Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Livssyn’

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

lørdag, september 3rd, 2011

Tankefrihed er en del af vores personlige univers. Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

En overdreven tankefiksering er af det onde. Det er der mange eksempler på.

Men skyldes det tankerne – eller er det manglen på medmenneskelighed?

Ekstremister…

Der kom stort fokus på den norske attentatmand Breiviks manifest og tanker, da han havde udført sin massakre mod en masse uskyldige mennesker.

Nogle tanker var farlige for menneskeheden. Nogle tanker kunne føre til menneskelige grusomheder. Nogle tanker burde kontrolleres og forbydes.

Men er det tankerne, der er farlige?

Eller er det manglen på med menneskelighed?

Tvangstanker…

Da jeg som ung studerende boede på kollegium, var der en af mine naboer, der blev udsat for en meget grov voldtægt. Hun led efterfølgende af voldsom angst og kom i psykiatrisk behandling – på et åbent tilbud – hvor hun var hjemme noget af tiden.

Hun kom nogle gange på besøg, når hun havde det dårligt. Hun fik angstanfald, hvor hun hyperventilerede. Så kom hun med en pose, som hun trak vejet i for at stabilisere vejrtrækningen – og en lap papir med et telefonnummer – som hun gerne ville, at jeg ringede til. Hun lånte så min sofa, mens hun ventede på, at den kontaktede dukkede op. Hun kunne ikke være alene, når hun fik anfaldende.

En dag dukkede hun op i et andet ærinde. Hun havde en bluse med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det ville jeg ikke, for jeg syntes ikke, den var særlig pæn.

Hun fortalte så, at hun havde fået den tvangstanke, at hun skulle forære blusen væk, ellers ville der ske noget forfærdeligt. Jeg troede ikke, at der var så meget magt i sådan en lille ikke særlig pæn bluse. Foreslog hende, at hun smed den i containeren, og satte en tidsfrist på – for eksempel en uge? Der var 99,99999999 % sandsynlighed for, at der ikke skete noget forfærdeligt på grund af den ikke særligt pæne lille bluse? Hun begyndte så at grine. For så forstod jeg ikke, hvad tvangstanker var! Og nej, det forstod jeg ikke. Det var jo ikke mine tvangstanker.

Jeg ved ikke, hvad der blev af den ikke særligt pæne lille bluse. Om den røg i containeren, eller om hun fik den afsat til en anden. Jeg hørte ikke mere til den. Men hun kiggede stadig forbi engang imellem – når hun havde det dårlig – fik en kop kaffe – mens hun fortalte lidt om retssagen, og hvordan det ellers gik med hendes behandling indenfor det psykiatriske.

Tvangstanker?

Men er det tankerne, der er styrende?

Eller er der bare behov for at genvinde tilliden til verden og mennesker?

Selvrealisering…

Tankestyring er blevet det helt store selvrealiserings-hit. Tænk dig glad, tænk dig rig, tænk dig rask – tænk dig lykkelig.

I nogle tilfælde tager det overhånd. Tankestyringen bliver opfattet som løsningen på alt, og bliver i stedet en varmluftig virkelighedsflugt fra de fysiske realiter.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Smile or die”

Men er det tankerne, der er varmluftige?

Eller er det manglen på accept af fysiske realiteter?

Tankekontrol – eller medmenneskelighed?

Der tænkes mange tanker hver dag. Mange forskellige tanker.

I godt socialt samspil – og accept af fysiske realiteter – gør tanker ingen varmluftig, ekstrem – eller tvangsforfulgt.

Tanker er bare tanker – og tankefrihed er en del af vores personlige univers…

Hvem er VIGTIGST i verden?

tirsdag, august 16th, 2011

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

Hvad ville der ske, hvis alle andre mennesker lignede os selv?

Det ville være ganske forfærdeligt. Vi ville være fuldstændig fortabte.

Hver gang der skete noget i livet og verden – så ville en kunne sige: Jeg så, følte og oplevede det sådan – og så ville der lyde et ekko af: Det gjorde jeg også, det gjorde jeg også, det gjorde jeg også…

Så ville hele menneskeheden låse sig selv og hinanden fast – i den samme oplevelse, med den samme følelse og den samme synsvinkel – uden nogen muligheder for at komme videre med og fra oplevelsen.

Det der bringer os gennem livet – er jo netop, at vi ser og opfatter tingene meget forskelligt. Nogen kender nogle andre eksempler, der minder lidt om det samme. Nogen ser det skete ud fra en historisk vinkel, andre ud fra forskellige faglige vinkler.

Nogen ser nogle menneskelige vinkler. Andre undrer sig over alle de andres vinkler, for de hænger jo ikke sammen.

På den måde, kommer der nuancer og perspektiv på livet og livets oplevelser.

Et konkret eksempel til illustration, fra den tid hvor jeg arbejdede bosteder for mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmning.

Eksemplet er hentet fra et bosted, hvor en ny boenhed var under opstart. Jeg har i et tidligere indlæg: Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer”…, skrevet lidt om det generelle kaos, der herskede i den sammenhæng. Arbejdsmiljøet var ganske forfærdeligt, med en luftig og flyvsk selvrealiserende kultur der betød at medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden og brændte sammen på stribe. Jeg stod i det i knapt et år, inden jeg måtte sige op på grund af overbelastning.

Da jeg evaluerede overfor mig selv, hvad det var i dette kaos, der gjorde, at jeg trods alt var i stand til at hænge sammen i det – så var mit svar: At det var de meget livsnære mennesker, der boede der, der gav sammenhængen en virkelighedsnær og stabiliserende tyngde.

Det var dem, der gjorde opmærksom på de menneskelige livsnære værdier. Og det gjorde de på mange måder.

En af de ting, der kom til at stå i skarp kontrast til det øvrige, var deres omsorg – både for hinanden – men også de medarbejdere, som de knyttede sig til og holdt af.

Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og skrev på PC’en ved et bord “midt i det hele” (der var ikke noget, der hed kontor til personalet). På et tidspunkt kom en af beboerne slæbende med en termokande og et krus – og placerede det på bordet. Jeg startede med at ville irettesætte ham. Han skulle ikke drikke kaffe oveni min PC. Denne beboer havde ikke ret meget verbalt sprog, så han fortale det, han ville fortælle – ved at vise det. Så han forsatte med det, han havde sat sig for – og pludselig måtte jeg skynde mig at gribe for mig – for ikke at få hældt et krus varm kaffe ned over mig. Jeg spurgte ham så – om han syntes, jeg lignede en, der kunne trænge til noget kaffe? Og det svarede han ja til. Det var sådan set også rigtigt nok – nogen gange blev der i dette åbne og hektiske miljø med konstant underbemanding og oplæring af nye medarbejder, ikke ret meget tid til at pleje sig selv – som medarbejder. Så måtte jeg jo takke pænt for kaffen – men også sige, at jeg syntes, det gik bedst, hvis jeg selv fik lov til at “styre” kruset 😀

Et andet eksempel foregik i en weekend – hvor der som sædvanlig var underbemanding. Det betød som ofte, at tidsplanen godt kunne “skride”, så frokost måtte blive, når alle som minimum havde fået morgenmad, og havde fået den basale hjælp, de hver især havde behov for – for at komme ud af sengen. På et tidspunkt rundede jeg køkkenet i det skarpe trav, der var mit (det var ikke motion, der var mangel på 😉 ) – og så til min forskrækkelse, at en af beboerne stod ved køkkenbordet med en skarp kniv, og havde skåret sig. I min forskrækkelse røg der en hurtig irettesættelse ud af munden på mig – hvad var det dog, han lavede? Hvortil han ulykkeligt svarede – at han jo bare prøvede på at hjælpe mig. Han havde villet begynde at skære franskbrød til frokosten. Så måtte jeg jo “vende rundt” – og takke ham for, at han gerne ville hjælpe, for det var jo utroligt sødt gjort af ham. Så var det ellers i gang med førstehjælpskassen, rense sår, og på med plaster og forbinding. Derefter en oprydning i, hvad der lå og blafrede af skarpe knive frit tilgængelig for alle – så de blev gemt godt væk. Så fandt vi i stedet en lidt mindre skarp kniv – der var god at skære brød med – så han kunne komme til at hjælpe med frokosten 😀

Sådan var der hele vejen igennem masser af eksempler på, hvordan det var beboerne, der “holdt øje” med, om der var nogen, der kunne trænge til lidt menneskelig “hjælp” og omsorg.

Men det var selvfølgelig ikke i orden og ok – at det var de mennesker, der boede der, der skulle “passe på” personalet. Jeg havde det oppe at vende på personalemøder nogle gange, for det burde jo være personalet og ledelsen, der passede på sig selv, hinanden – og beboerne – også menneskeligt. Det budskab kunne jeg ikke trænge igennem med, og det blev også mennesker udefra, der i den sidste ende greb ind. Arbejdstilsynet gik på banen med blandt andet et hold virksomhedspsykologer, kort tid efter at jeg var stoppet – og jeg ved, at de var tilknyttet stedet mindst et år.

Det er oplevelser som disse, der har givet mig mit perspektiv på betydningen af menneskelig forskellighed.

Og – ja – hvem er så VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

😆

Det perfekte menneske – og kosmetiske aborter…

tirsdag, juli 5th, 2011

Hvad er et handicap? Og hvornår er et handicap så alvorligt, at det kan legalisere en abort?

Har lige læst en artikel, hvor det fremgår, at der i England er blevet foretaget 26 aborter på grund af risikoen for læbeganespalte. Det kom bag på mig. Jeg opfatter ikke læbeganespalte som et alvorligt handicap.

Lukker den mentalitet op for en ladeport, hvor tærskelen, for hvad der kan kaldes alvorlige medfødte misdannelser, bliver lavere og lavere? Og hvad kommer det til at betyde for vores generelle syn på mennesker? At kun det perfekte er godt nok?

Troen på ”cirkler”…

tirsdag, juni 21st, 2011

Livsforlængende livsstil? Hvilke metoder og raffinerede krumspring kan vi bruge til at forlænge vores liv?

Er rådet om fisk en gang om ugen mon tilstrækkeligt? Kan det ikke gøre bedre?

Hvad nu hvis man deler fisken i 7 lige store stykker og spiser et stykke hver dag? Selvfølgelig på samme klokkeslæt – så der er lige lang tid mellem bidderne bliver spist – og der opstår et godt Fiske-flow. En perfekt døgnprofil.

Så skal resten af maden selvfølgelig også deles op i rationer på klokkeslæt, så det ikke forstyrrer Fiske-flowet. Fisken skal måske spises sammen med 10 ærter, 5 rosiner, en bid gulerod og en dusk persille. Alt maden skal deles op i tilsvarende ensartede rationer – der skal spises på klokkeslæt – på sekundet – så hele “madpakken” cirkulerer i kroppen i et helt perfekt systematisk flow – med den helt perfekte ration af forskellige madvarer, energier og vitaminer. En helt fantastisk raffineret Fiske-flows metode til forlængelse af menneskets liv?

Men vil livstiden blive forlænget af Fiske-flows metoden?

Nu kan det jo aldrig lade sig gøre at bevise, om et menneske lever i kortere eller længere tid, end det der var planen. Den plan er der jo ligesom ingen, der kan få udleveret nogen steder.

Men så kan man jo bare sammenligne med den gennemsnitlige levealder? Hvis Fiske-flows mennesket lever 1 ½ år længere end den gennemsnitlige levealder – ja – så har vi – vupti – lige pludselig fundet metoden, der kan forlænge menneskers liv med 1 ½ år?

Men kan det bevises, at Fiske-flows menneskets levealder har noget som helst med Fiske-flows metoden at gøre?

Måske var Fiske-flows metoden helt uden betydning?

Måske forlængede Fiske-flows metoden livet med 2 timer, 9 minutter og 27 sekunder?

Måske forkortede Fiske-flows metoden livet med 44 og ½ dag? Eller 3 måneder?

Hvor vil du finde svar?

Et værdigt liv – og død…

mandag, juni 20th, 2011

Skal vi have aktiv dødshjælp i Danmark?

Der er i befolkningen et større og større ønske om at indføre aktiv dødshjælp.

Fravalg af livsforlængende behandling

Som det er nu, har vi alle muligheden for at fravælge livsforlængende behandling. Det kan vi gøre ved at få lavet et livstestamente, hvor vi på forhånd tager stilling til, hvad der skal ske, hvis vi på et tidspunkt mister åndsevnen til selv at træffe beslutningen om, hvad der skal ske med os.

På den måde har vi nu muligheden for at vælge, at vores liv på et tidspunkt skal have en “naturlige” afslutning.

Den mulighed betyder for nogen, at perioden fra den livsforlængende behandlingen stopper, og til døden indtræffer – kan blive langvarig og smertelig, i de tilfælde hvor smertebehandling ikke er et behandlingstilbud.

Jo dårligere vilkårene er for syge og svækkede, jo større bliver ønsket om aktiv dødshjælp

De dårlige vilkår, der er for syge, svækkede og døende mennesker, spiller en stor rolle for den stigende interesse for at indføre aktiv dødshjælp.

Som jeg oplever de argumenter, der er for aktiv dødshjælp, så handler det primært om det menneskeligt uværdige i at blive reduceret til en hjælpeløs byrde. Det er frygten for at hensygne sine sidste dage i ensomhed og hjælpeløshed, uden selv at have kræfter til at kunne tilføre sit liv noget positivt indhold – der får nogen til at ønske dødshjælp.

Så spørgsmålet kan måske i stedet lyde: Skal vi have aktiv dødshjælp eller bedre vilkår for de syge, svækkede og døende?

Er livets tyngde en sygdom?

tirsdag, november 16th, 2010

I artiklen: “Når melankoli forveksles med depression“, bliver der givet en kritik af det mentale sundhedsbegreb, som blev lanceret af WHO – og som præger vores sundhedspolitiske dagsorden. Sundhedsbegrebet handler mere om lykke – end det handler om sundhed. Og i den kontekst er der en fornægtelse af melankoli, sorg og afmagt som menneskelige normaltilstande.

Det fik mig til at tænke på den tjekkiske forfatter Milan Kunderas roman “Tilværelsens ulidelige lethed“, fra 1983. Romanen beskriver manglen på virkeligt engagement i livet, og den lethed hvormed mennesker flyder forbi livets alvor.

Både artiklen og bogen rummer nogle centrale pointer ved den overfladekultur, der fordrer at mennesket skal være evigt let og lykkeligt – for at være sund. En kultur som er blevet kraftig eksponeret indenfor de senere år i samspillet med konceptet om selvudvikling og selvledelse i arbejdslivet.

Men er det sundt at være let og overfladisk? Jeg opfatter nogle melankolske, sorgfulde og afmægtige reaktioner – som et tegn på sundhed. Og en fornægtelse af livets alvor og tyngde, hindrer udviklingen af et sundt følelsesregister.

Ved at bruge lykke og lethed som parameter for sundhed – ligger der en mangel på accept af, at livet har flere facetter. Og personlig tyngde er en nødvendighed for at udvikle evnen til at takle de mindre muntre sider af tilværelsen.