Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Posts Tagged ‘behandlerkultur’

Kærlighed, medicin og mirakler…

lørdag, august 6th, 2011

Det er efterhånden mange år siden jeg læste Bernie S. Siegels bog: “Kærlighed, medicin og mirakler – En Kirurgs erfaringer. Jeg læste den i forlængelse af, at jeg havde fået konstateret diabetes 1, og havde brug for lidt opbakning til at bevare mit positive livssyn, som modvægt til alt det negative jeg mødte i sundhedsvæsnet. Det var min storebror, der dengang anbefalede bogen til mig.

Bogen findes nu på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, på listen over Bøger om kræft og alternativ behandling.

Kræftens Bekæmpelse er en af de patientforeninger, der har været mest aktive, når det gælder om at fremme forståelsen for et holistisk syn på helbredelse. De har dermed også været aktive, når det gælder om at undersøge de muligheder, der findes på det alternative marked. Så indenfor kræftområdet er man langt fremme, når det gælder forståelsen for sammenhængen mellem livsviljen og troens betydning for et godt behandlingsresultat.

Det, det grundlæggende handler om, kan illustreres ved følgende eksempel:

To kræftpatienter med nogenlunde samme sygdomsbillede får den samme medicinske behandling.

Patient 1 bliver behandlet af læger, der tror på muligheden for helbredelse, selvom chancerne ikke er særlig store. Så attituden er: Der er ikke særlige store chancer, men muligheden er der – og du kan være en af dem, der bliver helbredt.

Patient 2 bliver behandlet af læger, der ikke tror på muligheden for helbredelse, selvom der er en lille chance. Så attituden er: Det står i reglerne, at vi skal tilbyde dig behandlingsmuligheden, selvom det er spildt. Det er bedre, om du accepterer det uomgængelige, og takker nej til mere behandling og bruger din sidste tid på at sige farvel.

Patient 1 vil have langt større chancer for helbredelse end patient 2, selvom de får den samme medicinske behandling. Ene og alene fordi behandlingen foregår under positive, livsbekræftende og optimistiske rammer.

De her ting, har man efterhånden en del erfaring med indenfor kræftområdet.

På sigt, kan man så håbe, at det livs- og menneskesyn smitter af på nogle af de andre behandlingsområder.

Livsglæde og optimisme har en positiv indflydelse på helbred og helbredelse.

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

fredag, august 5th, 2011

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

Læs eventuelt indlæggene.

Hvornår er man skizofren?, af Jytte Ibsen

Engle og dæmoner, af Jytte Ibsen

Mikkel Hindhede – vegetarlægen der gik mod strømmen, af Leif Asmark

Mine indlæg:

HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

Hvor alternativt er alternativ behandling?

Disciplinering som sundhedspolitisk behandlingsstrategi…

mandag, juli 4th, 2011

Det selvstyrende og selvrealiserende koncept der præger det samfundskulturelle menneskesyn, har også sat sit præg på opfattelsen af sundhed og behandlingsformer. Det er specielt udpræget indenfor sygdomsområder, der vedrører kost, ernæring og livsstil.

Det kan have nogle uheldige konsekvenser for sundhedstilstanden, eftersom det selvdisciplinerende koncept i overdreven grad er en selvkontrollerende stressfaktor, der er sundhedsskadelig.

Det rummer også nogle faktorer, der er urealistiske. Nogle faktorer der fordrer, at mennesket er i stand til at kontrollere sig til sundhed og livsforlængelse.

Meget behandling og sundhed er netop baseret på nogle andre præmisser end selvkontrol.

Sundhed handler om viden, livsaccept og tryghed ved livet…

Læs eventuelt:

» Livet bliver svært, når man skal være enten Gud eller død for at være “normal”…

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

» Selvets realisering

De menneskelige omkostninger ved ”regnearkssamfundet”…

tirsdag, juni 7th, 2011

Brønderslevsagen er endnu et eksempel på de menneskelige omkostninger, der er ved at indrette samfundet som et regneark, hvor mennesker bliver usynlige og forsvinder som sager i en rotation mellem skriveborde i systemjunglen.

Tøndersagen og sagen om stadiondrabet i Aalborg – er eksempler på akkurat den samme problemstilling.

Så kan det jo altid diskuteres hvilket “skrivebord”, der burde ha’ reageret på de “røde advarselslamper”.

Men jeg tror ikke, vi får “aflivet” den her form for sager, før mennesker bliver synlige som mennesker – i stedet for at blive reduceret til “sager”, der roterer rundt mellem en masse skriveborde…

Hvor alternativt er alternativ behandling?

søndag, juni 5th, 2011

Ordet alternativ behandling får ofte klang af noget, der er meget mere eksperimentelt end det reelt er. Måske fordi det er en gråzone, hvor alt der ikke er af vesterlandsk naturvidenskabelig oprindelse, bliver blandet sammen i en stor rodekasse.

Men reelt er der noget af det, der stadig går under navnet alternativ behandling, der har lange erfaringsbaserede traditioner bag sig – og som også rummer meget letforståelig logik, selvom det ikke er veldokumenteret i den vesterlandske videnskabstradition.

Zoneterapi og akupunktur har jo lange rødder bag ud i tiden, og bygger på mange generationers erfaringsbaseret viden og kendskab til kroppens nervebaner og deres sammenhæng med forskellige former for smerter og sygdomme.

Naturmedicin bygger på et stort kendskab til naturens indhold af helbredende og lægende stoffer – og har den fordel, at de er fri for mange af de bivirkninger, der findes i kemisk fremstillet medicin.

Det alternative vil gå af disse behandlingsformer, når de på et tidspunkt bliver beskrevet og dokumenteret i den vesterlandske videnskabstradition.

Klientgørelse

fredag, november 12th, 2010

Et menneske er klientgjort, når det udsættes for en kombination af umyndiggørelse og kontrol – af de mennesker og systemer, som det står i et basalt afhængighedsforhold til.

Mange i socialt sårbare situationer bliver udsat for klientgørelse: Ledige, syge og socialt marginaliserede grupper. Men også ansatte indenfor nogle jobområder – har så lidt indflydelse på egne arbejdsforhold og bliver udsat for en stram for kontrol, at der er tale om en klientgørelse.

Den klientgjorte vil ofte føle sig reduceret til en sag, diagnose eller “ting” – og mister oplevelsen af at være et helt menneske – og oplevelsen af at blive behandlet som et helt menneske…

Læs mere om begrebet klientgørelse:

Klientgørelse (DR1 / Eksistens)

At skabe en klient (Fagboginfo)

Regeringens omsiggribende kontrol og klientgørelse (Politiken)

Den kulturbestemte normalitet…

mandag, december 21st, 2009

(Indlæg på partipolitisk debatside for medlemmer den 21. december 2009)

Centralt for enhver debat om behandlings- og rådgivningstilbud indenfor de sociale- og sundhedsmæssige områder – er normalitet. Hvad er normalt. Tilbud om behandling og social træning – bunder i en opfattelse af en normal – som mennesker bør tilstræbe som ideal.

Det gør også mange debatter diffuse og svære – for den centrale diskussion bør handle om det normalitetsbegreb, der ligger til grund for de tilbud diskussionen står om. Uenighed om tilbud kan ofte spores tilbage til en uenighed om normalitet – og det normale liv.

Indenfor specialområderne og psykiatrien er mange mennesker over tid blevet behandlet for forskellige perioders forskellige opfattelser af normalitet. Vi skal ikke længere end cirka 50 år tilbage i tiden, før ordblindhed blev opfattet som en mental retardering, der berettigede til anbringelse på institution med diagnosen udviklingshæmmet.

Ser vi på gruppen af udviklingshæmmede, og den traditionelle opdragende pædagogik der har været fremherskende på mange institutioner for udviklingshæmmede. Så kan vi se en pædagogisk fokusering på god adfærd og pæn fremtoning på den Emma Gad’ske facon. Pæne manerer ved bordet – spis op, spis pænt, og spis rigtigt. Pæn og ren i tøjet – så det ikke virker frastødende på “normalsamfundet”. Det har nogle gange medført, at det livsindhold der har præget mennesker med udviklingshæmning, der har levet på institution – har været et langt opdragende liv. Mange med udviklingshæmning har rent indlæringsmæssigt begrænset kapacitet. Og den har været brugt på funktionsopdragelse til at være og se pæne og ordentlige ud. Nogen har brugt et helt liv på at lære at holde på en ske.

Nu har vores kultur på nogle områder ændret sig til et mere afslappet og frit syn spisesituationer og påklædning. Men så er der andre normer, der er sat i centrum: Gode og sunde fritidsinteresser, sund livsstil osv. Hver gang vi har en diskussion om behandling og tilbud til mennesker, der på forskellig vis er afvigende og ressourcesvage i vores kultur – kunne det være interessant at vende problemstillingen på hovedet, og se på hvilken normalitet der ligger til grund for definitionen af det afvigende og ressourcesvage. Og stille det spørgsmål: Er det den kulturbestemte normalitet, der er problemet?

Hvor går grænserne for “reparation” af afvigende adfærd. Nu har vi lige fået en madpakkelovgivning – der sikrer at alle børn får den samme ensartede og sunde kost. Vi har i vores kultur defineret en normalitet på sundhedsområdet, der gør at et flertal af vores repræsentative demokrati, har kunnet vedtage en sådan lovgivning. Så vi har fået sundhedstvang i normalitetens navn. Vi har også skoletvang på det boglige og intellektuelle område – i normalitetens navn. Vi har ikke kreativitet og kunstnerisk aktivitet som tvang – for det er ikke defineret som normal aktivitet i vores kultur.

For 10-15 år siden havde vi en vision om det frie menneske i fritidssamfundet – nu har vi en vision om de effektive, arbejdsomme og sunde arbejdsnarkomaner. Normalitet er nu defineret som effektivitet med karriere og job som livets centrum. Om endnu 10-15 år vil der herske en anden kulturel normalitet, som centrum for tilbud om behandling og social træning.