bjerremand Kristensen, og for Rasmus.

I det billede der bliver beskrevet i dokumentaren – handler meget også om penge. Det er dyrt at gå ind med anbringelser uden for hjemmet. Men penge må ikke være så afgørende, at anbringelser ikke bliver brugt – når der er reel grund til det.

Jeg synes, at det sociale system har sovet i sagen om Rasmus Popenda.

Hvornår skal man som samfund gribe ind? Hvornår har samfundet et ansvar for at forbygge udvikling af uheldig adfærd hos unge som Rasmus Popenda?

Jeg synes, det er vigtige spørgsmål.