Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘Etik’

Udstilling af døde og lemlæstede – Dokumentar eller dødsporno?

søndag, oktober 30th, 2011

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?

Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?

Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?

Religion og kulturdannelse…

fredag, august 26th, 2011

Vi kommer ikke uden om at forholde os til religionernes ståsted i en foranderlig verden – og forholde os til på hvilken måde vi debatterer religionernes ståsted. Religion fylder rigtigt meget i debatter om kulturdannelse – og de forandringsprocesser der foregår både globalt og nationalt.

Personligt synes jeg, at det er meget uheldigt – når debatter om religionernes ståsteder i et mere globalt og tværkulturelt orienteret samfund bliver alt for centret om en stillingtagen til indholdet i de forskellige religioner. For så begynder debatterne at handle om andres menneskers tro – og en stillingtagen til sammenhængen mellem andres tro og deres religion. Og den form for debatter er som udgangspunkt irrationelle og absurde – fordi tro og den åndelige dimension jo netop ikke er en rationel beviselig størrelse.

Hvilken sammenhæng der er mellem den enkelte troendes tro og religion – kommer jo som udgangspunkt heller ikke samfundet ved. Det der kommer samfundet ved, er hvordan mennesker fungerer som samfundsborgere i et demokratisk samfund.

Så er der religionernes indbyrdes forhold til hinanden. Kan det lade sig gøre for troende, der har deres trosbillede forankret i en religion – at acceptere, at der findes troende, der har deres trosbillede forankret i en anden religion?

I et demokratisk samfund som det danske, er det jo som udgangspunkt et krav – at mennesker skal acceptere religions- og trosfrihed. Så det må mennesker, med forskellige religiøse baggrunde, finde en måde at få til at hænge sammen med deres trosbillede.

Folkekirkens svære ståsted

Med sin tilknytning til staten – og dermed en forpligtigelse til at være folkets religion – har folkekirken et meget svært ståsted.

Dels skal folkekirken, ligesom andre religiøse sammenhænge, finde et ståsted i et samfund, hvor der er religions- og trosfrihed – og forsøge at få det forenet med sine religiøse fortolkninger og rammer.

Og så er der jo også sket en generel kulturel forandring i samfundet. Så mange af hverdagsproblemerne for mennesker, der lever i vores samtid, ser meget anderledes ud – end de gjorde for 20-30 år siden. Den kulturelle forandring har folkekirken med sin tilknytning til staten, også en form for forpligtigelse til at integrere i de religiøse fortolkninger og rammer – hvis den skal bevare sin specielle status, som folkets religion.

Det giver tydeligvis meget store problemer – for folkekirkens beslutningstagere.

Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

søndag, august 21st, 2011

Endnu en lærerig lille beretning fra den tid hvor jeg arbejdede på bosteder for mennesker, som samfundet har valgt at kategorisere som udviklingshæmmede.

Jeg har i tidligere indlæg (Hvem er VIGTIGST i verden? og Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…) skrevet noget om de vilkår, der herskede i det miljø, hvor denne oplevelse fandt sted.

Denne oplevelse handler om det, vi kan kalde værdier.

Når man arbejder på et bosted, kan man som medarbejder nogen gange opleve, at der er nogen af beboerne, der synes, at man er så “fantastisk”, at stort set alt hvad du siger og gør, er bare helt rigtigt og “fantastisk”. Det kan godt være svært at finde en måde at takle det på.

Det kom jeg ud for i forhold til en beboer. Når jeg ville spørge denne beboer om: Har du lyst til at hjælpe… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Jeg forsøgte mig så med: Du skal da ikke sige ja, før… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Det endte så altid med, at jeg kom til at grine – og måtte erkende, at her var jeg kommet til kort 😉

Men det fik mig også til at tænke på, at mennesker jo kan vælge ud fra mange forskellige værdier.

Der er jo som sådan ikke noget forkert i at vælge ud fra, hvilke mennesker man gerne vil lave noget sammen med, og lade det være vigtigere – end hvad det mere konkret er, man så skal lave sammen med de mennesker, man gerne vil lave noget sammen med.

Og denne beboer havde jo valgt, hvad han gerne ville. At det så gav mig nogle praktiske problemer i forhold til at skulle have hverdagen til at hænge sammen i forhold til flere beboere – ja – det gjorde jo ikke denne beboers valg “forkert”.

Det var jo sådan set mig, der havde et problem – ikke ham.

Mine kriterier for hvad det ville sige at vælge, var jo ikke mere rigtige end hans.

Og – ja – dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

Jeg har lært meget i livet af nogle de mennesker, nogen vælger at kalde udviklingshæmmede – men som jeg selv tænker på, og kalder “mine” yndlingsmennesker 😀

Kulturel identitet – og det tværkulturelle aspekt…

lørdag, august 13th, 2011

Kulturel og personlig identitet kan opfattes, opleves og tolkes på to grundlæggende forskellige måder.

Den, der hersker i vores kultur, er det vi kan kalde den rationelle og “faktuelle”. Den måde menneskers identitet bliver vurderet på, sker ofte i kraft af: Institutionelle tilhørsforhold, ideologier, religioner og status betingede kategoriseringer. Mennesker ER deres sociale status, deres religion, deres handicap, deres ideologi – osv. Det giver nogle meget overfladiske og stereotyp identitetsopfattelser, der sjældent er særlige reelle og passer på ret mange mennesker. Identitet kan på denne måde få karakter af en form for beskyttende “skjold” mod verden og andre mennesker. Det kommer let til at handle om at have nogle gode “faktuelle” identitetsprofiler, som man kan bruge til at profilere og slå en “ring” om sin person med.

Men det giver også mange dialog-, koordinerings- og debatproblemer.

Den anden identitetsopfattelse er personligt rodfæstet i form af en personlig etik og et tilsvarende menneskesyn. Det er som oftest mennesker, der på forskellig vis har oplevet nogle omskifteligheder i deres liv, der har krævet en menneskelig, etisk og personlig stillingtagen, der udvikler den form for personlig rodfæstet identitet. Den form for identitet har sin styrke ved en stor fleksibilitet på kryds og tværs af de mere rationelle og “faktuelle” identitetsopfattelser. Den kan også udvise stor personlig stabilitet og handlekraft i konfliktfyldte og kaotiske situationer, der kræver evnen til at træffe mange selvstændige beslutninger at agere i – netop fordi denne identitetsopfattelse ikke “læner” sig op ad de ydre rationelle og “faktuelle” faktorer, som en del af sin personlige identitet.

Til gengæld står den personligt rodfæstede identitet meget svagt, når det gælder profilering i en kultur, der har en meget stærk fokusering på rationelle og “faktuelle” identiteter – og kan af nogen blive opfattet som “identitetsløse”.

De to ovenstående måder at opfatte identitet på – er ydervarianter. De fleste mennesker vil befinde sig midt mellem, med en større eller mindre “hældning” mod en af ydervarianterne.

Det tværkulturelle aspekt

Identitet spiller en stor rolle i det tværkulturelle aspekt. Og det gælder både det globale, nationale og det mere lokale – der kan komme til udtryk ved for eksempel samarbejde på tværs af forskellige faggrupper.

Hvor mennesker “lægger” deres identitetsopfattelse, er meget individuelt, og der kommer ikke noget godt ud af at “rokke” ved det på det personlige og individuelle plan. Det personlige “frirum” bliver man som udgangspunkt nødt til at respektere.

Men ser vi på det tværkulturelle aspekt, så er den meget store fokusering på rationelle og “faktuelle” identiteter en barriere for dialog og koordinering. Det kommer i alt for høj grad til at handle om en koordinering af stereotype profiler, frem for en koordinering af “sameksistens” mellem mennesker.

Der er mest koordinerende perspektiv i de faktorer der karakteriserer den personligt rodfæstede identitetsopfattelse. Det vil sige etik og menneskesyn – fordi de faktorer går på kryds og tværs af de mere rationelle og “faktuelle” faktorer.

Jo mere dialogen og løsningen af tværkulturelle problematikker er centret om etik og menneskesyn, jo større er frihedsgraderne til de individuelle identiteter – og dermed får man fokus væk fra den identitetskamp, der præger de debatter og problemløsningsforsøg, der er centret om de stereotype, rationelle og “faktuelle” identitetsopfattelser.

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

fredag, august 5th, 2011

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

Læs eventuelt indlæggene.

Hvornår er man skizofren?, af Jytte Ibsen

Engle og dæmoner, af Jytte Ibsen

Mikkel Hindhede – vegetarlægen der gik mod strømmen, af Leif Asmark

Mine indlæg:

HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

Hvor alternativt er alternativ behandling?

Anders Breivik – et ”barn” af vor tid?

torsdag, juli 28th, 2011

Enhver kultur skaber grobund for forskellige former for ekstreme afvigere. Fænomener som Anders Breivik har god grobund i den rationelle samtid vi lever i. Han er på skræmmende vis, et “perfekt” “barn” af vores tid.

Vi kan se det på en del af den debat, der har været efter hans massakre. Den har handlet om: Hænger Breiviks argumentation sammen?

Kan det ikke være ligegyldigt?

Hvorfor er det vigtigt at modargumentere en massemorders manifest?

Har han RET, hvis hans manifest ikke kan modargumenteres?

Vi lever i en samtidskultur, hvor det er menneskets evne til at argumentere rationelt for sit ståsted – der afgør, om det får RET eller ej. Og det er jo den “filosofi”, som Anders Breivik “rendyrker” ud i det ekstreme.

Modsvaret til rendyrkelsen af det menneskeligt rationelle, som er det vi kan gribe til – for at forebygge fænomener som Anders Breivik i at have grobund. Er det irrationelle.

Drop den næsegruse fascination af det logiske og rationelle…

Hyld de irrationelle momenter ved mennesket – der gør, at det er og forbliver menneskelig…

Det perfekte menneske – og kosmetiske aborter…

tirsdag, juli 5th, 2011

Hvad er et handicap? Og hvornår er et handicap så alvorligt, at det kan legalisere en abort?

Har lige læst en artikel, hvor det fremgår, at der i England er blevet foretaget 26 aborter på grund af risikoen for læbeganespalte. Det kom bag på mig. Jeg opfatter ikke læbeganespalte som et alvorligt handicap.

Lukker den mentalitet op for en ladeport, hvor tærskelen, for hvad der kan kaldes alvorlige medfødte misdannelser, bliver lavere og lavere? Og hvad kommer det til at betyde for vores generelle syn på mennesker? At kun det perfekte er godt nok?

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

torsdag, juni 30th, 2011

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.

Et værdigt liv – og død…

mandag, juni 20th, 2011

Skal vi have aktiv dødshjælp i Danmark?

Der er i befolkningen et større og større ønske om at indføre aktiv dødshjælp.

Fravalg af livsforlængende behandling

Som det er nu, har vi alle muligheden for at fravælge livsforlængende behandling. Det kan vi gøre ved at få lavet et livstestamente, hvor vi på forhånd tager stilling til, hvad der skal ske, hvis vi på et tidspunkt mister åndsevnen til selv at træffe beslutningen om, hvad der skal ske med os.

På den måde har vi nu muligheden for at vælge, at vores liv på et tidspunkt skal have en “naturlige” afslutning.

Den mulighed betyder for nogen, at perioden fra den livsforlængende behandlingen stopper, og til døden indtræffer – kan blive langvarig og smertelig, i de tilfælde hvor smertebehandling ikke er et behandlingstilbud.

Jo dårligere vilkårene er for syge og svækkede, jo større bliver ønsket om aktiv dødshjælp

De dårlige vilkår, der er for syge, svækkede og døende mennesker, spiller en stor rolle for den stigende interesse for at indføre aktiv dødshjælp.

Som jeg oplever de argumenter, der er for aktiv dødshjælp, så handler det primært om det menneskeligt uværdige i at blive reduceret til en hjælpeløs byrde. Det er frygten for at hensygne sine sidste dage i ensomhed og hjælpeløshed, uden selv at have kræfter til at kunne tilføre sit liv noget positivt indhold – der får nogen til at ønske dødshjælp.

Så spørgsmålet kan måske i stedet lyde: Skal vi have aktiv dødshjælp eller bedre vilkår for de syge, svækkede og døende?

Dårlig presseetik skader demokratiet…

tirsdag, december 21st, 2010

Hvad skal vi med personlige udleveringer af vores politikere? DR’s video med en stresset Bertel Haarder der mister tålmodigheden, kunne vi godt undvære.

Den politiske scene er i forvejen præget af en grumset midtersøgende masse – uden tydelige ideologiske markeringer og ”hovsa”-agtige mærkesagsmarkeringer. Når det bliver ”peppet” op med en journalistisk fascination af personsager og personlige udleveringer af vores politikere – bliver det svært for os samfundsborgere, at finde den saglige substans i de politiske debatter.

Sommerens Helle og Lene sager – var da hændervridende ligegyldige for de samfundsopgaver, der er relevante for os som samfundsborger: Krisetid, et ustabilt arbejdsmarked, en ”udsultet” folkeskole, og svære kår for samfundets mest udsatte grupper.

Og nu en video med Bertel Haarder – der mest af alt er dårlig presseetik.

Vi kan dårligt undvære god dybdegravende journalistik, der kan skabe opmærksomhed omkring oversete og forsømte forhold i vores samfund. Det har mange gange rusket godt op i mange relevante sager og problemstillinger.

Men spar os dog for at spilde tid og ressourcer på at forplumre de politiske debatter med tåbelige personsager og personlige udleveringer.