Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Menneskesyn’

Menneskelig fattigdom…

tirsdag, september 6th, 2011

Livet bliver “livløst” og menneskeligt fattigt, når alt menneskeligt bliver analyseret, nytteberegnet og rationaliseret.

Så er det kun præstation og rationel nytteværdi, der giver mennesket værdi som menneske.

Menneskelig og åndelig fattigdom – i sociale miljøer og samfund – vinder om hvilket værdigrundlag miljøerne og samfundene hviler på.

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

lørdag, september 3rd, 2011

Tankefrihed er en del af vores personlige univers. Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

En overdreven tankefiksering er af det onde. Det er der mange eksempler på.

Men skyldes det tankerne – eller er det manglen på medmenneskelighed?

Ekstremister…

Der kom stort fokus på den norske attentatmand Breiviks manifest og tanker, da han havde udført sin massakre mod en masse uskyldige mennesker.

Nogle tanker var farlige for menneskeheden. Nogle tanker kunne føre til menneskelige grusomheder. Nogle tanker burde kontrolleres og forbydes.

Men er det tankerne, der er farlige?

Eller er det manglen på med menneskelighed?

Tvangstanker…

Da jeg som ung studerende boede på kollegium, var der en af mine naboer, der blev udsat for en meget grov voldtægt. Hun led efterfølgende af voldsom angst og kom i psykiatrisk behandling – på et åbent tilbud – hvor hun var hjemme noget af tiden.

Hun kom nogle gange på besøg, når hun havde det dårligt. Hun fik angstanfald, hvor hun hyperventilerede. Så kom hun med en pose, som hun trak vejet i for at stabilisere vejrtrækningen – og en lap papir med et telefonnummer – som hun gerne ville, at jeg ringede til. Hun lånte så min sofa, mens hun ventede på, at den kontaktede dukkede op. Hun kunne ikke være alene, når hun fik anfaldende.

En dag dukkede hun op i et andet ærinde. Hun havde en bluse med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det ville jeg ikke, for jeg syntes ikke, den var særlig pæn.

Hun fortalte så, at hun havde fået den tvangstanke, at hun skulle forære blusen væk, ellers ville der ske noget forfærdeligt. Jeg troede ikke, at der var så meget magt i sådan en lille ikke særlig pæn bluse. Foreslog hende, at hun smed den i containeren, og satte en tidsfrist på – for eksempel en uge? Der var 99,99999999 % sandsynlighed for, at der ikke skete noget forfærdeligt på grund af den ikke særligt pæne lille bluse? Hun begyndte så at grine. For så forstod jeg ikke, hvad tvangstanker var! Og nej, det forstod jeg ikke. Det var jo ikke mine tvangstanker.

Jeg ved ikke, hvad der blev af den ikke særligt pæne lille bluse. Om den røg i containeren, eller om hun fik den afsat til en anden. Jeg hørte ikke mere til den. Men hun kiggede stadig forbi engang imellem – når hun havde det dårlig – fik en kop kaffe – mens hun fortalte lidt om retssagen, og hvordan det ellers gik med hendes behandling indenfor det psykiatriske.

Tvangstanker?

Men er det tankerne, der er styrende?

Eller er der bare behov for at genvinde tilliden til verden og mennesker?

Selvrealisering…

Tankestyring er blevet det helt store selvrealiserings-hit. Tænk dig glad, tænk dig rig, tænk dig rask – tænk dig lykkelig.

I nogle tilfælde tager det overhånd. Tankestyringen bliver opfattet som løsningen på alt, og bliver i stedet en varmluftig virkelighedsflugt fra de fysiske realiter.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Smile or die”

Men er det tankerne, der er varmluftige?

Eller er det manglen på accept af fysiske realiteter?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

I godt socialt samspil – og accept af fysiske realiteter – gør tanker ingen varmluftig, ekstrem – eller tvangsforfulgt.

Tanker er bare tanker – og tankefrihed er en del af vores personlige univers…

Menneskesyn og kulturdannelse…

torsdag, august 25th, 2011

Menneskesynet spiller en stor rolle i kulturdannelse. Det kan være et svært begreb at sætte ord på, uden at det bliver meget intellektuelt og komplekst.

Men ikke desto mindre går det igen som en grundforudsætning i mange debatter om samfundsmæssige tiltag til løsning af sociale og kulturelle problemstillinger. Det sker ofte, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved – om den grundforudsætning nu også er helt rigtig.

For at få det lidt ned på jorden, og se på begrebet menneskesyn på en lidt mere enkel og letforståelig måde – kan vi som udgangspunkt centrere det til at handle om spørgsmålet: Individ eller samfund?

Individ

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af arvelige og medfødte træk – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af fysiske, psykiske og sociale behandlingstilbud.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes hos det enkelte individ.

Og så kan vi lande med: Det er din egen skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og med de rette behandlingstilbud, kan det lade sig gøre at afhjælpe personlige mangler hos de enkeltindivider, der falder uden for samfundets sociale rammer.

Samfund

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af samfundets kulturpåvirkninger – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af tilpasning af de sociale rammer.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes i den måde vores samfund er indrettet.

Og så kan vi lande med: Det er samfundets skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og under ensartede sociale forhold, vil mennesker udvikle sig nogenlunde ens.

Periodevist er der mere eller mindre fokus på enten det ene eller andet: Individet eller samfundet?

Men de baserer sig begge på den grundantagelse – at mennesker er eller burde være – ret ens.

Men er mennesker det – og bør mennesker være det?

Skal det dialogbaserede og tværkulturelle kommunikationssamfund for alvor blive en realitet – så kræver det også en stillingtagen til det menneskesyn, der ligger til grund for sociale og kulturelle tiltag.

Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

søndag, august 21st, 2011

Endnu en lærerig lille beretning fra den tid hvor jeg arbejdede på bosteder for mennesker, som samfundet har valgt at kategorisere som udviklingshæmmede.

Jeg har i tidligere indlæg (Hvem er VIGTIGST i verden? og Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…) skrevet noget om de vilkår, der herskede i det miljø, hvor denne oplevelse fandt sted.

Denne oplevelse handler om det, vi kan kalde værdier.

Når man arbejder på et bosted, kan man som medarbejder nogen gange opleve, at der er nogen af beboerne, der synes, at man er så “fantastisk”, at stort set alt hvad du siger og gør, er bare helt rigtigt og “fantastisk”. Det kan godt være svært at finde en måde at takle det på.

Det kom jeg ud for i forhold til en beboer. Når jeg ville spørge denne beboer om: Har du lyst til at hjælpe… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Jeg forsøgte mig så med: Du skal da ikke sige ja, før… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Det endte så altid med, at jeg kom til at grine – og måtte erkende, at her var jeg kommet til kort 😉

Men det fik mig også til at tænke på, at mennesker jo kan vælge ud fra mange forskellige værdier.

Der er jo som sådan ikke noget forkert i at vælge ud fra, hvilke mennesker man gerne vil lave noget sammen med, og lade det være vigtigere – end hvad det mere konkret er, man så skal lave sammen med de mennesker, man gerne vil lave noget sammen med.

Og denne beboer havde jo valgt, hvad han gerne ville. At det så gav mig nogle praktiske problemer i forhold til at skulle have hverdagen til at hænge sammen i forhold til flere beboere – ja – det gjorde jo ikke denne beboers valg “forkert”.

Det var jo sådan set mig, der havde et problem – ikke ham.

Mine kriterier for hvad det ville sige at vælge, var jo ikke mere rigtige end hans.

Og – ja – dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

Jeg har lært meget i livet af nogle de mennesker, nogen vælger at kalde udviklingshæmmede – men som jeg selv tænker på, og kalder “mine” yndlingsmennesker 😀

Hvem er VIGTIGST i verden?

tirsdag, august 16th, 2011

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

Hvad ville der ske, hvis alle andre mennesker lignede os selv?

Det ville være ganske forfærdeligt. Vi ville være fuldstændig fortabte.

Hver gang der skete noget i livet og verden – så ville en kunne sige: Jeg så, følte og oplevede det sådan – og så ville der lyde et ekko af: Det gjorde jeg også, det gjorde jeg også, det gjorde jeg også…

Så ville hele menneskeheden låse sig selv og hinanden fast – i den samme oplevelse, med den samme følelse og den samme synsvinkel – uden nogen muligheder for at komme videre med og fra oplevelsen.

Det der bringer os gennem livet – er jo netop, at vi ser og opfatter tingene meget forskelligt. Nogen kender nogle andre eksempler, der minder lidt om det samme. Nogen ser det skete ud fra en historisk vinkel, andre ud fra forskellige faglige vinkler.

Nogen ser nogle menneskelige vinkler. Andre undrer sig over alle de andres vinkler, for de hænger jo ikke sammen.

På den måde, kommer der nuancer og perspektiv på livet og livets oplevelser.

Et konkret eksempel til illustration, fra den tid hvor jeg arbejdede bosteder for mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmning.

Eksemplet er hentet fra et bosted, hvor en ny boenhed var under opstart. Jeg har i et tidligere indlæg: Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer”…, skrevet lidt om det generelle kaos, der herskede i den sammenhæng. Arbejdsmiljøet var ganske forfærdeligt, med en luftig og flyvsk selvrealiserende kultur der betød at medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden og brændte sammen på stribe. Jeg stod i det i knapt et år, inden jeg måtte sige op på grund af overbelastning.

Da jeg evaluerede overfor mig selv, hvad det var i dette kaos, der gjorde, at jeg trods alt var i stand til at hænge sammen i det – så var mit svar: At det var de meget livsnære mennesker, der boede der, der gav sammenhængen en virkelighedsnær og stabiliserende tyngde.

Det var dem, der gjorde opmærksom på de menneskelige livsnære værdier. Og det gjorde de på mange måder.

En af de ting, der kom til at stå i skarp kontrast til det øvrige, var deres omsorg – både for hinanden – men også de medarbejdere, som de knyttede sig til og holdt af.

Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og skrev på PC’en ved et bord “midt i det hele” (der var ikke noget, der hed kontor til personalet). På et tidspunkt kom en af beboerne slæbende med en termokande og et krus – og placerede det på bordet. Jeg startede med at ville irettesætte ham. Han skulle ikke drikke kaffe oveni min PC. Denne beboer havde ikke ret meget verbalt sprog, så han fortale det, han ville fortælle – ved at vise det. Så han forsatte med det, han havde sat sig for – og pludselig måtte jeg skynde mig at gribe for mig – for ikke at få hældt et krus varm kaffe ned over mig. Jeg spurgte ham så – om han syntes, jeg lignede en, der kunne trænge til noget kaffe? Og det svarede han ja til. Det var sådan set også rigtigt nok – nogen gange blev der i dette åbne og hektiske miljø med konstant underbemanding og oplæring af nye medarbejder, ikke ret meget tid til at pleje sig selv – som medarbejder. Så måtte jeg jo takke pænt for kaffen – men også sige, at jeg syntes, det gik bedst, hvis jeg selv fik lov til at “styre” kruset 😀

Et andet eksempel foregik i en weekend – hvor der som sædvanlig var underbemanding. Det betød som ofte, at tidsplanen godt kunne “skride”, så frokost måtte blive, når alle som minimum havde fået morgenmad, og havde fået den basale hjælp, de hver især havde behov for – for at komme ud af sengen. På et tidspunkt rundede jeg køkkenet i det skarpe trav, der var mit (det var ikke motion, der var mangel på 😉 ) – og så til min forskrækkelse, at en af beboerne stod ved køkkenbordet med en skarp kniv, og havde skåret sig. I min forskrækkelse røg der en hurtig irettesættelse ud af munden på mig – hvad var det dog, han lavede? Hvortil han ulykkeligt svarede – at han jo bare prøvede på at hjælpe mig. Han havde villet begynde at skære franskbrød til frokosten. Så måtte jeg jo “vende rundt” – og takke ham for, at han gerne ville hjælpe, for det var jo utroligt sødt gjort af ham. Så var det ellers i gang med førstehjælpskassen, rense sår, og på med plaster og forbinding. Derefter en oprydning i, hvad der lå og blafrede af skarpe knive frit tilgængelig for alle – så de blev gemt godt væk. Så fandt vi i stedet en lidt mindre skarp kniv – der var god at skære brød med – så han kunne komme til at hjælpe med frokosten 😀

Sådan var der hele vejen igennem masser af eksempler på, hvordan det var beboerne, der “holdt øje” med, om der var nogen, der kunne trænge til lidt menneskelig “hjælp” og omsorg.

Men det var selvfølgelig ikke i orden og ok – at det var de mennesker, der boede der, der skulle “passe på” personalet. Jeg havde det oppe at vende på personalemøder nogle gange, for det burde jo være personalet og ledelsen, der passede på sig selv, hinanden – og beboerne – også menneskeligt. Det budskab kunne jeg ikke trænge igennem med, og det blev også mennesker udefra, der i den sidste ende greb ind. Arbejdstilsynet gik på banen med blandt andet et hold virksomhedspsykologer, kort tid efter at jeg var stoppet – og jeg ved, at de var tilknyttet stedet mindst et år.

Det er oplevelser som disse, der har givet mig mit perspektiv på betydningen af menneskelig forskellighed.

Og – ja – hvem er så VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

😆

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

fredag, august 5th, 2011

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

Læs eventuelt indlæggene.

Hvornår er man skizofren?, af Jytte Ibsen

Engle og dæmoner, af Jytte Ibsen

Mikkel Hindhede – vegetarlægen der gik mod strømmen, af Leif Asmark

Mine indlæg:

HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

Hvor alternativt er alternativ behandling?

Anders Breivik – et ”barn” af vor tid?

torsdag, juli 28th, 2011

Enhver kultur skaber grobund for forskellige former for ekstreme afvigere. Fænomener som Anders Breivik har god grobund i den rationelle samtid vi lever i. Han er på skræmmende vis, et “perfekt” “barn” af vores tid.

Vi kan se det på en del af den debat, der har været efter hans massakre. Den har handlet om: Hænger Breiviks argumentation sammen?

Kan det ikke være ligegyldigt?

Hvorfor er det vigtigt at modargumentere en massemorders manifest?

Har han RET, hvis hans manifest ikke kan modargumenteres?

Vi lever i en samtidskultur, hvor det er menneskets evne til at argumentere rationelt for sit ståsted – der afgør, om det får RET eller ej. Og det er jo den “filosofi”, som Anders Breivik “rendyrker” ud i det ekstreme.

Modsvaret til rendyrkelsen af det menneskeligt rationelle, som er det vi kan gribe til – for at forebygge fænomener som Anders Breivik i at have grobund. Er det irrationelle.

Drop den næsegruse fascination af det logiske og rationelle…

Hyld de irrationelle momenter ved mennesket – der gør, at det er og forbliver menneskelig…

Det perfekte menneske – og kosmetiske aborter…

tirsdag, juli 5th, 2011

Hvad er et handicap? Og hvornår er et handicap så alvorligt, at det kan legalisere en abort?

Har lige læst en artikel, hvor det fremgår, at der i England er blevet foretaget 26 aborter på grund af risikoen for læbeganespalte. Det kom bag på mig. Jeg opfatter ikke læbeganespalte som et alvorligt handicap.

Lukker den mentalitet op for en ladeport, hvor tærskelen, for hvad der kan kaldes alvorlige medfødte misdannelser, bliver lavere og lavere? Og hvad kommer det til at betyde for vores generelle syn på mennesker? At kun det perfekte er godt nok?

Forestillinger om andres forestillinger om livet og verden…

lørdag, juni 11th, 2011

Vi kan forestille os meget – også om hvad andre forestiller sig. Men vores forestillinger om andres forestillinger, er begrænset af vores egen evne til at forestille os.

Det var en af de livsbekræftende ting, der var ved at arbejde med mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmmet. Mange af dem havde ikke noget verbalt og intellektuelt udtryk. Du vil aldrig få ord for deres forestillinger om livet og verden. Det var de ikke i stand til at give udtryk for.

Jeg arbejdede i en periode om natten på et bosted, hvor der var en af beboerne – en dejlig dame lidt oppe i årene – der havde for vane at vågne flere gange i løbet af natten og gå i søvne. Ikke noget stort problem. For hun kunne nemt følges i seng igen, uden at hun vågnede.

Det gav anledning til en del diskussioner i personalegruppen. Gad vide hvorfor hun vågnede? Drømte hun? Hvad drømte hun? Ja – der kunne jo gættes på alt i alt evighed, det ville vi aldrig få at vide. For det eneste vi ved om andres forestillinger om livet og verden, er det andre selv fortæller.

Behøver vi at kende og forstå andres forestillingsverden, for at være i stand til at “forstå” dem?

Nej. Det gør vi ikke. Det eneste, vi behøver at forstå, er, at andre har deres forestillingsverden, ligesom vi hver især har vores egen. Og acceptere at det er et menneskeligt “frirum” for den enkelte, som vi aldrig helt bliver i stand til at forestille os. Det bliver kun til en fortolket udgave af vores egen forestillingsverden.

Det er nemmere at forstå det, andre forsøger at give udtryk for – når vi opgiver forestillingen om, hvad det er andre forestiller sig med det, de forsøger at give udtryk for :)

De menneskelige omkostninger ved ”regnearkssamfundet”…

tirsdag, juni 7th, 2011

Brønderslevsagen er endnu et eksempel på de menneskelige omkostninger, der er ved at indrette samfundet som et regneark, hvor mennesker bliver usynlige og forsvinder som sager i en rotation mellem skriveborde i systemjunglen.

Tøndersagen og sagen om stadiondrabet i Aalborg – er eksempler på akkurat den samme problemstilling.

Så kan det jo altid diskuteres hvilket “skrivebord”, der burde ha’ reageret på de “røde advarselslamper”.

Men jeg tror ikke, vi får “aflivet” den her form for sager, før mennesker bliver synlige som mennesker – i stedet for at blive reduceret til “sager”, der roterer rundt mellem en masse skriveborde…