Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Integration’

Hvad er god integration?

tirsdag, juni 28th, 2011

Integration handler om at definere, beskrive og synliggøre de fælles “trafikregler”, der skaber civiliseret og fornuftig sameksistens mellem mennesker – på kryds og tværs af individuelle forskelle mennesker imellem.

Meget af det der foregår i offentlige debatter – og det, der har været stilen i mange integrationsindsatser gennem de senere år, har i mine øjne ikke været særlig konstruktiv. Der har været en tendens til at ville kollektivisere de personlige værdier. På den måde har store dele af integrationsdebatten været fokuseret på at finde frem til fælles personlige værdier – efter melodien: Hak en hæl og klip en tå – og så finder vi et fælles kompromis.

Det er selvfølgelig dødsdømt på forhånd. Der kommer ikke noget godt ud af kompromiser med de personlige værdier. Personlige værdier kan ikke gradbøjes – så bliver de lunkne og værdiløse.

Den tendens har – tror jeg – også været en medvirkende årsag til, at integrationsdebatten er blevet så hård. Det er blevet en kamp mellem rigtige og forkerte personlige værdier, frem for en konstruktiv diskussion om de fælles “trafikregler” på tværs af de personlige værdier.

Så handler integration jo også om andet og mere end muslimer og muslimske traditioner i modsætning til danske og kristne traditioner.

Det muslimske og religiøse aspekt fylder meget i integrationsdebatten. Det er næsten blevet synonym med begrebet integration. På den måde overser man en lang række andre minoriteter, der også har et integrationsproblem. Der er for eksempel sociale minoriteter, og mennesker der er defineret som en minoritet på grund af et handicap. Disse grupper og deres særlige behov er lige så vigtige i en integrationsdebat, der sigter mod at definere nogle fælles kollektive værdier for samfundet som helhed.

Små detaljerede debatter om personlige grundværdier fylder alt for meget i integrationsdebatter og -politikker.

Og – der er stor mangel på et helhedsorienteret fokus på: At få defineret, beskrevet og synliggjort de fælles “trafikregler”, der tilgodeser og sikrer de bedst mulige vilkår for bredden af forskellige befolkningsgrupper i Danmark…

Hæmmer minoriteters egenkultur integrationsprocessen?

fredag, juni 17th, 2011

Synliggørelse af særlige gruppers særlige behov er til tider en nødvendighed for at fremme livsvilkårene for de pågældende grupper. Men det er samtidig med til at stigmatisere gruppen med et specielt “stempel” i forhold til den øvrige befolkning.

Et “stempel” – der kan have en negativ effekt på gruppens tilhørsforhold til resten af samfundet.

Egenkultur – et fristed for egne værdier

Det kræver altid et ekstra personligt overskud at være NY i en sammenhæng.

Det kræver også altid et ekstra personligt overskud at være ANDERLEDES end normen i en sammenhæng.

De fleste har oplevet at være NY i en sammenhæng – og ved – hvordan det er at skulle forholde sig til andre menneskers vaner og indgroede “selvfølgeligheder”.

Mange har oplevet at være ANDERLEDES i en situation og sammenhæng – og ved – hvordan det er at blive mødt med en blanding af nysgerrighed, undren og afstandstagen.

For nogen er det ikke kun en oplevelse i en kort periode af deres liv.

For nogen er det et generelt vilkår.

Behovet for en egenkultur virker derfor meget letforståeligt. Et fristed hvor normer, omgangform og “selvfølgelighederne” ligner ens egne.

Misforstået integrationsforståelse?

Er det stigmatiserende element ved minoriteters egenkultur mest af alt et udslag af en misforstået integrationsforståelse?

En integrationsforståelse der bunder i illusionen om, at ligeværdighed mellem mennesker handler om millimeterretfærdighed – og et pragmatisk kompromis af lige og ens personlige livsværdier?

En manglende evne til at sortere mellem de fælles kollektive grundværdier – og de individuelle personlige livsværdier?

Læs eventuelt indlæggene:

Danmarks muslimske minoritet bør organisere sig politisk, af Uzay Kertenkelesi

Mine indlæg:

Mainstream og ligebehandling

Ny medarbejder – Den gode start (På siden Pædagogik, projekt & planlægning…)

Livsformer (På siden Samfundet på tværs…)

Den universelle kerneværdi, der definerer det gode…

søndag, juni 5th, 2011

Den universelle kerneværdi, der går igen på kryds og tværs af religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag – og afgør om noget har positiv eller negativ orientering – eller bliver brugt som en sovepude til at retfærdiggøre sig selv og legaliserer negative forhold, er: Hvorvidt mennesker opfatter livet som en læreproces – med fokus på at blive bedre bidragydere til det fælles gode – eller ej.

Den kristne syndsforladelse

Den kristne syndsforladelse rummer både en positiv og en negativ tolkningsmulighed.

Ved negativ tolkning kan syndsforladelsens bruges til at legalisere alt – for pyt skidt – det får vi nok aflad for, så det gør ikke så meget.

Ved en positiv tolkning, handler syndsforladelse om, at mennesker kun er mennesker – og derfor fejlbarlige og alt andet end perfekte. Den tolkning rummer en tilgivelse af menneskers negative handlinger – men også en mulighed for at lære af det, blive klogere og gøre bedre. Kun ved at tilgive det fejlbarlige, giver man mennesker mulighed for at gøre bedre. I stedet for at fordømme mennesker på grund af deres menneskelige fejlbarlige begrænsning.

Karma og skyld

Det grundlæggende ved forestillingen om Karma – kan også tvistes til både noget destruktivt og noget konstruktivt.

Det kan bruges til at drive det selvforskyldte aspekt helt ud i noget eksistentielt absurd – hvor mennesker er selvforskyldt i alt i livet på grund af tidligere livs handlinger. Så de der er født med for eksempel et handicap, bliver set ned på som dårlige mennesker, der udlever en velfortjent straf. Og de der er født med godt helbred og gode sociale kår, kan så bruge karma tanken til at pudse deres glorie og se deres livs goder, som en optjent rettighed fra tidligere liv.

Kun ved at tolke karma lovene som en vedvarende læreproces, så alle uanset ståsteder, er undervejs i en læreproces mod det bedre – får den forestillingsverden en positiv orientering.

De astrologiske udviklingspotentialer

Da jeg for år tilbage lærte det astrologiske verdensbillede at kende, var der de samme valgmuligheder at orientere sig mod. Man kan vælge at se det astrologiske fødselshoroskop som en statisk beskrivelse af personligheden – og bruge den til at begrænse, undskylde og legalisere sine valg i livet – eller vælge at se det som et redskab, der viser nogle udviklingspotentialer og en udviklingsvej, der er rettet mod, at mennesket bliver bedre til at bruge sin personlighed for det gode.

Velintegrerede danske muslimer

Vi finder i Danmark mange troende muslimer, der er godt integreret i det danske samfund – og lever et liv, hvor de har formået at kombinere den muslimske tro med at være socialt aktive samfundsborgere i et samfund, der er præget at kristne grundværdier.

De troende muslimer, der har evnet at integrere sig socialt i det danske samfund – har også haft en god evne til at mestre læreprocessen med at orientere sig mod det fælles gode – i den danske kultur.

Alle kulturer og forestillingsverdner rummer muligheden for det gode

Uanset hvorhen vi vender vores blik, er der indenfor rammerne af enhver kultur og forestillingsverden – en potentiel mulighed for både det gode, det onde – og den stagnerende selvretfærdige ligegyldighed.

Vi behøver ikke kriges om de kulturelle rammer og forestillingsverdener – kun om hvorvidt de bliver orienteret mod den universelle kerneværdi, der definerer det gode.

Kun med fokus på det lærende element, mod det bedre og gode – får religiøse forestillingsverdener, ideologier og andre ide’grundlag det, vi kan kalde universel mening, perspektiv og fylde.

Smider man det lærende element væk, stagnerer verden i en tro, kamp, bedømmelse og fordømmelse af gode og onde mennesker og værdier.

Inspirationskilde: Claes’ indlæg: Karma – en indslæbt tanke?