Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Kulturdannelse’

Menneskelig fattigdom…

tirsdag, september 6th, 2011

Livet bliver “livløst” og menneskeligt fattigt, når alt menneskeligt bliver analyseret, nytteberegnet og rationaliseret.

Så er det kun præstation og rationel nytteværdi, der giver mennesket værdi som menneske.

Menneskelig og åndelig fattigdom – i sociale miljøer og samfund – vinder om hvilket værdigrundlag miljøerne og samfundene hviler på.

Den gode dialog og kulturdannelse…

fredag, august 26th, 2011

Det er en god beskrivelse af de fælles opgaver og problemstillinger, der sikrer den gode dialog.

Udveksling af viden og informationer.

Forsøget på at etablerer det dialogbaserede kommunikationssamfund – er – synes jeg – indtil videre strandet noget på, at der har været et stort fokus på formidling af viden. Så vi har fået et meget videns-tungt samfund – hvor dialogen om problemstillinger kan blive meget hæmmet af de større og større krav til specialiseret viden, der efterhånden kræves af den almindelige samfundsborger. Det er næsten kammet over i de alvidendes samfund.

Det går igen – både i de samfundspolitiske debatter – men også i hverdagen i kontakten mellem borgere og den etablerede systemverden.

Men der er jo grænser for, hvor meget viden hver enkelt kan rende rundt med. Og konsekvensen af det store fokus på formidling af specialiseret viden, er, at flere og flere bliver hægtet af i de samfundspolitiske debatter – og flere og flere får problemer med at forholde sig til det samfund og det samfundssystem, som alle på forskellig vis er afhængige af at spille sammen med.

Der kan også opstå en form for beslutnings- og handlingslammelse – med alt den viden.

Der opstår ofte videns-debatter om, hvilken viden der er mest viden og substans i. Som det kræver en ret stor viden, at være i stand til at forholde sig til.

Det kan jo være helt fint at vide en helt masse om mange ting – men hvad skal alt den viden bruges til?

Det er ikke viden, der er mangel på i samfundet. Det er heller ikke information om viden, der mangler. Tværtimod. Det er meget nemt at drukne i informationsjunglen af viden og meninger om viden – om alt og ingenting.

Dialog og sammenhængskraft

Dialog og sammenhængskraft.

Det er en god beskrivelse af de fælles opgaver og problemstillinger, der sikrer den gode dialog. Det er også det, der sikrer sammenhængskraften: Dialogen om de fælles opgaver og problemstillinger.

Så det er udfordringen med at få defineret og beskrevet de fælles opgaver og problemstillinger, der på sigt kan etablere sammenhængskraften og det dialogbaserede element i vores meget videns-tunge kommunikationssamfund.

Udfordringen er i særdeleshed påkrævet indenfor de samfundsområder, hvor det handler om mennesker i ressourcesvage situationer – så som social-, sundheds- og handicapområderne. Hvor overskuddet til den helt store informationssøgning efter den væsentlige viden – og en stillingtagen til en juridisk afhandling om rettigheder – kan være noget begrænset

Religion og kulturdannelse…

fredag, august 26th, 2011

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.

Menneskesyn og kulturdannelse…

torsdag, august 25th, 2011

Menneskesynet spiller en stor rolle i kulturdannelse. Det kan være et svært begreb at sætte ord på, uden at det bliver meget intellektuelt og komplekst.

Men ikke desto mindre går det igen som en grundforudsætning i mange debatter om samfundsmæssige tiltag til løsning af sociale og kulturelle problemstillinger. Det sker ofte, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved – om den grundforudsætning nu også er helt rigtig.

For at få det lidt ned på jorden, og se på begrebet menneskesyn på en lidt mere enkel og letforståelig måde – kan vi som udgangspunkt centrere det til at handle om spørgsmålet: Individ eller samfund?

Individ

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af arvelige og medfødte træk – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af fysiske, psykiske og sociale behandlingstilbud.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes hos det enkelte individ.

Og så kan vi lande med: Det er din egen skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og med de rette behandlingstilbud, kan det lade sig gøre at afhjælpe personlige mangler hos de enkeltindivider, der falder uden for samfundets sociale rammer.

Samfund

Hvis man forudsætter, at menneskers personlighed og livsmuligheder er et rent produkt af samfundets kulturpåvirkninger – så vil der komme et stort fokus på samfundsmæssige tiltag i form af tilpasning af de sociale rammer.

Det vil sige – årsagerne til problemer og problemløsning skal findes i den måde vores samfund er indrettet.

Og så kan vi lande med: Det er samfundets skyld.

Her er menneskesynet: At mennesker er ret ens – og under ensartede sociale forhold, vil mennesker udvikle sig nogenlunde ens.

Periodevist er der mere eller mindre fokus på enten det ene eller andet: Individet eller samfundet?

Men de baserer sig begge på den grundantagelse – at mennesker er eller burde være – ret ens.

Men er mennesker det – og bør mennesker være det?

Skal det dialogbaserede og tværkulturelle kommunikationssamfund for alvor blive en realitet – så kræver det også en stillingtagen til det menneskesyn, der ligger til grund for sociale og kulturelle tiltag.

FORKLARINGEN – på Breivik’s handlinger…

onsdag, august 3rd, 2011

Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik’s massakre i sidste uge.

Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik’s liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.

Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.

For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.

Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.

For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.

Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.

Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.

Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.

Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.

Forebyggende?

Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?

Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…

Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…

Læs eventuelt indlæggene:

Anders Breivik – et “barn” af vor tid?

Er tanker farlige?

Er tanker farlige?

mandag, juli 25th, 2011

I hovedet på nogle mennesker kan alle tanker, ideologier og “fikse” ideer blive farlige.

Det er den norske attentatmand Anders Behring Breivik et skræmmende eksempel på.

Der vil som ofte i kølvandet på denne form for ekstreme handlinger opstå en generaliseret afstandstagen til de tanker og ideologier, som attentatmanden bekender sig til. Verdenspressen var lige lovlig hurtigt ude med en fordømmelse af islamiske fundamentalister (Verdens førende aviser tog fejl af massakren) ovenpå den norske massakre, før de fandt ud af – at Anders Behring Breivik ikke havde tilknytning til de muslimske miljøer. Han bekender sig til det højrenationalistiske – og skulle ifølge gårsdagens TV2 nyheder, have kaldt sig selv for kristen fundamentalist.

Det her viser netop, at det ikke er tankerne, ideologierne og de “fikse” ideer – der er det farlige. Alt vil kunne misbruges til at legalisere ekstreme handlinger. Det er menneskers evne til at tolke og opfatte tanker, ideologier og “fikse” ideer i et realistisk perspektiv med respekt for menneskelige realiteter og andre mennesker – der afgør om tanker er farlige eller ej.

Skal vi de ekstreme handlinger til livs, så skal fokus rettes mod de omstændigheder og vilkår, der skaber grobund for ekstremiteter.

Hvad er god integration?

tirsdag, juni 28th, 2011

Integration handler om at definere, beskrive og synliggøre de fælles “trafikregler”, der skaber civiliseret og fornuftig sameksistens mellem mennesker – på kryds og tværs af individuelle forskelle mennesker imellem.

Meget af det der foregår i offentlige debatter – og det, der har været stilen i mange integrationsindsatser gennem de senere år, har i mine øjne ikke været særlig konstruktiv. Der har været en tendens til at ville kollektivisere de personlige værdier. På den måde har store dele af integrationsdebatten været fokuseret på at finde frem til fælles personlige værdier – efter melodien: Hak en hæl og klip en tå – og så finder vi et fælles kompromis.

Det er selvfølgelig dødsdømt på forhånd. Der kommer ikke noget godt ud af kompromiser med de personlige værdier. Personlige værdier kan ikke gradbøjes – så bliver de lunkne og værdiløse.

Den tendens har – tror jeg – også været en medvirkende årsag til, at integrationsdebatten er blevet så hård. Det er blevet en kamp mellem rigtige og forkerte personlige værdier, frem for en konstruktiv diskussion om de fælles “trafikregler” på tværs af de personlige værdier.

Så handler integration jo også om andet og mere end muslimer og muslimske traditioner i modsætning til danske og kristne traditioner.

Det muslimske og religiøse aspekt fylder meget i integrationsdebatten. Det er næsten blevet synonym med begrebet integration. På den måde overser man en lang række andre minoriteter, der også har et integrationsproblem. Der er for eksempel sociale minoriteter, og mennesker der er defineret som en minoritet på grund af et handicap. Disse grupper og deres særlige behov er lige så vigtige i en integrationsdebat, der sigter mod at definere nogle fælles kollektive værdier for samfundet som helhed.

Små detaljerede debatter om personlige grundværdier fylder alt for meget i integrationsdebatter og -politikker.

Og – der er stor mangel på et helhedsorienteret fokus på: At få defineret, beskrevet og synliggjort de fælles “trafikregler”, der tilgodeser og sikrer de bedst mulige vilkår for bredden af forskellige befolkningsgrupper i Danmark…

Sproget styrer vores selvforståelse…

lørdag, maj 7th, 2011

Vi er slaver af vores egen kultur – for det er med dens sprog og begreber, vi definerer os selv i forhold til os selv og omgivelserne. I Foucaults teoretiske verden – er mennesket et tomt hylster – uden noget menneskeligt universelt medfødt, der karakteriserer det som menneske. Det bliver kun det, det er, i kraft af samspillet med sin samtid. Som med alle teoretikere, skal han selvfølgelig tages med et “gran salt”.

Men det giver en god forståelse for kulturdannelse – og hvordan en kultur kan stagnere i sin egen selvforståelse.

Vi reproducerer os selv som kultur. Når vi oplever uret – gør vi op med uretten, ved at definere os selv som modstandere af uretten. Men er ikke frie af uretten – bare i opposition til den. Minoriteter bliver også fastholdt som minoritet, af dem der kæmper for deres rettigheder. De er stadig en minoritet. Det kræver “sproglig” nytænkning at frigøre mennesker fra de negative elementer ved kulturen. Men “sproglig” nytænkning, der er alt for fremmede for samtidskulturen, vil altid møde stor modstand – og virke uforståelig… Det er den helt store udfordring – for dem der gerne vil forandringer. At sige noget nyt – der er så nyt, at det er fri af det eksisterende – uden at være så nyt, at det virker ude af kontakt med det eksisterende – og derfor kun møder modstand…

System i opløsning?

torsdag, januar 20th, 2011

»Hele vores velfærdssystem er afhængigt af, at middelklassen føler sig solidarisk med den gruppe, der er i nød. Hvis først middelklassen uden videre bliver meldt ud og kan gå på private ordninger i stedet for, så forsvinder den solidaritet, og så risikerer hele systemet at bryde sammen,«

Citatet er hentet fra artiklen: Forskere efterlyser ny form for solidaritet – Information 17. januar 2011. Her bliver der givet et bud på det kulturelle skred, der er sket i det danske samfund – og som nu betyder, at vi står med et system, der er i opløsning.

Når det gælder den offentlige velfærd – er den brede middelklassen gået fra at være klienter, til at være brugere – og til at være forbrugere.

Den udvikling har gjort det af med solidariteten, mener forskerne Jørn Henrik Petersen og Michael Bøss.

Rationalitet og medmenneskelighed

mandag, september 20th, 2010

Enhver kultur dannes ud fra sine succeskriterier.

Når vi forarges over omsorgssvigt i plejesektoren – må vi også stille os selv spørgsmålene: Værdsætter vi værdier som omsorg og medmenneskelighed? Giver det succes at være omsorgsfuld og medmenneskelig? Bliver det belønnet?

Mit svar er nej.

Vi lever i en kultur der værdsætter og belønner effektivitet i rationel forstand. Det giver succes at være hurtig til at ekspedere de menneskelige problemer. Og den tendens bliver mere og mere udpræget.

Vi leverer medmenneskelighed på tid.

Vi leverer medmenneskelighed efter regler.

Men medmenneskelighed handler ikke om tid og regler. Det handler om tolerance, nærvær og fleksibilitet i nuet.

Dilemmaet er opstået efterhånden som vores familiemønstre har ændret sig – og omsorgen er blevet institutionaliseret. Det er blevet en rationel ydelse, der skal planlægges, budgetteres, kontrolleres og sættes i system. For det er det ”sprog”, vi kender – og bruger, når vi som samfund skal have ”samfundsvirksomheden” til at fungere.

Men der findes jo også andre ”sprog”: Sociale sprog om etik og moral – og oplevelsens sprog om æstetik. De ”sprog” er bare ikke udviklet som ”værktøjer” til planlægning af omsorgsydelser.

De ”sprog” er vi nødt til at lære at bruge, og integrere i vores evaluering og planlægning af omsorgsydelser. Og et af de punkter det vil være oplagt at gribe fat i – er succeskriterierne. Så medarbejdere indenfor omsorgsområderne i højere grad bliver belønnet for den etiske, moralske og æstetiske udførelse af deres arbejde – i stedet for et snævert fokus på effektiviteten.