Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Archive for the ‘System’ Category

Læger bruger for meget tid på dokumentation…

tirsdag, december 13th, 2011

Foreningen af yngre læger, rejser kritik af den skæve ressourcefordeling: » Læger: Meget tid går med dokumentation.

Jeg tror det er vejen frem – med en god kritik fra faggrupperne selv…

Patientkritikken over fejl og dårlig behandling – har ligesom ikke den samme konstruktive slagkraft, som den kritik der kommer internt fra faggrupperne selv…

» Statistik er ikke en behandlingsform…

Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber…

onsdag, september 14th, 2011

Social- og sundhedsområderne: Hospitaler, hjemmepleje og døgninstitutioner – har i de senere år gennemgået en organisatorisk omstilling til moderne ledelsesformer.

I efteråret 2007, blev der sat fokus på botilbud for voksne udviklingshæmmede – og en række eksempler på svigt og overgreb, blev eksponeret i nyhedsmedierne. Der var blandt andet eksempler på et omfattende brug af magtanvendelse overfor beboerne, lemfældig brug af medicin, og mangel på lovpligtige indberetninger om den faglige praksis på bostederne.

Er der en sammenhæng mellem moderne management som ledelsesform indenfor social- og sundhedsområderne, og dannelse af en faglig praksis, der som ovenstående eksempel, får karakter af svigt overfor målgruppen?

Jeg har valgt tre artikler med forskellige synsvinkler til beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber:

  • “Ledere mellem profession, management og demokrati” af Karin Schested.
  • “Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?” af Karin Hjort.
  • “Velfærdsforskydninger” af Holger Højlund.

De karakteristika der kan udledes af artiklerne sammenfattes til en grafisk illustration af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

Ledere mellem profession, management og demokrati…

Karin Schested beskriver i artiklen “Ledere mellem profession, management og demokrati”, de fagprofessionelle lederes ståsted, orientering og netværk i offentlige servicevirksomheder.

Overordnet er det den fagprofessionelle leders rolle, at fungere som oversætter mellem professions- og management-verdenen. Men under de overordnede krav til lederen om at implementere de retningslinier for serviceydelserne, der defineres af den politiske ledelse, har den enkelte leder selv mulighed for at forme sin lederrolle.

I artiklen beskrives 4 forskellige rollevarianter, som har forskellige orienteringer, viden og netværker: Faglig udviklingsleder; Manager; Driftsleder; og Netværksleder. (Se fig.1.1.)

Virksomheds-lederen som:

Rationale og orientering

Viden

Netværk

Faglig udviklings-leder

Faglighed og politik: Fagligt passende produkt

Faglig specialviden.

Kommunikation og formidling

Prof. Netværk, pol/adm netværk: Lukkede og elitære

Manager

Politik og effektiv gennem-førelse: Politisk passende produkt

Generel faglig viden.

Viden om ledelse og politiske processer

Pol/adm netværk, formelle organisationer: Lukkede og elitære

Driftsleder

Konkurrence og økonomi: Det mulige produkt

Generel faglig viden.

Viden om organisation og processer

Lokale partnere

Pol/adm netværk: Lukkede og elitære

Netværks-lederen

Fællesskab og konsensus: Den gode proces

Generel faglig viden.

Viden om organisering og processer

Alle relevante aktører: Åbne og plurale

Fig.1.1.: 4 rollevarianter af fagprofessionelle ledere.

De lederroller der er hyppigst forekommende, er dem der orienterer sig mod lukkede og elitære netværker (politiske og administrative netværker, samt formelle organisationer). Jeg har derfor valgt Manager-rollen, som er en af rollerne med denne netværksorientering, til beskrivelsen af lederens ståsted i den sammenfattende illustration af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

De elitære og lukkede netværker understøtter en elitær fordelingsdemokratisk udvikling, i modsætning til en deltagelsesdemokratisk udvikling.

Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?

Karin Hjort beskriver i artiklen “Professionalisering af arbejdet med mennesker – honnet ambition eller demokratisk nødvendighed?”, vilkårene for de professioner, der arbejder med mennesker.

Den overordnede model for ressourcestyring indenfor det offentlige er kontraktstyringsprincippet – der ligner det vi kender fra markedsstyringsprincippet. Kontraktstyringen omfatter alle implicerede parter i området: Ministerier, styrelser, kommuner, bestyrelser, ledelser, medarbejdere, borgerne, brugerne og forbrugerne af de offentlige ydelser.

Men til forskel fra en markedsorienteret virksomhed på det liberale marked, bruges de samme styringsredskaber i det offentlige til en: “indirekte form for politisk styring, hvor intentionen er at bruge markedets mekanismer som middel til at nå bestemte, politisk definerede mål.”

En anden central pointe, der kan udledes af artiklen, er dilemmaet mellem et styringsredskab, der fokuserer på målbare / kvantitative værdier, der kan beskrives og aftales på kontraktbasis – og en faglig praksis der ikke er produktorienteret, men bærer præg af individuelle relationer mellem professionsudøveren og klienten – og hvor praksis omfatter bløde / kvalitative værdier, der ikke lader sig forudsige og tidsbestemme.

Velfærdforskydninger…

I artiklen “Velfærdsforskydninger” beskriver Holger Højlund brugerens ståsted, som selvstyrende bruger af offentlige servicetilbud, eksemplificeret ved ældreområdet.

En af Holger Højlunds pointer er brugerens dobbelt rolle, dels som demokratisk involveret part ved vurderingen af behovet for servicetilbud, og dels som passiv modtager af de aftalte servicetilbud i hverdagen. På ældreområdet inddrages brugeren gennem visitationsmøder.

Da en kontraktbaseret tildelt ydelse er stationær, forringes brugerens indflydelse på hverdagens praksis.

Hvorvidt uforudsete situationsbetingede behov for hjælp og støtte bliver opfyldt, vil være op til den personlige fleksibilitet hos den medarbejder der er ansat til at praktisere serviceydelserne.

Det giver et billede af det pres om fleksibilitet, der pålægges den enkelte medarbejder.

Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber…

I figur 1.2., er der lavet en sammenfattende beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

En sådan beskrivelse er selvfølgelig en stereotyp beskrivelse, der indeholder mange afgrænsninger, da aktørernes relationer til andre fællesskaber er langt mere omfattende og nuancerede, end det bliver beskrevet her. For eksempel er professionsmedarbejdernes netværker til faglige organisationer ikke med.

I figur 1.2.: Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber (Se figuren i stor størrelse)

Som det fremgår af figuren, er der i praksisfællesskabet – 2 primære netværksgrupper – der er knyttet i relationer / tilhørsforhold til en fælles oplevelsesverden og praksis. Netværksgrupperne er illustreret ved cirkler.

  • I netværksgruppe 1. – evalueres, diskuteres og besluttes standarder og ressourceplaner for serviceydelserne
  • I netværksgruppe 2. – praktiseres serviceydelserne

En interessant pointe er, at den fagprofessionelle leder med sit rollevalg, kan påvirke netværksstrukturen ganske betydeligt.

For eksempel vil en fagprofessionel leder med rollevarianten: Faglig udviklingsleder, danne netværksrelationer til fagprofessionelle netværker i stedet for formelle brugerorganisationer – og evt. også nogle grupperinger af professionsmedarbejderne – hvilket vil give nogle andre fokuseringer mht. faglig praksis. Netværket er illustreret i figur 1.3.

Figur 1.3. Primært netværk for fagprofessionel leder med rollevarianten: Faglig udviklingsleder.

Lederens valg af rolle…

Lederens valg af rolle, har stor betydning for fællesskabets dynamik.

En leder der orienterer sig mod de elitære netværker, påvirker medarbejdernes og brugergruppernes ståsteder i fællesskaberne, så deres muligheder for at opnå fuldt medlemskab af fællesskabet bliver meget begrænsede.

Det kan indebære, at det bliver svære for medarbejderne og brugergrupperne, at synliggøre behov der ikke ses og opfattes ud fra lederens og det politiske systems perspektiv, og dermed får svære ved at argumentere for nødvendigheden for ressourceanvendelse til behov der er medarbejderdefinerede og brugerdefinerede.

Det kan indebære, at der opstår svigt, fordi individuelle problemstillinger der ligger ud over definitionerne i de standardiserede serviceydelser bliver overset og ignoreret – og dermed ikke indgår i vurderingen af hvilke ressourcer til serviceydelser, der er behov for at tildele den enkelte bruger.

Kontraktstyringsprincippet…

Kontraktstyringsprincippet, har betydning for hvilken form for erfaringsdannelse der kommer til at præge den faglige praksis.

Jo mere serviceydelserne bliver standardiseret og fastlagt i rutiner og tidsplaner gennem kontraktstyring, jo mindre bliver råderummet og incitamentet til at professionsmedarbejderen, udvikler og lære at anvende viden-i-handling og refleksion-i-handling. To former for erfaringsdannelse, der netop sigter mod situationsbetinget problemløsning af uforudsete variable, som arbejdet med mennesker netop er meget præget af.

Ud fra dette perspektiv kan der opstå svigt, gennem professionsmedarbejderens manglende evne til at praktiserer refleksion-i-handling, når hverdagen møder på ustabile og uforudsigelige behov fra brugergruppen.

Incitamentet for, at medarbejderen udvikler evnen til at praktisere refleksion-i-handling, svækkes af det formelle lovpligtige krav om at medarbejderen praktiserer standardiserede serviceydelser.

Målgruppen og medarbejdernes ståsteder…

En anden problematik er målgruppen og medarbejdernes placering i praksisfællesskaberne. Deres mulighed for at opnå fuldt medlemskab er begrænsede, pga. af den formelle styring af arbejdets tilrettelæggelse og ressourceforbrug.

Det giver et dilemma – at muligheden for fuldt medlemskab er begrænset til formelle aftaler – og der samtidig er krav til selvstyring.

En selvstyring, der fordrer høj grad af selvdisciplin og behovsundertrykkelse ved situationsbetingede behov, der ikke er omfattet af de formelle kontrakter omkring serviceydelser. Der ligger ikke en juridisk forpligtigelse til at modsvare de situationsbetingede behov, som der heller ikke er en formel ressourcefordeling til at praktisere.

Læs eventuelt:

» Eksamensopgaven: Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management, (Organisation og læring, Pædagogik KUA, 2008), der ligger til grund for ovenstående beskrivelse af social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber.

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

Bureaukrati eller medmenneskelighed?

lørdag, september 3rd, 2011

Mange af det offentlige systems ressourcer bliver brugt til at administrere økonomisk millimeterretfærdighed.

Men giver økonomisk millimeterretfærdighed et mere retfærdigt samfund? Er det det, der skaber lighed mellem mennesker?

Mest retfærdighed i det enkle…

De mennesker der har mest glæde af millimeterretfærdigheden, er de mennesker, der har ressourcer til at sætte sig ind i alle de detaljerede regler, der eksisterer i den offentlige administration.

Så millimeterretfærdigheden er de ressourcestærkes retfærdighed.

En af de mest enkle tilskudsordninger, vi har i Danmark, er medicintilskudsordningen. Der følger tilskuddet forbruget. Den er nem og billig at administrere, og de, der har flest udgifter, får mest tilskud.

Skal der endelig være forskelsbehandling, kan den jo relativt nemt laves, ved at gøre tilskud indkomstbestemt. Så de med færrest ressourcer får tilskud, og de med flest ressourcer får et mindre eller ingen tilskud. Det kræver heller ikke den store administrative sagsbehandling, kun en samkøring af registre.

Det er den individuelle tilskudsansøgning og sagsbehandling, der er administrativt tunge og svære at gennemskue for den enkelte borger.

Både retfærdigheden og ligheden går af ordninger, der bliver komplekse og svære at gennemskue.

Dyrt for samfundet, på bekostning af de mest ressourcesvage…

Millimeterretfærdigheden er dyr at administrere. Det koster samfundet dyrt at administrere alle disse detaljerede regler for økonomisk retfærdighed.

For den enkelte borger ville der måske være mere retfærdighed i at afskaffe millimeterretfærdigheden og spare administrationen.

Den administrative besparelse kunne så i stedet bruges til at give de offentlige servicetilbud et kvalitetsløft. Dels ved at frigive de offentlige ansattes tid til andre opgaver end de administrative. Dels ved at give en ensartet offentlige ydelse til alle, der lander i nogle situationer, hvor de får behov for hjælp fra det offentlige. Den ydelse kunne med de administrative besparelser så måske blive noget større, for de der i dag får de laveste ydelser.

Det er ikke de mennesker, der er mest i klemme, der har glæde af millimeterretfærdigheden.

Det kræver personlige ressourcer og et stort overskud, at få noget ud af den.

Svigt – eller medmenneskelighed?

onsdag, juli 6th, 2011

Københavns kommune har besluttet at en række ledige – misbrugere, psykisk syge og handicappede – skal fritstilles fra jobsøgningsområdet, og i stedet flyttes over i gruppe, der har behov for et socialt støttende tilbud. Læs HER.

Det vækker modstand hos beskæftigelsesministeren, der vil undersøge, om der er tale om lovbrud.

Er det svigt – eller medmenneskelighed, det Københavns kommune her gør? Hvis mennesker reelt ikke har særlige store chancer for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, er det så ikke bare principiel sejpineri at beholde dem i det jobsøgende system?

Det rejser et kulturelt og etisk spørgsmål – som jeg synes, er meget relevant at tænke over. I hvilken udstrækning skal tilknytningen til arbejdsmarkedet opfattes som en menneskelig og social løsning på problemer, der reelt ikke har noget med arbejde og arbejdsrelevante kompetencer at gøre? De, der reelt ikke har store udsigter til andet end støttede jobtilbud, kommer alligevel ikke ud af systemverdenen og opnår en reel økonomisk selvforsørgelse.

Ligger “indsatsen” så bedre et andet sted. Et sted der handler om at fokusere på støtte og hjælp til de sociale og personlige problemer, de mennesker har?

Meget “normalitet” er centret omkring menneskers status i forhold til det ordinære arbejdsmarked. Hvor det at have et liv – bliver synonymt med det at have et arbejdsliv. Det bliver der netop set meget kritisk på fra mange sundhedsfaglige sider. Arbejdslivet fylder for meget i alt for mange menneskers liv – set ud fra et trivselsperspektiv.

Er det tid for at nytænke “normal-livs” begrebet – så arbejdslivet får en mindre og eventuelt mere nuanceret betydning for det at være samfundsborger?

Overvågning – eller beskyttelse?

tirsdag, juli 5th, 2011

Den aktuelle sag om en 21 årig retarderet pige, der har været udsat for et seksuelt overgreb af nogle drenge, fik mig igen til at tænke på grænsen mellem overvågning og beskyttelse. Nu kender jeg ikke de aktuelle grunde til, at den unge pige befandt sig alene på legepladsen. Så mine refleksioner er af generel karakter.

Hvornår er overvågning – og hvornår er det “at holde øje med”? Det dilemma fylder meget indenfor institutionsverdenen. Både når det gælder voksne udviklingshæmmede og demente ældre.

Men netop ovenstående eksempel viser, hvor sårbare og lette ofre nogle mennesker er.

De menneskelige omkostninger ved ”regnearkssamfundet”…

tirsdag, juni 7th, 2011

Brønderslevsagen er endnu et eksempel på de menneskelige omkostninger, der er ved at indrette samfundet som et regneark, hvor mennesker bliver usynlige og forsvinder som sager i en rotation mellem skriveborde i systemjunglen.

Tøndersagen og sagen om stadiondrabet i Aalborg – er eksempler på akkurat den samme problemstilling.

Så kan det jo altid diskuteres hvilket “skrivebord”, der burde ha’ reageret på de “røde advarselslamper”.

Men jeg tror ikke, vi får “aflivet” den her form for sager, før mennesker bliver synlige som mennesker – i stedet for at blive reduceret til “sager”, der roterer rundt mellem en masse skriveborde…

System i opløsning?

torsdag, januar 20th, 2011

»Hele vores velfærdssystem er afhængigt af, at middelklassen føler sig solidarisk med den gruppe, der er i nød. Hvis først middelklassen uden videre bliver meldt ud og kan gå på private ordninger i stedet for, så forsvinder den solidaritet, og så risikerer hele systemet at bryde sammen,«

Citatet er hentet fra artiklen: Forskere efterlyser ny form for solidaritet – Information 17. januar 2011. Her bliver der givet et bud på det kulturelle skred, der er sket i det danske samfund – og som nu betyder, at vi står med et system, der er i opløsning.

Når det gælder den offentlige velfærd – er den brede middelklassen gået fra at være klienter, til at være brugere – og til at være forbrugere.

Den udvikling har gjort det af med solidariteten, mener forskerne Jørn Henrik Petersen og Michael Bøss.

Jantelovens mange ansigter…

torsdag, oktober 21st, 2010

Janteloven bliver praktiseret i mange forskellige varianter. En af de mest avancerede er den, der er forklædt som omsorg og hjælp.

Antropolog og chefredaktør på Weekendavisen – Anne Knudsen – udgav i 1996 bogen: ”Her går det godt, send flere penge”. Bogen rummer nogle gode beskrivelser, af velfærdsomsorgen.

Verden har ikke ændret sig til det bedre, siden Anne Knudsen skrev sin samfundskritiske bog. Tværtimod – så er de problemstillinger, hun beskriver, blevet mere og mere udpræget.

Citat fra kapitlet: ”Far, mor og børn – for voksne”:

“En ældre mand, lad os kalde ham Jensen, blev indlagt med en sygdom, som viste sig at være alvorlig. Skønt man uden omsvøb fortalte ham om situationens alvor, vedblev han at være ligevægtig, høflig og nærmest munter. Plejepersonalet talte bekymret om ham på deres møder; frembød han ikke en skadelig fortrængning? Det normale reaktionsmønster med vrede, fortvivlelse og efterfølgende trøst og resignation udeblev ganske. Jensen gjorde ikke sit sorgarbejde. Man endte med at blive så bekymret, at man tilkaldte hospitalets psykolog og holdt et møde på Jensens sengekant. Sygeplejersken til Jensen: “Ja, vi synes jo, du har nogle problemer, så derfor har vi bedt psykologen om at være her, mens vi taler sammen”. Jensen: “Jammen dog, jeg synes ellers selv, det går så godt.” Psykologen til sygeplejersken: “Vil du ikke selv forklare Jensen, hvad problemet er?” Sygeplejersken: “Jo, Jensen, ser du, vi synes jo ikke rigtigt, vi kan trænge ind til dig…” Jensen: “Nåeh, jaeh, ja, det er jeg da ked af at høre. (Tænkepause) Men, øeh, hvor langt vil I egentlig ind?”

Det er ikke det eneste spørgsmål, man kunne stille i denne forbindelse. Det mest nærliggende er faktisk spørgsmålet om, hvem der har brug for, at Jensens følelser kommer for dagen, og til hvad?…

…Den sammenbrudte patient bliver jo ikke rask af at bryde sammen. Hans situation i forhold til sygdommen er uændret, og hvis han skal holde sin sølle rest af tilværelsen ud, bliver han nødt til at samle stumperne sammen igen.”

/Anne Knudsen: ”Her går det godt, send flere penge”/

Det har altid forundret mig – hvordan mennesker i ramme alvor er i stand til at bilde sig selv ind, at det på nogen som helt måde, kan være udtryk for noget medmenneskelig positivt – at forsøge at nedbryde andre menneskers personlige selvopholdelsesdrift. Og så give det navn af omsorg og hjælp!

Jeg kalder det en avanceret variant af janteloven!

Du skal ikke tro – at din opfattelse af dig selv, din egen eksistens, og dine egne følelser – har nogen som helst værdi og gyldighed…

| Anne Knudsen | ”Her går det godt, send flere penge” |

Udredningskulturen og jagten på de politisk korrekte løsninger

fredag, juli 16th, 2010

For godt en uges tid siden så jeg DR1 dokumentaren den sorte boks – om stadiondrabet i Aalborg, hvor en kun 15 årig udsatte en tilfældig mand for et så voldsomt overfald, at han døde af det.

Dokumentaren viser en social glidebane, der startede, da drengen var omkring de 11 – og som udviklede sig i mere og mere voldsom retning – med stoffer og vold. Han var kendt af systemet – var under ”social udredning” – og fik også nogle forskellige skole- og netværkstilbud, som ikke holdt ret længe.

For et par år siden var en anden problemstilling op at vende i medierne, som gjorde stort indtryk på mig. Den handlede om et lettere udviklingshæmmet kvinde, der blev godkendt til behandling mod barnløshed – blev gravid, fik barnet – og fik barnet tvangsfjernet umiddelbart efter fødslen, fordi man fra de sociale myndigheders side vurderede, at hun og hendes mand ikke var egnede som forældre.

I begge forløb handlede alle implicerede parter juridisk og politisk korrekt – men konsekvenserne er jo dybt ulykkelige.

Det rejser nogle spørgsmål til vores udredningskultur, og behovet for at være politisk korrekt og arbejde med principielle løsningsmodeller i håndteringen af sociale problemer.

De mennesker, som ovenstående eksempler handler om, blev jo ”usynlige” i deres egen ”sag”. Der foregik en helt masse i forskellige sammenhænge – med deres cpr. nummer – men ikke med dem som mennesker.

Det er det moderne samfunds dilemma og begrænsning – der er ikke nogen, der er nogens bord. Og skal ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser beskytte dem selv, så skal de være meget regelrette. Og skal vi som samfundsborgere have en vis beskyttelse af vores privatliv – så har vi også brug for, at ansatte indenfor de forskellige myndighedsinstanser har begrænsninger på hvad de må og kan.

Vi lærer at beskyttelse af os selv som individer, er det samme som regler og upersonlig stillingtagen.

Men det er de samme elementer, som vi bruger som beskyttelse, der spænder ben for vores evne til at reagere med etikken, moralen og medfølelsen.

Med Piet Heins ord: ”Mennesket er det dyr, der selv slår de streger, det selv falder over”.

Når systemet svigter de unge…

torsdag, juli 8th, 2010

Har lige set TV2 dokumentaren den sorte box – om stadiondrabet i Aalborg og den kun 15 årige drabsmand Rasmus Popenda.

Det er skræmmende at se, hvordan hans liv bare kører mere og mere skævt, uden at der bliver grebet ind fra det sociale system.

Selvom der i flere år – fra han var 11 – var tydelige episoder, der viste at han ikke havde det godt, og var på vej ud på et skråplan – så bliver der ikke gjort en reel indsats for at stoppe ham i tide. Trods gentagne advarsler og henvendelser for politiets ungdomsgruppe – og de skoler Rasmus har været tilknyttet.

Vi har selvfølgelig alle ansvaret for os selv. Det har en dreng som Rasmus også. Men han magter jo ikke selv at få sig selv væk fra det udsatte liv i kriminelle miljøer.

Jeg synes at episoden omkring Rasmus Popenda og stadiondrabet, burde få nogle konsekvenser for vores måde at håndtere ungdomsvold – og ungdomsproblemer. Det er jo skræmmende, at der først for alvor kommer realitet og konsekvens ind i Rasmus liv, da han er blevet morder.

Det er jo noget sent – for både ofret Henrik Bjerremand Kristensen, og for Rasmus.

I det billede der bliver beskrevet i dokumentaren – handler meget også om penge. Det er dyrt at gå ind med anbringelser uden for hjemmet. Men penge må ikke være så afgørende, at anbringelser ikke bliver brugt – når der er reel grund til det.

Jeg synes, at det sociale system har sovet i sagen om Rasmus Popenda.

Hvornår skal man som samfund gribe ind? Hvornår har samfundet et ansvar for at forbygge udvikling af uheldig adfærd hos unge som Rasmus Popenda?

Jeg synes, det er vigtige spørgsmål.