Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Integritet’

Kulturel identitet – og det tværkulturelle aspekt…

lørdag, august 13th, 2011

Kulturel og personlig identitet kan opfattes, opleves og tolkes på to grundlæggende forskellige måder.

Den, der hersker i vores kultur, er det vi kan kalde den rationelle og “faktuelle”. Den måde menneskers identitet bliver vurderet på, sker ofte i kraft af: Institutionelle tilhørsforhold, ideologier, religioner og status betingede kategoriseringer. Mennesker ER deres sociale status, deres religion, deres handicap, deres ideologi – osv. Det giver nogle meget overfladiske og stereotyp identitetsopfattelser, der sjældent er særlige reelle og passer på ret mange mennesker. Identitet kan på denne måde få karakter af en form for beskyttende “skjold” mod verden og andre mennesker. Det kommer let til at handle om at have nogle gode “faktuelle” identitetsprofiler, som man kan bruge til at profilere og slå en “ring” om sin person med.

Men det giver også mange dialog-, koordinerings- og debatproblemer.

Den anden identitetsopfattelse er personligt rodfæstet i form af en personlig etik og et tilsvarende menneskesyn. Det er som oftest mennesker, der på forskellig vis har oplevet nogle omskifteligheder i deres liv, der har krævet en menneskelig, etisk og personlig stillingtagen, der udvikler den form for personlig rodfæstet identitet. Den form for identitet har sin styrke ved en stor fleksibilitet på kryds og tværs af de mere rationelle og “faktuelle” identitetsopfattelser. Den kan også udvise stor personlig stabilitet og handlekraft i konfliktfyldte og kaotiske situationer, der kræver evnen til at træffe mange selvstændige beslutninger at agere i – netop fordi denne identitetsopfattelse ikke “læner” sig op ad de ydre rationelle og “faktuelle” faktorer, som en del af sin personlige identitet.

Til gengæld står den personligt rodfæstede identitet meget svagt, når det gælder profilering i en kultur, der har en meget stærk fokusering på rationelle og “faktuelle” identiteter – og kan af nogen blive opfattet som “identitetsløse”.

De to ovenstående måder at opfatte identitet på – er ydervarianter. De fleste mennesker vil befinde sig midt mellem, med en større eller mindre “hældning” mod en af ydervarianterne.

Det tværkulturelle aspekt

Identitet spiller en stor rolle i det tværkulturelle aspekt. Og det gælder både det globale, nationale og det mere lokale – der kan komme til udtryk ved for eksempel samarbejde på tværs af forskellige faggrupper.

Hvor mennesker “lægger” deres identitetsopfattelse, er meget individuelt, og der kommer ikke noget godt ud af at “rokke” ved det på det personlige og individuelle plan. Det personlige “frirum” bliver man som udgangspunkt nødt til at respektere.

Men ser vi på det tværkulturelle aspekt, så er den meget store fokusering på rationelle og “faktuelle” identiteter en barriere for dialog og koordinering. Det kommer i alt for høj grad til at handle om en koordinering af stereotype profiler, frem for en koordinering af “sameksistens” mellem mennesker.

Der er mest koordinerende perspektiv i de faktorer der karakteriserer den personligt rodfæstede identitetsopfattelse. Det vil sige etik og menneskesyn – fordi de faktorer går på kryds og tværs af de mere rationelle og “faktuelle” faktorer.

Jo mere dialogen og løsningen af tværkulturelle problematikker er centret om etik og menneskesyn, jo større er frihedsgraderne til de individuelle identiteter – og dermed får man fokus væk fra den identitetskamp, der præger de debatter og problemløsningsforsøg, der er centret om de stereotype, rationelle og “faktuelle” identitetsopfattelser.

Hvem bestemmer vægten?

tirsdag, juli 5th, 2011

Tab dig 30 kilo eller bliv på kontanthjælp – det er beskeden til en 50 årig kvinde fra jobcentret i Esbjerg kommune.

Hvor går grænsen for, hvor meget forskellige offentlige myndigheder må blande sig i menneskers helbredstilstand. Fagforeningen FOA er gået ind i denne sag – og det betyder formodentlig, at der som minimum kommer et øget fokus på problemstillingen.

Som jeg ser det, så foregår der en besynderlig sammenblanding af problemstillinger, der i sammenligning med andre tilfælde kan virke lidt paradoksal. Mennesker kan let komme i klemme i systemernes verden – ved ikke at være nogens bord. Men i tilfælde som dette, så begynder en offentlig jobmyndighed at lege læge – og vurdere et menneskes muligheder for at forbedre sin sundhedstilstand. Og det har de vel et eller andet sted ikke kompetence til?

Jeg synes, det er et eksempel på – hvordan det selvforskyldte princip bliver praktiseret i form af overvågning, straf og disciplinering – overfor mennesker der lander i det klientgjorte system. Og et eksempel på hvordan økonomisk afstraffelse bliver forsøgt brugt som sundhedsfremmende metode.

Det får mig til at tænke på både Foucaults teorier om disciplinering, men også Habermas teorier om det tredimensionelle samfund, hvor metoder der tilhører den fysiske sfære, bliver brugt til at løse problemer indenfor den sociale- og personlige sfære.

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

torsdag, juni 30th, 2011

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.

Forestillinger om andres forestillinger om livet og verden…

lørdag, juni 11th, 2011

Vi kan forestille os meget – også om hvad andre forestiller sig. Men vores forestillinger om andres forestillinger, er begrænset af vores egen evne til at forestille os.

Det var en af de livsbekræftende ting, der var ved at arbejde med mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmmet. Mange af dem havde ikke noget verbalt og intellektuelt udtryk. Du vil aldrig få ord for deres forestillinger om livet og verden. Det var de ikke i stand til at give udtryk for.

Jeg arbejdede i en periode om natten på et bosted, hvor der var en af beboerne – en dejlig dame lidt oppe i årene – der havde for vane at vågne flere gange i løbet af natten og gå i søvne. Ikke noget stort problem. For hun kunne nemt følges i seng igen, uden at hun vågnede.

Det gav anledning til en del diskussioner i personalegruppen. Gad vide hvorfor hun vågnede? Drømte hun? Hvad drømte hun? Ja – der kunne jo gættes på alt i alt evighed, det ville vi aldrig få at vide. For det eneste vi ved om andres forestillinger om livet og verden, er det andre selv fortæller.

Behøver vi at kende og forstå andres forestillingsverden, for at være i stand til at “forstå” dem?

Nej. Det gør vi ikke. Det eneste, vi behøver at forstå, er, at andre har deres forestillingsverden, ligesom vi hver især har vores egen. Og acceptere at det er et menneskeligt “frirum” for den enkelte, som vi aldrig helt bliver i stand til at forestille os. Det bliver kun til en fortolket udgave af vores egen forestillingsverden.

Det er nemmere at forstå det, andre forsøger at give udtryk for – når vi opgiver forestillingen om, hvad det er andre forestiller sig med det, de forsøger at give udtryk for :)

Autonomi

fredag, november 12th, 2010

Kort fortalt handler autonomi om det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse.

Autonomi indebærer frihed. Friheden til selv at træffe de valg, der vedrører ens liv.

Begrebet kan også bruges om institutioner og samfund.

Læs mere på Den store danske

Klientgørelse

fredag, november 12th, 2010

Et menneske er klientgjort, når det udsættes for en kombination af umyndiggørelse og kontrol – af de mennesker og systemer, som det står i et basalt afhængighedsforhold til.

Mange i socialt sårbare situationer bliver udsat for klientgørelse: Ledige, syge og socialt marginaliserede grupper. Men også ansatte indenfor nogle jobområder – har så lidt indflydelse på egne arbejdsforhold og bliver udsat for en stram for kontrol, at der er tale om en klientgørelse.

Den klientgjorte vil ofte føle sig reduceret til en sag, diagnose eller “ting” – og mister oplevelsen af at være et helt menneske – og oplevelsen af at blive behandlet som et helt menneske…

Læs mere om begrebet klientgørelse:

Klientgørelse (DR1 / Eksistens)

At skabe en klient (Fagboginfo)

Regeringens omsiggribende kontrol og klientgørelse (Politiken)

Intimidere

fredag, november 12th, 2010

Begrebet har forskellige betydninger, alt efter hvor du læser om det (Kan også betyde at skræmme – gøre bange). I denne sammenhæng bruger jeg begrebet om adfærdsformer, der er intime – forsøger at skabe en intim relation. Ordet intimisering bruges også om denne forståelse af begrebet.

Jeg har vedhæftet nogle artikler, der bruger begrebet – og meget godt illustrerer, hvad det betyder.

Eksempler:

Intimiderende politik

De intime ledere er på vej

Tvangsbehandling på det psykiatriske område…

mandag, december 21st, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Tak for en lang række interessante og oplysende indlæg om tvangsbehandling overfor mennesker med psykiske lidelser.

Tvang er under alle omstændigheder et problem. Jeg er 100 % modstander af enhver form for tvang i behandlingssammenhæng.

Vi er frie mennesker – og netop valgfrihed mht. behandling både indenfor det somatiske og det psykiatriske område er central. Indenfor de fleste “sygdomsområder” er der flere behandlingsmuligheder – og de muligheder bør det være op til den enkelte selv at vælge imellem.

Der skal mere fokus på saglig oplysning, om de behandlingsmuligheder der findes. Tvang findes i mange former. Dårlig rådgivning i kombination med pres om bestemte behandlingstilbud – opfatter jeg også som en form for “tvang” – overfor mennesker i sårbare situationer. Der var for et års tid siden en sag i medierne omkring behandling af lungehindekræft (efter asbest) – hvor patienterne var blevet misinformeret til at vælge en forsøgsmedicin, uden at det fremgik, at der var andre muligheder.

Jeg har arbejdet med voksne udviklingshæmmede, som er en gruppe mennesker, der i den grad har været udsat for behandlingstvang i normaliseringens navn. Først i 1998 kom der med serviceloven en bestemmelse om selvbestemmelse, der til en vis grad sætter stopper for det. Det er en sårbar gruppe, der ikke mentalt og verbalt er i stand til at argumentere for sig selv – og hvor netop andres opfattelse af det normaliserende og gode styrer, hvad de udsættes for. Den historie der knytter sig til denne gruppe i form af: Det hvide snit, eksperimenter med stærk medicin, magtanvendelse osv. – er god at have i baghovedet, når talen kommer på tvang i behandling.

Tvang giver nogle frihedsgrader, der kan kamme over i hvad som helst.

I nogle tilfælde kan mangel på medicinering være et problem i form for destruktiv adfærd, enten for den psykiske syge selv, eller omgivelserne. Men der findes jo juridiske muligheder for tvangsbehandling i særlige tilfælde. Det er fint, at det ikke er let at umyndiggøre mennesker – og udsætte dem for tvang. Det skal kun være i særlige tilfælde.