Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Klientgørelse’

Hvem bestemmer vægten?

tirsdag, juli 5th, 2011

Tab dig 30 kilo eller bliv på kontanthjælp – det er beskeden til en 50 årig kvinde fra jobcentret i Esbjerg kommune.

Hvor går grænsen for, hvor meget forskellige offentlige myndigheder må blande sig i menneskers helbredstilstand. Fagforeningen FOA er gået ind i denne sag – og det betyder formodentlig, at der som minimum kommer et øget fokus på problemstillingen.

Som jeg ser det, så foregår der en besynderlig sammenblanding af problemstillinger, der i sammenligning med andre tilfælde kan virke lidt paradoksal. Mennesker kan let komme i klemme i systemernes verden – ved ikke at være nogens bord. Men i tilfælde som dette, så begynder en offentlig jobmyndighed at lege læge – og vurdere et menneskes muligheder for at forbedre sin sundhedstilstand. Og det har de vel et eller andet sted ikke kompetence til?

Jeg synes, det er et eksempel på – hvordan det selvforskyldte princip bliver praktiseret i form af overvågning, straf og disciplinering – overfor mennesker der lander i det klientgjorte system. Og et eksempel på hvordan økonomisk afstraffelse bliver forsøgt brugt som sundhedsfremmende metode.

Det får mig til at tænke på både Foucaults teorier om disciplinering, men også Habermas teorier om det tredimensionelle samfund, hvor metoder der tilhører den fysiske sfære, bliver brugt til at løse problemer indenfor den sociale- og personlige sfære.

Tvangsbehandling på det psykiatriske område…

mandag, december 21st, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Tak for en lang række interessante og oplysende indlæg om tvangsbehandling overfor mennesker med psykiske lidelser.

Tvang er under alle omstændigheder et problem. Jeg er 100 % modstander af enhver form for tvang i behandlingssammenhæng.

Vi er frie mennesker – og netop valgfrihed mht. behandling både indenfor det somatiske og det psykiatriske område er central. Indenfor de fleste “sygdomsområder” er der flere behandlingsmuligheder – og de muligheder bør det være op til den enkelte selv at vælge imellem.

Der skal mere fokus på saglig oplysning, om de behandlingsmuligheder der findes. Tvang findes i mange former. Dårlig rådgivning i kombination med pres om bestemte behandlingstilbud – opfatter jeg også som en form for “tvang” – overfor mennesker i sårbare situationer. Der var for et års tid siden en sag i medierne omkring behandling af lungehindekræft (efter asbest) – hvor patienterne var blevet misinformeret til at vælge en forsøgsmedicin, uden at det fremgik, at der var andre muligheder.

Jeg har arbejdet med voksne udviklingshæmmede, som er en gruppe mennesker, der i den grad har været udsat for behandlingstvang i normaliseringens navn. Først i 1998 kom der med serviceloven en bestemmelse om selvbestemmelse, der til en vis grad sætter stopper for det. Det er en sårbar gruppe, der ikke mentalt og verbalt er i stand til at argumentere for sig selv – og hvor netop andres opfattelse af det normaliserende og gode styrer, hvad de udsættes for. Den historie der knytter sig til denne gruppe i form af: Det hvide snit, eksperimenter med stærk medicin, magtanvendelse osv. – er god at have i baghovedet, når talen kommer på tvang i behandling.

Tvang giver nogle frihedsgrader, der kan kamme over i hvad som helst.

I nogle tilfælde kan mangel på medicinering være et problem i form for destruktiv adfærd, enten for den psykiske syge selv, eller omgivelserne. Men der findes jo juridiske muligheder for tvangsbehandling i særlige tilfælde. Det er fint, at det ikke er let at umyndiggøre mennesker – og udsætte dem for tvang. Det skal kun være i særlige tilfælde.