Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Lægeetik’

Selvbestemmelsen – Midt mellem det saglige, faglige og personlige…

fredag, januar 21st, 2011

Det er ikke menneskeligt muligt at være 100 % objektiv og neutral. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor er selvbestemmelse så vigtig og central – når det gælder beslutninger, der har store konsekvenser for den enkeltes liv.

Vi kan bestræbe os på at være saglige i vurderinger, der gælder andre menneskers liv. Vi kan bestræbe os på at give fagligt relevante informationer, når det gælder andre menneskers liv. Og vi kan bestræbe os på – at være os vores egen subjektivitet bevidst, når det gælder andre menneskers liv.

Men derudover har vores neutralitet og objektivitet en menneskelig begrænsning.

Der er intet menneske, der kan være alvidende – dertil er der for meget viden i verden. Også faglig viden. Og faglig viden er altid under udvikling – og genstand for evaluering og kritik. Faglig viden er langt fra en konstant størrelse – hvilket faglige eksperter også ofte bruger meget energi på at strides om – og dermed sikrer faglighedernes løbende udvikling.

Vores saglighed er begrænset af vores viden. Det vil kræve alvidenhed og en superstrategisk evne til at filtrerer forskellige faktorers indflydelser og påvirkninger – hvis mennesker skal være 100 % saglige og neutrale.

Vi er personlige i vores sortering af viden – i vores tolkning af viden – og i vores anvendelse af viden. Og det vil vi altid være.

Saglige og faglige vurderinger – er netop ”kun” vurderinger og skøn. Mange gange meget fornuftige – og relevante. Men ikke en skudsikker facitliste, der kan sige sig fri for en vis grad af personlige holdninger og vurderinger.

Informeret samtykke og selvbestemmelse er en grundsten i patienters retssikkerhed – som ikke kan gradbøjes. En grundsten som sikrer, at det personlige element, der altid vil være ved vurderinger, der handler om liv, helbred, behandlingsmuligheder, risikofaktorer og konsekvenser – at det personlige element er patientens eget…

Hvis skulle det ellers være?

Læs eventuelt:

Indlægget: Fag, professioner – og professionalisme… på siden Kultur – og livsvinkler…

Mere om: Viden og læring – på siden: Pædagogisk teori og praksis

Tvangsbehandling på det psykiatriske område…

mandag, december 21st, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Tak for en lang række interessante og oplysende indlæg om tvangsbehandling overfor mennesker med psykiske lidelser.

Tvang er under alle omstændigheder et problem. Jeg er 100 % modstander af enhver form for tvang i behandlingssammenhæng.

Vi er frie mennesker – og netop valgfrihed mht. behandling både indenfor det somatiske og det psykiatriske område er central. Indenfor de fleste “sygdomsområder” er der flere behandlingsmuligheder – og de muligheder bør det være op til den enkelte selv at vælge imellem.

Der skal mere fokus på saglig oplysning, om de behandlingsmuligheder der findes. Tvang findes i mange former. Dårlig rådgivning i kombination med pres om bestemte behandlingstilbud – opfatter jeg også som en form for “tvang” – overfor mennesker i sårbare situationer. Der var for et års tid siden en sag i medierne omkring behandling af lungehindekræft (efter asbest) – hvor patienterne var blevet misinformeret til at vælge en forsøgsmedicin, uden at det fremgik, at der var andre muligheder.

Jeg har arbejdet med voksne udviklingshæmmede, som er en gruppe mennesker, der i den grad har været udsat for behandlingstvang i normaliseringens navn. Først i 1998 kom der med serviceloven en bestemmelse om selvbestemmelse, der til en vis grad sætter stopper for det. Det er en sårbar gruppe, der ikke mentalt og verbalt er i stand til at argumentere for sig selv – og hvor netop andres opfattelse af det normaliserende og gode styrer, hvad de udsættes for. Den historie der knytter sig til denne gruppe i form af: Det hvide snit, eksperimenter med stærk medicin, magtanvendelse osv. – er god at have i baghovedet, når talen kommer på tvang i behandling.

Tvang giver nogle frihedsgrader, der kan kamme over i hvad som helst.

I nogle tilfælde kan mangel på medicinering være et problem i form for destruktiv adfærd, enten for den psykiske syge selv, eller omgivelserne. Men der findes jo juridiske muligheder for tvangsbehandling i særlige tilfælde. Det er fint, at det ikke er let at umyndiggøre mennesker – og udsætte dem for tvang. Det skal kun være i særlige tilfælde.

Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark…

torsdag, september 10th, 2009

Det er bekymrende, at der overhovedet kan være diskussion om, hvorvidt det skal være en kamp, at få lægehjælp i Danmark.

Forløbet omkring barnet der havde slugt et batteri, og døde af det – trods det at forældrene flere gange havde rettet henvendelse for at få hjælp, viser en større interesse for juridisk skyld og ansvar, frem for en interesse for at forebygge den form for uheldige forløb.

Ved den efterfølgende vurdering af ansvars- og skylds spørgsmålet – blev det vurderet at det ikke kunne dokumenteres hvad forældrene havde sagt, da de ringede til vagtlægen. Og dermed kunne ingen i systemet drages til ansvar for det, der var sket. Efterfølgende er der så blevet afsat penge til at bånde alle samtaler til vagtlægen – så der fremover er dokumentation for hvad der bliver sagt ved telefoniske henvendelser.

(Læs mere om den konkrete sag og problemstillingen HER )

Det der foruroliger mig er, at det her ikke er forebyggende. Men udelukkende et spørgsmål og juridisk skyld og ansvar. Og det spørgsmål vil stå og falde med, hvor tydelig og præcise borgerne er i det de siger, når de retter henvendelse til en læge. Det betyder, at mennesker der ikke er særlig gode til at kæmpe, argumentere og formulere sig ved henvendelse til sundhedsvæsnet, kan få svært ved at få hjælp. Det betyder også, at mennesker der henvender sig til sundhedsvæsnet, skal være meget bevidste om hvad de fejler. Det virker som et urimeligt krav. En del af kontakten til sundhedsvæsnet handler for mange mennesker også om at få hjælp til diagnoser på problemer.

Hvis der skal tænkes forebyggende – skal der fokuseres på, at arbejdspresset åbenbart er så stort i sundhedsvæsnet, at der ikke er tid til at tage alle henvendelser alvorligt. Der er ikke tid og ressourcer til at foretage grundige samtaler og undersøgelser af alle der henvender sig.

Hvis der skal være en sundhedsforebyggende profil på det danske sundhedsvæsen – skal der være tid og ressourcer til at tage alle henvendelser alvorligt. Og det skal ikke handle og ansvar, skyld og straf overfor de ansatte i sundhedsvæsnet. Det skal handle om hvordan vi forebygger, at mennesker der har hårdt brug for hjælp, bliver afvist i deres forsøg på at få hjælp.

Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark (2)
(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer 13. september 2009)

Lige lidt opfølgning på det første debatindlæg.

Som jeg ser det, kan den kompleksitet af faktorer der påvirker forholdene i sundhedsvæsenet, overordnet set inddeles i 4 fokusområder:

  • Den ene er, som M.V. skriver i sit indlæg, den økonomiske fordeling af ressourcer gennem tilskud
  • Den anden er, som M.V. også er inde på, organiseringen, kommunikationen og samarbejdet mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsnet
  • Den tredje er den offentlige styreform gennem regler, kontrol, dokumentation og standarder
  • Og den fjerde er juraen omkring patienternes retssikkerhed

Alle forhold spiller ind – og hvis der for alvor skal ske ændringer, skal der fokuseres på alle problemstillingerne.

Tilskuddene til privathospitalerne og skattefradragene til de private sundhedsforsikringer, tager selvfølgelig ressourcer fra det offentlige sundhedsvæsen – som M. V. skriver. Men der ville jo ikke være noget der hed privathospitaler og private sundhedsforsikringer – hvis det offentlige sundhedsvæsen var et velfungerende og godt alternativ. Når det gælder helbred og sundhed, så vælger mennesker det bedste til dem selv. Logisk set ville der være flere ressourcer til rådighed i det offentlige sundhedsvæsnet – hvis alle tilskuddene gik til det. Det man kunne overveje for at regulere på

konkurrencevilkårene mellem det private og offentlige sundhedsvæsen, var at pålægge privathospitalerne flere krav til alment forpligtigende sundhedsopgaver, hvis de skal have tilskud. Privathospitalerne er i dag mere fritstillet med hensyn til hvad og hvem, de vil beskæftige sig med. Mens det offentlige sundhedsvæsen skal tage sig af alt og alle.

Det offentlige Danmark har valgt en kompleks organisationsform – og det giver også nogle komplekse kommunikationsgange. Dertil kommer, at der har været meget omorganisering og omstrukturering indenfor alle områder af den offentlige sektor i de senere år – den helt store omvæltning var kommunesammenlægningerne, nedlæggelse af amterne og oprettelse af regionerne. Det vil give mange fejl og misforståelser, i mange år – før der bliver en stabil organisering og stabile og velfungerende kommunikationsgange ovenpå det. Jeg hører til dem der var modstander af, at man lavede en så omfattende omorganisering i et huk – og havde foretrukket, at det var sket i flere faser, så nogle områder fik tid til at stabilere sig undervejs i forløbet. Men sådan skulle det ikke være… Og nu er det som det er. Der skal selvfølgelig satses meget på at få de nye strukturer indarbejdet, også i de kommende år. Set med ressourceøjne – så har omstruktureringerne indenfor den offentlige sektor kostet mange ressourcer. Det tager ressourcer fra andet arbejde, når medarbejderne skal omorganisere sig og indarbejde nye rutiner. Det man kan gøre nu – er at man i årene fremover, tænker sig om nogle flere gange – inden man beslutter sig for flere store omstillingsopgaver – så den struktur der er valgt på nuværende tidspunkt får tid til at stabilisere sig. Det vil på sigt nedbringe antallet af fejl ved kommunikationsgangene.

Kravene til hvad og hvor meget ansatte indenfor den offentlige sektor skal dokumentere er steget utrolig meget i de senere år. De ansatte bruger mere og mere af deres arbejdstid på administrative opgaver. Der skal selvfølgelig være en eller anden form for dokumentation og kontrol af det der foregår. Men den administrative del må ikke være på bekostning af den tid der er til det praktiske arbejde – tiden til patienterne. Det man kan overveje er, at “rydde op” og begrænse de administrative krav. Det vil frigive flere ressourcer til det praktiske arbejde med patienterne.

På arbejdsmiljøsiden er det efterhånden dokumenteret, at det stresser medarbejdere at blive udsat for meget kontrol og overvågning. Så for mange, overvågende og kontrollerende tiltag overfor de ansatte i sundhedsvæsnet – der i forvejen virker tidspresset og stressede nok – tror jeg ikke vil have nogen præventiv virkning på fejl.

Initiativet til opfølgning på dårlige forløb, burde komme fra sundhedsvæsnet. Det er svært for patienter at skulle kæmpe for deres ret, hvis de oplever dårlige forløb i sundhedsvæsnet. Det burde være en fælles interesse for både sundhedsvæsnet og patienterne, at der sker opfølgning på de uheldige forløb der sker. Sundhedsvæsnet fremstår som alt for selvbeskyttende over for patienterne. Det har den signalværdi og praktiske konsekvens – at “i sundhedsvæsnet er man ligeglade med om der sker fejlbehandling og dårlige forløb for patienterne – og lovgivningen tillader at alt kan ske”.

Det man burde overveje var – at adskille hvorvidt der er enkeltpersoner i sundhedsvæsnet der kan og skal drages til ansvar for det der sker – og hvorvidt der er tale om et dårligt forløb. Der kan ikke være nogen tvivl om at forældrene til den lille dreng der mistede livet, har været udsat for et ualmindeligt dårligt forløb. Og derfor bør de have medhold i deres klage over forløbet. Man bør også overveje, i hvilket omfang man drager enkelte ansatte til ansvar for fejl i sundhedsvæsnet. Der er forskel på fejl og forsætlig misbrug af jobbet, hvor ansatte fejlinformerer om behandlingsmuligheder for at fremme egne særinteresser.

Der er behov for åbenhed om fejlbehandling og dårlige forløb – og det får man ikke – hvis ansatte risikerer for meget ved at være åbne overfor erkende fejl.