Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Archive for the ‘…Dialog & Opgave’ Category

Forbedret psykiatri?

tirsdag, april 4th, 2017

Mennesker der får psykisk diagnoser er lige så forskellige som andre mennesker, og det er årsagerne der giver anledning til den psykiske ustabilitet også. Når man fremadrettet skal tænke i behandling, må det foregå med udgangspunkt i de individuelle årsager, der giver anledning til ustabiliteten.

Er der tale om traumatiske oplevelser, der ikke blev taklet med konstruktiv opbakning fra omgivelserne? Vold? Mobning? Ulykker? Dødsfald?

Er der tale biologisk over- eller underproduktion af kemiske stoffer, der påvirker psyken?

Er der tale om gener i forbindelse med anden sygdom og eventuelt behandling af anden sygdom? Der er for eksempel mennesker, der har mere eller mindre kroniske smerter. Der er også mennesker, der kan have svært ved at få udredt og diagnosticeret en somatisk sygdom og bliver meget personligt påvirket af det.

Er der tale om medfødte fysisk og / eller kognitive handicaps, der medfører nogle sociale og sproglige barrierer i relation til omgivelserne? Jeg har i en periode arbejdet med voksne udviklingshæmmede på det daværende Sundbyvang. Og for den gruppe mennesker var manglen på et forståeligt sprog i forhold til omgivelserne en af grundene til en ustabil og til tider voldsom adfærd.

Helbredelse og tabuer?
Lige så vel som årsagerne til psykisk sygdom og ustabilitet er meget individuelle, så vil en efterfølgende helbredelse / behandling også være tilsvarende individuel.

Der er mange tabuer omkring psyken og psykisk sygdom. Tabuerne kan i sig selv udgøre en stor barriere for, at mennesker, der på et tidspunkt får en psykisk diagnose, efterfølgende kan få svært ved at komme fri af det igen.

Psykisk sygdom / ustabilitet kan ikke helbredes, hvis det isoleres til at være en problemstilling, der udelukkende er “hægtet” på den enkelte. Det er en problemstilling, der handler om den enkelte i relation til omgivelserne.

Så en af vejene til helbredelse er et individuelt fokus på årsagerne bag den psykiske ustabilitet, og et individuelt tilrettelagt forløb der styrker den enkelte i at takle dette. Eventuelt i form af et miljøskifte hvor de barrierer (sociale fordomme og mobning?), der gav anledning til ustabiliteten, ikke eksisterer?

Handleplansarbejdet?
Jeg har praktisk erfaring med handleplansarbejde som et fagligt redskab til at fastholde et individuelt fokus på planlægningen af aktiviteter og behandlingstilbud indenfor det specialpædagogiske område (Botilbud for voksne udviklingshæmmede (2002 – 2007).

Hvor godt bliver det individuelle fokus håndteret indenfor det psykiatriske felt? Er der fokus på aktiviteter, der styrker de sociale kompetencer i relation til omgivelserne? Er der fokus på aktiviteter, der styrker de erhvervsrettede faglige kompetencer?

Vejen “ud af” en psykiatrisk diagnose består i en kombineret udvikling / styrkelse af de sociale og faglige kompetencer, der spiller konstruktivt og realistisk sammen med omgivelserne.

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

LEAN
De grundlæggende principper i LEAN tankegangen fungerer fint som udgangspunkt for kompetenceudvikling hos de ansatte og udvikling af indholdet i behandlingstilbuddene, så de er mere realistisk rettet mod behovene hos målgruppen.

Men der er altid den risiko, at det individuelle fokus hos den enkelte patient forsvinder, hvis der kommer for stort fokus på den erfaringsdannelse, der er målrettet organisationsudviklingen og kompetenceudvikling hos de ansatte.

Noget af det vigtigste i behandling af psykisk sygdom / ustabilitet er netop at styrke den enkeltes personlige integritet, så patienterne ikke bliver “brugt” som objekter i en erkendelsesmæssig udviklingsproces, der ensidigt styrker kompetenceudviklingen hos de ansatte og aktivitetsindholdet i behandlingstilbuddene. For så bliver patienternes integritet “flosset” og “blokeret” i en “underdrejet rolle” i relation til behandlingssystemet. Og patienterne kommer dermed aldrig “fri af” hverken diagnoserne eller behandlingssystemet.

Læs mere om tankegangen i LEAN: » HER

Flere synsvinkler
» Stress handler ikke om at placere skyld – men om at tage et ansvar (2017)

» UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens lagerstyring (2016)

» Forsker advarer: Snart er vil alle patienter (2016)

» Tvivlsom diagnosticering af ADHD (2014)

» Psyken og psykisk sygdom (2012)

» De “gales” samfund? (2012)

De lægefaglige journaler er patienternes tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen

lørdag, marts 18th, 2017

De lægefaglige journaler er patienternes eneste tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen.

For det er de lægefaglige journaler, der dokumenterer alt det, der er blevet lavet af lægefaglige undersøgelser, behandlinger – og hvad der er blevet ordineret af medicin (både type og dosis).

Det er den ene vinkel på det.

Men de lægefaglige journaler dokumenterer også alt det, der ikke er blevet foretaget af lægefaglige undersøgelser.

Så når man i forlængelse af, at der sker katastrofale fejl i sundhedsvæsnet. Ja – så handler det ikke udelukkende om, hvad der er blevet foretaget af undersøgelser, så man med udgangspunkt i de lægefaglige journaler kan dokumentere, i hvilken udstrækning der blev handlet i god tro, hvis der sker fejl.

Det handler også om hvilke undersøgelser, der ikke blev foretaget. Og som man efterfølgende kan vurdere på, om der var tale om en form for grov uagtsomhed og forsømmelighed, at man ikke lavede de nødvendige undersøgelser?

Og på et tidspunkt bør man også prøve at komme så langt, at det må være patienternes liv og helbred, der vejer tungest. Så alt mudret omkring at ville indrømme fejl for at beskytte sig selv, uden at tænke på konsekvenserne for dem, det går ud over – må komme i anden række. Et er at begå fejl, og påføre menneskers liv nogle ret alvorlige konsekvenser. Men hvis man efterfølgende nægter at tage ansvaret for de fejl, der reelt sker mange af i sundhedsvæsnet, så påfører man jo menneskers liv så mange ekstra katastrofale konsekvenser, at selvom det måske i første omgang lykkedes for mennesker at overleve de fejl, der bliver begået – rent helbredsmæssigt – ja så overlever de ikke de efterfølgende besværligheder med at få fulgt op på fejlene, så det ikke får alvorlige konsekvenser for alt efterfølgende behandling.

Konkrete eksempler:

» Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark (2009)

» Lægefaglig etik og grænser (2017)

Læger der er til alvorlig fare for patienternes liv og helbred

fredag, marts 17th, 2017

Det kom til at tage 7 år, at få foretaget en fuldstændig banal overflytning fra det diabetiske behandlingsområde (På daværende tidspunkt specifikt Bispebjerg) til en praktiserende læge. Det første forsøg i 2012, var en regulær katastrofe – og den katastrofe har været ved at koste mig livet og mit som udgangspunkt gode helbred.

Jeg har på nuværende tidspunkt haft det held, at jeg har fået en overflytning til en anden læge, der lykkeligvis har en lægefaglig seriøs tilgang og holdning til mig som patient.

Jeg er ifølge de første helbredstjek hos den nye læge, sluppet fra det her ret katastrofale forløb, uden at have fået helbredsmæssige varige men at det.

Min evne til at regulere min diabetes og passe godt på mig selv, reddede så mit liv og helbred, trods de ret alvorlige og kritiske omstændigheder, det kom til at foregå under.

Men det er da hasard med mit liv og helbred på et plan, der må siges at være uforsvarligt.

Relevant lægefaglig dokumentation
Hvad der lå til grund for, at den læge jeg i 2012 bad om at hjælpe mig med en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandling område (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg hospital), inden de helbredsmæssige alvorlige ting jeg havde været udsat for der, risikerede at koste mig livet, svigtede sit ansvar som læge og ikke tog mig og mit liv alvorligt? Ja – det ved jeg ikke.

For det skyldtes ikke mangel på lægefaglige informationer.

For den pågældende læge fik fuld adgang til min journal på Bispebjerg hospital. Og fik dermed adgang til de lægefaglige informationer, der fremgår af de diabetes vandrejournaler, som jeg selv som patient fik et papirprint af. Jeg har gemt nogle af de sidste vandrejournaler fra perioden på Bispebjerg.

Og de lægefaglige informationer, man kan læse ud af de diabetes vandrejournaler, er blandt andet: At jeg har haft diabetes 1 siden 1989, at jeg har et godt helbred (mine helbredsresultater ved blodprøver ligger alle sammen indenfor det acceptable normalområde). Og det fremgår også at jeg selv regulerer insulinen løbende med udgangspunkt i de blodsukkermålinger, jeg tager.

Så alene de lægefaglige informationer var fuldt ud tilstrækkelig til at lave en hurtig overflytning. Hvis der er tale om en ukompliceret patient med et godt helbred, som mig, så er der ikke behov for flere informationer.

Men trods det, at den pågældende læge fik adgang til de lægefaglige informationer, der var nødvendige for at lave en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde (på det tidspunkt specifikt Bispebjerg), inden det kostede mig livet, så svigtede hun sit ansvar som læge, ved ikke at tage mig og mit liv alvorligt og bragte mit liv og helbred i alvorlig fare, da jeg efterfølgende kom til at stå uden læge i 5 år (af gavn), mens jeg krattede rundt for, at få noget opbakning og hjælp til at få et skiftet til en anden læge, der var noget mere lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient. En læge, der gad tage mit liv og helbred alvorligt. En læge, der var lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient.

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

Indberetningspligt?
Hvorvidt læger i det danske sundhedsvæsen har indberetningspligt, når de får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor et behandlingsområde (Diabetes 1 – og her specifikt Bispebjerg og Amager hospitaler)? Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge, som jeg i 2012 bad om at hjælpe mig væk fra det diabetiske behandlingsområde (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg) fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg. Og hun fik dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik indenfor det diabetiske behandlingsområde (Her specifikt blandt andet Amager og Bispebjerg hospitaler), var så katastrofale, at det risikerede at slå patienterne ihjel.

Jeg havde på dette tidspunkt ingen interesse i at køre noget sag på de ting, jeg havde været udsat for indenfor det diabetiske behandlingsområde. Dels var det meste af det formodentlig forældet set i et sagsperspektiv? Og dels så får man som patient intet ud af at køre sager overfor sundhedsvæsnet. Og hvis man, som jeg, har været i stand til at passe så godt på mig selv og mit helbred, at jeg var sluppet fra de voldsomme oplevelser uden at have fået helbredsmæssige mén af det, så handler det mest om bare at komme fri af det – og videre med livet. Der er andre, der slipper mindre godt fra at blive udsat for det behandlingsmæssige katastrofale sjusk, der er foregået indenfor det diabetiske behandlingsområde. Nogen der er blevet alvorligt invalideret af det. Og så er der jo også nogen, der mister livet.

I hvilken udstrækning læger der får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor sundhedsvæsnet, der er så katastrofale, at det risikerer at slå patienterne ihjel – har en form for indberetningspligt eller ej? Og dermed prøve at sætte en stopper for det, inden det slår nogen ihjel. Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge som jeg i 2012 bad om en overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde, fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg, og dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik, var så katastrofale, at det risikerede at lå patienterne ihjel.

Og hvad hun så ville bruge den lægefaglige dokumentation til, måtte jo så være op til hende?

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)
Min nye læge var ikke en udpræget succes. Hun talte babysprog og ville i kontakt med min sjæl.

Jeg var da stået helt af. Det er noget rigtigt skidt. Jeg er bare så død træt at alle de mærkelige adfærdsforstyrrede mennesker. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig “normalt”.

Er verden bare generelt så “tosset”?

Men lægen – ja. Jeg havde i telefonen fortalt, at jeg havde været overbelastet – og skulle væk fra Bispebjerg hospital – for de rodede godt og grundigt rundt med min behandling. Og så måtte jeg jo satse på at hende her den nye tog mig alvorligt – og ikke fulgte op på “aben”.

Det gjorde hun så – fulgte op på aben. Det er næsten ikke til at bære.

Men hun begyndte at fedte rundt i – om jeg var “færdig” med institutionsområdet som arbejdsområde? Jeg hældte den igennem. Jeg fortalte at jeg havde været nødt til at melde mig ud af samfundet og stod uden indkomst – for at blive aflastet fra mere amatørpsykologisk pladder. Så sad hun og hoppede i stolen: Så du er bare sej – du klarer dig selv. Jeg sagde til hende, at det jo altså ikke var for underholdningens skyld.

Ja der var en helt masse andet også. Noget med at diabetes jo også kunne påvirke psyken. Så hun fedtede godt og grundigt rundt i det hele. Begyndte på – at det jo også var positivt, at jeg havde kunnet leve så mange år med diabetes uden senkomplikationer. Jeg var stået helt af. Hvis det var det eneste jeg fik ud af livet – så ville jeg hellere have været død. Hvorfor helvede kan de ikke holde næsen fra mit liv? Jeg skal nok selv bestemme hvad jeg oplever som positivt. De tænker kun på den selv i det lede system. Jeg er ikke andet end deres lille forsøgsdyrsagtige sygdom. Og jeg hader det. Det er en pest, som de har travlt med at invalidere diabetikere.

Dagen efter min første tid – skulle jeg så have taget nogle blodprøver – og møde fastende. Og da jeg mødte op – sad hun der i receptionen – og begyndte at tale babysprog: Nåh din lille stakkel – og du er fastende. Så skulle jeg lige reduceres til idiot. Jeg svarede – at det jo nok ikke var det, der kom til at slå mig ihjel. Tåbelige menneske. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg fik taget mine blodprøver – uden videre besvær og fnidder. Og så var det ellers ud af døren. Men for pokker, hvor det da gjorde ondt. Så jeg måtte erkende, at jeg havde fået en ny besættende læge, der har lidt problemer med normal voksenkontakt.

Jeg var oppe og få svar på mine prøver ugen efter. Det så alt sammen fint ud – bortset fra noget vitaminmangel. D-vitamin. Så jeg skulle spise nogle tabletter af det. Vi aftalte at jeg skulle komme igen en måned senere. Det er efterhånden 2 måneder siden. Jeg har slet ikke kunnet orke, at skulle gennem mere med den mur af et menneske.

Så begyndte hun også på, at D-vitaminmangel også kunne give depressioner. Det er muligt at det kan give lidt ekstra. Men så hun tog mig slet ikke alvorligt.

Grunden til mine depressioner – er at jeg har været udsat for vold, overbelastning og stress i nogle job – og gentagelsesfejl og rod med min behandling på diabetes ambulatoriet! Og jeg har ikke på noget som helst tidspunkt fået nogen som helst form for opbakning, hjælp og aflastning til at takle de problemer. For der har aldrig været nogen, der har taget mig og mit liv alvorligt – undtagen mig selv.

Men så måtte jeg jo skrive noget mere detaljeret om, hvad det er jeg har været udsat for i mit liv – for at få det banket ud i neon.

Men det er ærligt talt deprimerende, at skulle kæmpe så hårdt for at blive taget alvorligt, af dem der påstår, at de skulle være til for mig. De har jo været ved at slå mig ihjel. Og jeg tilgiver aldrig, de mange ødelagte år af mit liv.

Jeg har aldrig mødt nogen, der ville mig det godt…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det…

Jeg kan jo ikke tvinge nogen til at ville mig det godt…

Oprindeligt indlæg fra 2012: » En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)

Andre sider
» Helbredshistorik (2017)

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)

» På Færøerne ville jeg være en “menneskelig normal diabetiker (2012)

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser (2012)

» Dansk diabetesbehandling er ikke centreret om grundforståelsen for, hvad sygdommen handler om (2011)

» Livet bliver svært, når man skal være enten Gud eller død for at være “normal” (2011)

» Du bliver syg af det sygeliggjorte (2011)

» Flere opgaver og projekter

» Hjemmeside: Livet med diabetes 1

Udviklingsområde på tværs af kulturen: Helbredshistorik

fredag, marts 10th, 2017

“I et sundhedsvæsen, hvor samarbejdsrelationerne fungerer meget dårligt, kan det være nødvendigt at lave sin egen sammenhængende helbredshistorik, for at fastholde et seriøst fokus på eget liv og helbred i relation til sundhedsvæsnet.

Specielt hvis man har en kronisk sygdom, som der er mange fordomme overfor. Sådan som det for eksempel er tilfældet med diabetes 1.”

Læs mere: » Helbredshistorik

Tværkulturel sammenhængskraft: Demokrati, demokratiudvikling og social etik – til regulering af ligestillingen på tværs af forskellighederne

lørdag, februar 25th, 2017

“Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.”

Læs mere: » Habermas: Kolonialisering af livsverden (1991)

Tværkulturel sammenhængskraft: Sundhedsprofiler, patientsikkerhed og videnskabsetik – i en fragmenteret styringsstruktur for tværfaglig koordinering (2017)
“Hvis fokus i alt for høj udstrækning bliver centret om en eller 2 af livsdimensionerne (mentale / åndelige, sociale eller fysiske / materielle) – og de andre bliver klemte eller glemte, opstår der trivselsproblemer.

Vi ser det i den foranderlige stresskultur, hvor flere og flere i perioder oplever trivselsproblemer, når der ikke er god overensstemmelse mellem det fysiske, sociale og åndelige liv.

Og det er også den problemstilling, vi kan genkende, når mennesker bliver identificeret med deres diagnoser. Det er den ydre verdens metoder (kontrollen over naturen), der går igen i behandlingstankegangen: Tingsliggørelsen på baggrund af en diagnose.”

Læs mere: » Tværkulturel sammenhængskraft: Sundhedsprofiler, patientsikkerhed og videnskabsetik – i en fragmenteret styringsstruktur for tværfaglig koordinering (2017)

Tværkulturel sammenhængskraft: Folkekirken, trosfrihed – og en uheldig sammenblanding af politik og religion (2017)
“Grundbetingelsen for personlig trosfrihed for den enkelte er dels baseret på, at der er en adskillelse mellem politik / statsdannelse og religion. Så den individuelle trosfrihed frit kan praktiseres i privatsfæren / civilsamfundet – uden at det får betydning for tilknytningen til den offentlige systemverden. Og en anden grundbetingelse er, at trosfriheden defineres som enkeltindividets ret til selvbestemmelse – uafhængig af religiøst tilhørsforhold til etablerede religiøse samfund – eller ej. Og at den ret reguleres ud fra fælles etiske retningslinier og lovgivning omkring enkeltindividets ret til selvbestemmelse på det individuelle personlige plan.”

Læs mere: » Tværkulturel sammenhængskraft: Folkekirken, trosfrihed – og en uheldig sammenblanding af politik og religion (2017)

Demokrati og demokratiudvikling (2016)
“Jeg hører til dem, der opfatter demokrati som den bedste statslige styreform. I sin grundidé. Men der findes jo mere eller mindre velfungerende demokratier.

Demokrati er ikke en statisk organisationsform. Det skal hele tiden vedligeholdes og videreudvikles.

Demokratiets største fjende er korruption og bureaukrati. Men det gælder jo alle styreformer. Og på det punkt adskiller demokrati sig ikke fra andre styreformer.”

Læs mere: » Demokrati og demokratiudvikling (2016)

EU og demokratiet? (2016)
“For den information, der jo drukner i personlig mudderkastning i offentligheden, er, at EU’s fordelingsnøgle til at håndtere flygtninge i EU ikke har fungeret. På “tegnebrættet” så skulle EU have en fælles registrering og en fælles fordeling af flygtningene blandt de forskellige lande. Ikke kun som antal, men også ud fra hvilke lande de måske ville fungere og trives bedst i. Sammen med økonomisk og administrativ hjælp fra EU, så det ikke betød noget rent økonomisk og administrativ, hvilke lande der tog få eller flere flygtninge. Men den fordelingsnøgle har bare ikke fungeret i praksis. Fordi EU er en bureaukratisk kolos på lerfødder. Reaktionshastigheden er simpelthen for langsom. Og i stedet så opstår der denne her politiske mudderkastningssituation. Men kritikken burde reelt rettes mod den dårlige koordinering internt i EU.”

Læs mere: » EU og demokratiet? (2016)

Ny overordnet tilgang til implementering af de universelle menneskerettigheder? (2015)
“Det har altid været lidt det evige dilemma indenfor arbejde med marginaliserede og udsattes vilkår, at man for at fremme bedre vilkår for udsatte mennesker, også samtidig kommer til at medvirke til at definere og fastholde mennesker som stereotype repræsentanter og medlemmer af minoritetsgrupperinger. Og på den måde kommer man til at blokere for reel frihed til den enkelte.”

Læs mere: » Ny overordnet tilgang til implementering af de universelle menneskerettigheder? (2015)

Religiøse bevægelser i et fredsperspektiv (2013)
“Vi lever i en verden, der bliver stadig mere og mere globaliseret, og vi kommer ikke uden om at tage stilling til freden i relation til udbredelsen af forskellige religiøse bevægelser…

Grundlæggende er det værd altid at huske på, at det er mennesker, der tolker de religiøse skrifter og skaber rammerne om de forskellige trossamfund. Religionerne og de religiøse skrifter i sig selv gør hverken krig eller fred.”

Læs mere: » Religiøse bevægelser i et fredsperspektiv (2013)

Tværkulturel sammenhængskraft: Sundhedsprofiler, patientsikkerhed og videnskabsetik – i en fragmenteret styringsstruktur for tværfaglig koordinering

søndag, februar 19th, 2017

 

Hvis fokus i alt for høj udstrækning bliver centret om en eller 2 af livsdimensionerne (mentale / åndelige, sociale eller fysiske / materielle) – og de andre bliver klemte eller glemte, opstår der trivselsproblemer.

Vi ser det i den foranderlige stresskultur, hvor flere og flere i perioder oplever trivselsproblemer, når der ikke er god overensstemmelse mellem det fysiske, sociale og åndelige liv.

Og det er også den problemstilling, vi kan genkende, når mennesker bliver identificeret med deres diagnoser. Det er den ydre verdens metoder (kontrollen over naturen), der går igen i behandlingstankegangen: Tingsliggørelsen på baggrund af en diagnose.

Læs mere: » HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner ((1991) 2011)

“Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.”

Læs mere: » Habermas: Kolonialisering af livsverden (1991)

Menneskesyn og behandlingsformer (2014)
“Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt. Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater. Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om. Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.”

Konkrete eksempler:

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)

» Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab (2014)

» Sundhedsprofil: Forhøjet stofskifte er ikke kronisk (2014)

Sundhedsprofiler og videnskabsetik (2015)
“Den måde man regulerer og styrer den faglige seriøsitet i behandlingstilbuddene på det praktiske og konkrete plan, sker blandt andet gennem videnskabsetiske retningslinier.”

“Det videnskabelige kan godt være lidt af en kompleks verden – hvor både de eksakte videnskaber (de naturvidenskabelige), de erfaringsbaserede videnskaber (pseudovidenskaberne: Pædagogik, psykologi, sociologi, samfundsfag mm) – og den pseudovidenskabelige håndtering / anvendelse af både de eksakte og de erfaringsbaserede videnskaber.”

Læs mere: Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)

Sundhedsplatformen (2017)
“»De mange skabeloner gør behandlingen meget dyrere og tungere, fordi man slavisk udfører en masse indgreb uden at forholde sig til, om det giver mening for patienten,« siger han.

Af samme grund har han heller ikke meget tilovers for de drop down-menuer med standardiserede vendinger, som SP tilbyder lægen at bruge i sin journal, selvom de sjældent passer 100 pct. på den enkelte patients tilstand.

»Når patienten kommer tilbage om fire år, vll ingen kunne danne sig et helhedsbillede af, hvordan patienten har det,« siger Ulf Helgstrand.

SP har i hans øjne betydet, at journalerne nu er fyldt med staccato-forkortelser, som gør journalerne til sort snak for læger fra andre specialer. Spørgsmålet er, om lægerne på f.eks. en reumatologisk afdeling ved, at CFA er karkirurgens forkortelse for en pulsåre.

»Notaterne vil aldrig mere rumme de nuancer, der skal til, for at kunne vurdere, hvor syg patienten er. Individualismen forsvinder, og detaljerne bliver totalt væk, for jeg har ikke tid til at formulere det. Det er ikke, fordi jeg synes, journalerne skal være lange bibler, men det relevante skal være der,« siger han.”

Læs mere: Garvet karkirurg siger op på grund af sundhedsplatformen

Patientsikkerhed, samtykke og sundhedsdatabaser
“Bevægelsen væk fra patientsamtykket startede med en faglig intention om systematisk at indsamle behandlingsresultater for få farlige velafgrænsede sygdomme, i håbet om at det kunne pege på den bedst mulige behandling for kommende patienter. Cancerregistret blev skabt, og derved startede den særlige danske registertradition. Når mennesker fejler meget alvorlige og helt velafgrænsede sygdomme, vil behandlingsanbefalinger ofte være klare, og man har for disse en teoretisk idé om, at der findes en standard for bedste behandling. Med begrundelse i at det er til patientens bedste, indførte man en undtagelsesregel, der pålagde alle læger at indberette alle cancerdiagnoser og behandlinger uden samtykke fra patienten.

Problemet med standardopskrifter på behandling er, at de ofte kun fungere i en ideel verden, hvor alle andre faktorer holdes ude. Patienternes sygdomme skal være meget velafgrænsede, og personlige præferencer og hensyn til andre sygdomme skal udelukkes. En så firkantet problemforståelse af sygdomsbehandling kan selvfølgelig ikke passe på alle. Der vil altid være individuelle prioriteringer, faglige såvel som personlige, som vil spille ind. Og de læger, der i sin tid tog initiativ til at danne Cancerregistret, vidste derfor godt, at registret ikke kunne bruges til kontrol af den enkelte behandling. Det var derfor slet ikke formålet med Cancerregistret.

I 2000 fik det administrative system imidlertid øjnene op for muligheden for at anvende registre til at kontrollere, styre og regulere adfærd i sundhedsvæsenet. Idéen var at konstruere en new public management-model for faglige beslutninger og herefter løbende føre kontrol med, at systemet fungerer ensartet, optimalt og rationelt. I daglig tale kaldes det for kvalitetsstyring. I løbet af få år oprettede Det Nationale Indikatorprojekt en lang række nye kvalitetsdatabaser, hvortil læger pålagdes at indberette patienternes oplysninger.”

“De lægefaglige beslutninger er lagt i hænderne på standarder. Ved at opbygge behandlingsstandarder på baggrund af klinikske vejledninger, bygget på videnskabelig evidens om de enkelte sygdomme, har man skabt et akademisk optimalt mål for alle. Systemets mål er ensartethed. Variation og afvigelse anses for dårlig kvalitet. Problemet er, at sygdomsspecifikke “one size fits all”-modeller sjældent fungerer på mennesker i den virkelige verden. Behandlingsopskriften stiller spørgsmål ved, hvorfor du skiller dig ud, og tager ikke højde for, at forklaringen, der ligger bag, kan være ganske velovervejet.

Med begrundelse i kvalitetsforbedringer er det lykkedes både at sætte fagligheden ud af spil og at indkræve afrapportering af så store mængder data, at patientens ret til samtykke tilsidesættes på stort set alle områder. Det mest overraskende er dog, at det er sket uden at vise, at det skaber bedre resultater for patienterne. Den AlmenMedicinske Database (DAMD) kunne for nogle år siden sammenligne resultater for diabetespatienter, hvis læger enten benyttede sig af indrapportering eller ikke gjorde. Man fandt ingen forskel på behandlingsresultaterne for de to grupper. De behandlingsforbedringer, man ser hos diabetespatienter, kan altså ikke tilskrives overvågning og kontrol, men snarere ny medicin og viden.”

“Patientsamtykke og faglighed er to sider af samme sag. Administrativ kontrol er og bliver det største problem i sundhedsvæsenet i dag. Det stjæler tiden, vulgariserer professionalismen i de sundhedsfaglige beslutninger, og det ødelægger fortroligheden. Der er behov for, at selvbestemmelse og faglighed gives tilbage til patienter og læger. En revitalisering af samtykket ville kunne gøre en stor forskel.”

Læs mere: » Patienters retssikkerhed tilsidesættes (2017)

“Der skal helt særlige grunde til at ignorere hensynet til folks privatliv. Og her risikerer vi faktisk, at folk vælger ikke at fortælle alle detaljer til deres praktiserende læger, fordi de er bekymrede for, hvem der læser med. Og dermed ender det sekundære formål – forskning – med at stå i vejen for det primære formål, som er selve behandlingen.”

“Det er en udbredt misforståelse, at vi bruger sundhedsdata til at udvikle ny medicin. Det er korrekt, at vi kan bruge data til at udforske sammenhænge, men de kraftige sammenhænge er allerede fundet. Nu leder vi i stedet efter svagere mønstre såsom sjældne bivirkninger ved ny medicin.”

“Men kan du garantere, at en sådan opblødning af registerkravene ikke på sigt vil skade dansk sundhedsforskning?

“Nej, det kan jeg ikke garantere. Men de store gennembrud i den medicinske forskning er ikke kommet fra epidemiologerne. Registerforskningen kan bruges til at kigge på sammenhænge. Altså at folk, som ryger, har en bestemt type diagnoser. Men det er kun korrelationer og ikke kausaliteter, og derfor ser jeg ikke den store grund til at være bekymret.””

Læs mere: » Patientformand: Databeskyttelse vigtigere end forskning (2016)

Livshistorik, integritet og trivsel (2017)
“Der er kun en vej – hvis man bliver flosset i nogle reduktionistiske selvrealiseringskoncepter – og det er at genetablere livshistorikken – og hukommelsen for den viden man har (specielt den del, der handler om overblik – det er den, der beskytter de mentale grænser – og evnen til at filtrere indtryk fra omgivelserne) – og holde fast i det ståsted – for at undgå en form for permanent skade.

“”Skader i den frontale del af hjernen ændrer vores moralske natur, vores sociale væremåde. Familierne til de hjerneskadede siger det også: at den skadede ikke længere er den samme person, som han eller hun var før skaden. Hvis du nogensinde har set en frontal hjerneskade, der fuldstændig har ændret dét, som vi mente var den persons moralske, menneskelige natur, så er det meget svært at tro på, at der kan være nogen som helst forlængelse af jeget eller selvet uden for hjernen. Vi er vores hjerner,” siger Henry Marsh med eftertryk.”

Læs mere: » Livshistorik, integritet og trivsel (2017)

Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)
“Adfærdspsykologisk forsøg og eksperimenter i ledighedssystemet skaber helbreds- og trivselsproblemer.”

Læs mere: » Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)

UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)
“Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.

Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.

Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”

Læs mere: » UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)

Tværkulturel sammenhængskraft: Folkekirken, trosfrihed – og en uheldig sammenblanding af politik og religion

søndag, februar 19th, 2017

Grundbetingelsen for personlig trosfrihed for den enkelte er dels baseret på, at der er en adskillelse mellem politik / statsdannelse og religion. Så den individuelle trosfrihed frit kan praktiseres i privatsfæren / civilsamfundet – uden at det får betydning for tilknytningen til den offentlige systemverden. Og en anden grundbetingelse er, at trosfriheden defineres som enkeltindividets ret til selvbestemmelse – uafhængig af religiøst tilhørsforhold til etablerede religiøse samfund – eller ej. Og at den ret reguleres ud fra fælles etiske retningslinier og lovgivning omkring enkeltindividets ret til selvbestemmelse på det individuelle personlige plan.

Læs mere: » Habermas: Kolonialisering af livsverden (1991)

Trossamfundsloven (2016)
Med vedtagelsen af trossamfundsloven (december 2016), må det konstateres, at der stadig er lang vej til trosfrihed og adskillelse af politik / statsdannelse og religion. Med en række særregler, der begrænser ytringsfriheden for religiøse samfund og repræsentanter for religiøse samfund, har vi i det danske samfund fået indført en ny form for adfærdsregulerende lovgivning – i form af begrænset ytringsfrihed for en afgrænset gruppe samfundsborgere. Regulering af ytringsfriheden har hidtil været generel. Så de regler og retningslinier, der har gjort sig gældende for offentlige ytringer, var ens gældende for alle samfundsborgere.

Læs mere: » Oplæg til trossamfundslov til brug for midtvejshøring (2016)

Implementeringen af trosfrihed kræver en adskillelse mellem statsdannelse, kultur og religion (2016)
“Den måde, man bliver nødt til at arbejde med implementeringen af trosfrihed, er ved at arbejde hen imod en adskillelse mellem statsdannelse, kultur og religion.

Statsdannelsen bør være det fælles rum for alle, uanset det individuelle personlige forhold til tro og spiritualitet. Og det rum bør være funderet i en fælles etik med retningslinier, der beskytter den individuelle integritet.

Det kulturelle aspekt i forhold til religiøs tolkning bør være et arbejde, der forgår internt i de forskellige religiøse samfund. Og det gør det også allerede i vid udstrækning i af form af det, der i bred forstand kan kaldes religionskritik. Det centrale i det er, at man internt i de religiøse samfund undervejs tolker de religiøse lærevej, så de finder mening og sammenhæng med de aktuelle livsvilkår. Man kunne eventuelt overveje at støtte de forskellige religiøse samfund noget mere i udviklingen af dette arbejde?

Og så er det også vigtigt at bemærke, at feltet for trosfrihed ikke kun handler om de store verdensreligioner. Det er i bred forstand feltet for mental, spirituel og åndelig frihed, der dækker langt bredere. For det er generelt set feltet for mental sundhed. Og dermed også feltet for mental / psykisk overbelastning / ustabilitet / sygdom. Så det at arbejde frem mod individuel trosfrihed er også en nødvendig del af arbejdet for at forebygge forekomsten af psykisk overbelastning / ustabilitet / sygdom, som vi i de senere år har oplevet en kraftig stigning af i det danske samfund.”

Læs mere: » Implementeringen af trosfrihed kræver en adskillelse mellem statsdannelse, kultur og religion (2016)

Opnår folkekirken reel trosfrihed ved udspillet til ny styringsstruktur? (2014)
“Hvis en ny styringsstruktur for folkekirken, skal give folkekirken reel trosfrihed, skal strukturen kunne koordinere og styre udviklingen af de – i tilfælde af, at der sker en adskillelse af kirke og stat – så den nuværende bureaukratiske og administrative struktur i tilknytning til staten falder væk.”

Læs mere: » Opnår folkekirken reel trosfrihed ved udspillet til ny styringsstruktur? (2014)

Folkekirkens forsømte forår? (2014)
“Komma-sætningspolitik i det eksisterende skaber ingen grundlæggende forandringer i folkekirkens styringsstruktur.

Der eksisterer kun en løfteparagraf i grundloven, som kan bruges til at give folkekirken en historisk mulighed for at definere en ny selvstændig styringsstruktur.

Den mulighed får folkekirken kun en gang.

Det, der er folkekirkens dilemma, er, at det trosmæssige indhold er tæt integreret i den statslige bureaukratiske og administrative styringsmodel. Så det, der er grundlæggende vigtigt for folkekirken, er, at få adskilt form og indhold, i den nuværende styringsmodel. For efterfølgende at definere en helt ny styringsmodel, der har afsæt i det trosmæssige indhold.”

Læs mere: » Folkekirkens forsømte forår? (2014)

Folkekirkens form og indhold (2014)
“Folkekirkens store udfordring er at få adskilt form og indhold.

Og på det punkt er det vigtigt at få adskilt, hvad der hører hjemme i de forskellige sfærer: Den åndelige, den sociale og den fysiske sfære:

  • Den åndelige sfære
    • Tro: Den kristne lærevej
  • Den sociale sfære
    • Kirke: Kirken og kirkens sociale netværk
  • Den fysiske sfære
    • Tolkning: Den individuelle tolkning af den kristne lærevej, med udgangspunkt i konkrete aktuelle fysiske vilkår”

Læs mere: » Folkekirkens form og indhold (2014)

Kan “løfteparagraffen” bruges til at lovfæste en strukturændring af folkekirken (2013)
“Jeg kan ud fra et indlæg af Ricardt Riis forstå, at der i grundloven er en paragraf, der giver mulighed for at lovfæste en styrelse af folkekirken…

Spørgsmålet er, om den kan bruges til at tilføre folkekirken en koordinerende struktur, der kan binde organisationen noget bedre sammen?”

Læs mere: » Kan “løfteparagraffen” bruges til at lovfæste en strukturændring af folkekirken (2013)

Folkekirken – konfliktkultur eller samarbejdskultur? (2013)
“Der er et væld af forskellige måder man kan til at forholde sig til organisationer og organisationernes kulturer. Men det vigtigste er, at man overordnet set har nogle styringsredskaber, der kan bruges til at identificere og “løfte” problemstillingerne, så der løbende sker en konstruktiv udvikling, hvor problemstillingerne bliver afgrænset og defineret som “håndgribelige” opgaver, som der kan gøres noget håndgribelig og konkret ved. For på den måde at omsætte problemstillinger til løsningsmodeller for, hvad der skal til for at stabiliserer organisationens samarbejdsstruktur…

Først kan vi prøve at opdele organisationer i: Konfliktkulturer og samarbejdskulturer. Sker organisationsudviklingen i kraft af konflikter – eller i form af samarbejde?

Og der må vi jo nok sige, at folkekirken er “pænt” præget af en konfliktpræget “udviklingsstrategi”. Og er det hensigtsmæssigt for folkekirken, set i lyset af at dets “grundprodukt” er at skabe menneskelig “sympati” og bevægelse på individniveau? En konfliktpræget “udviklingsstrategi” kan måske være berettiget indenfor felter, hvor “produktet” vinder i kvalitet ved at blive udsat for hård konkurrence. Men det gør folkekirkens “produkt” jo ikke? Tværtimod.

Så prøver vi at sætte nogle ord på, hvad der sker i organisationer, som giver enten en konfliktpræget eller samarbejdspræget kultur.”

» Folkekirken – konfliktkultur eller samarbejdskultur? (2013)

Organisationsudvikling i folkekirken? (2013)
“Der skal være sammenhæng mellem organisationsform og “ydelse” / “produkt” for at en organisation / virksomhed / sammenhæng kan bevare sin sammenhængskraft, “producere” sit produkt og holde gang i “omsætningen”.

Først må vi se på, hvad folkekirken er for en type “virksomhed” / sammenhæng. Og Folkekirken er det, der kaldes en bevægelse – til sammenligning med en produktionsvirksomhed, en social institution eller konsulentvirksomhed.

Så hvordan hænger folkekirkens overordnede organisationsform og styringsstruktur sammen med at skulle være en bevægelse, hvor bevægelsen skal foregå på individniveau?”

Læs mere: » Organisationsudvikling i folkekirken? (2013)

Idéskitse til udvikling af mål og visioner i folkekirken (2012)
“Centralt for en god styring af mål og visioner er definitionen af kerneværdien – og rammerne for synlige konkrete mål.

Det følgende er en idéskitse til – hvordan en plan for udvikling af mål og visioner i folkekirken kunne se ud…”

» Idéskitse til udvikling af mål og visioner i folkekirken (2012)

Demokrati og demokratiudvikling (2016)
“Jeg hører til dem, der opfatter demokrati som den bedste statslige styreform. I sin grundidé. Men der findes jo mere eller mindre velfungerende demokratier.

Demokrati er ikke en statisk organisationsform. Det skal hele tiden vedligeholdes og videreudvikles.

Demokratiets største fjende er korruption og bureaukrati. Men det gælder jo alle styreformer. Og på det punkt adskiller demokrati sig ikke fra andre styreformer.”

Læs mere: » Demokrati og demokratiudvikling (2016)

Implementeringen af trosfrihed kræver en adskillelse mellem statsdannelse, kultur og religion.

søndag, juni 19th, 2016

Den måde, man bliver nødt til at arbejde med implementeringen af trosfrihed, er ved at arbejde hen imod en adskillelse mellem statsdannelse, kultur og religion.

Statsdannelsen bør være det fælles rum for alle, uanset det individuelle personlige forhold til tro og spiritualitet. Og det rum bør være funderet i en fælles etik med retningslinier, der beskytter den individuelle integritet.

Det kulturelle aspekt i forhold til religiøs tolkning bør være et arbejde, der forgår internt i de forskellige religiøse samfund. Og det gør det også allerede i vid udstrækning i af form af det, der i bred forstand kan kaldes religionskritik. Det centrale i det er, at man internt i de religiøse samfund undervejs tolker de religiøse lærevej, så de finder mening og sammenhæng med de aktuelle livsvilkår. Man kunne eventuelt overveje at støtte de forskellige religiøse samfund noget mere i udviklingen af dette arbejde?

Og så er det også vigtigt at bemærke, at feltet for trosfrihed ikke kun handler om de store verdensreligioner. Det er i bred forstand feltet for mental, spirituel og åndelig frihed, der dækker langt bredere. For det er generelt set feltet for mental sundhed. Og dermed også feltet for mental / psykisk overbelastning / ustabilitet / sygdom. Så det at arbejde frem mod individuel trosfrihed er også en nødvendig del af arbejdet for at forebygge forekomsten af psykisk overbelastning / ustabilitet / sygdom, som vi i de senere år har oplevet en kraftig stigning af i det danske samfund.

En uheldig sammenblanding af politik og religion (2016)
“Er det vejen frem – med begrænsninger i ytringsfriheden for afgrænsede grupper af befolkningen?

Det, jeg synes virker bekymrende, er, at der er tale om forskellige grader af ytringsfrihed alt efter befolkningsgruppe. Ytringsfrihed og eventuelle begrænsninger i ytringsfriheden bør altid være knyttet op på problemstillinger og emner – og være alment gældende. Ellers får vi åbnet op for en ladeport. Hvem bliver den næste befolkningsgruppe, der får speciel begrænsning i deres ytringsfrihed?”

“Bertel Haarder, skal du som kirkeminister blande dig i andre menneskers dåb? Er det ikke op til dem selv at afgøre, om de vil have en kristen dåb?

“Jo, det er det i den grad. Jeg taler kun om tidspunktet. En person, der ikke får asyl, kan få problemer, hvis han vender hjem efter at have været konverteret. Jeg tænker også på, at ingen er interesseret i, at et ønske om dåb fremsættes for at fremme en asylsag. Men jeg er fuldstændig med på, at det i sidste ende er personen selv og præsten, som bestemmer.””

Læs mere: » En uheldig sammenblanding af politik og religion (2016)

UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)
“Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.

Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.

Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”

Læs mere: » UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)

Det 3-dimensionelle samfund (1985 – 2008)
Habermas 2008
“Samtidig bør troende kunne udtrykke deres religiøse sandhed med en argumentation, der også har en sekulær gyldighed, mener han. Sker det ikke, vil det udmønte sig i en kulturkamp, hvor ekstremer i form af radikale multikulturalister og militante sekularister vil bekæmpe hinanden, siger Habermas. Han er dog ikke pessimist til trods for en skærpet tone mellem fronterne oven på terrorangrebet på World Trade Center i 2001, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og Muhammed-krisen.

Det sekulære og det religiøse skal gennem en læreproces, hvor vi anerkender et fælles medborgerskab og en kulturel forskellighed. Muslimske immigranter bør integreres sammen med deres religion og ikke ved at fravælge den. Desuden skal det blive klart for de sekulære dele af samfundet, at religion har nogle ressourcer, som kan være givtige for samfundet som helhed. For eksempel i moralsk forstand, hvis de oversættes og sættes ind i en sekulær sammenhæng, sagde han til slut foran et til randen fyldt auditorium i Århus.”

Læs mere » Habermas: Vi skal tolerere det vi afviser

Habermas 1985
“Teoretisk opererer han med en tredimensionel verdensopfattelse, som udover den ydre verden (kontrollen over naturen) består af en social verden og en indre verden. Den sociale verdens sfære er moral/etik, og menneskets indre verden er æstetik.”

Disse to andre dimensioner ville i en udvikling lig den ydre verdens, indebære en moralsk/etisk udvikling som “erstatning” for religionernes forfald, samt en terapeutisk kritik til udvikling af forståelsen af individet. En manglende udvikling af den sociale sfære og menneskets indre sfære, kan i følge Habermas resultere i at:

“Herved nærmer man sig en “endimensional” tilværelse, mens der var mulighed for et nuanceret liv i alle tre dimensioner. Denne tendens kan ses som en tiltagende kolonialisering af dagligdagen fra både markedsøkonomiens og velfærdsstatens side. Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.””

Læs mere og se konkrete eksempler fra hverdagspraksis indenfor handicapområdet: » HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner (2011)

SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)
…om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder…

Siden omhandler problemstillinger, der ligger til grund for sygdomsopfattelser og dertilhørende behandlinger.

Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt.

Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater.

Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om.

Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.

(Sundhedsprofiler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)

TROSVINKLER (196* – 201*)
…om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

Trosvinkler er et forsøg på at visualisere og beskrive nogle måder, hvorpå man kan forholde sig til det abstrakte univers som tro, åndelighed og spiritualitet er.

(Trosvinkler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» TROSVINKLER (196* – 201*)

Menneskesynet universalitet til evaluering af pædagogiske metoder, organisationsformer og andre tankesystemer

fredag, juni 17th, 2016

“Universalitet er på mange måder en diffus størrelse, som det kan være svær at definere direkte. Men ikke desto mindre er den et ganske godt redskab til evaluering af forskellige pædagogiske metoder, organisationsformer og tankesystemers anvendelse på det menneskelige plan. Hvor man med udgangspunkt i det menneskelig universelle ganske enkelt kan stille det spørgsmål: Er det i bund og grund ikke menneskelig naturstridigt?

Herunder et par eksempler til illustration.”

  • Politisk besluttede sundhedsfaglige diagnoser
  • Pædagogiske metoder
  • Tankesystemer

“Menneskelig universalitet som grundlag for evalueringer…

Som ovenstående eksempler beskriver, så kan man et langt stykke hen ad vejen fortage mange fornuftige evalueringer og vurderinger af, i hvilken udstrækning noget er menneskelig realistisk eller ej, ene og alene med udgangspunkt i det menneskelig universelle…

Og alt det, der kræver, at andre mennesker skal være i besiddelse af overnaturlige evner, være uden individuel fysisk stoflig substans, være uden selvstændig objektiv evne til at vurdere og opfatte omgivelserne – og hvad man ellers møder på – ja det gør man nok klogt i at forholde sig meget kritisk overfor…”

Læs mere:

» Menneskesynets universalitet som grundlag for evaluering af pædagogiske metoder, organisationsformer og andre tankesystemers anvendelse (2012)

UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring

tirsdag, juni 14th, 2016

Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.

Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.

Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.

Videnskabsetik (2012)
“Det er ikke alt anvendelse af de eksakte videnskaber (naturvidenskaberne) – der er naturvidenskabelig. En del af det, der foregår i anvendelsesfasen, er pseudovidenskabelig – for anvendelsen vil ikke kunne eftervises eksakt – og give det samme resultat uanset tid og sted…

Hele det pseudovidenskabelige område (det humanistiske) – bygger på mange antagelser – der ikke er videnskabelig eksakte. Så sandhedsværdien af pseudovidenskabelige konklusioner vil altid være afhængig af tid og sted.

Det er for eksempel en pseudovidenskabelig sandhed, at diabetikere ikke kan tåle at spise sukker. Hvis blodsukkeret er lavt, bør diabetikeren spise noget sukkerholdigt for at undgå et insulinchok. Så den sandhed afhænger af de faktorer der påvirker blodsukkerniveauet – og er dermed ikke eksakt og uafhængig af tid og sted.

En pseudovidenskabelig teoretisk referenceramme definerer et afgrænset “filter” / synsvinkel. Fordelene ved at bruge disse “filtre” er, at de rummer en systematisk måde at vurdere på, og dermed kan de bidrage til at se nogle tendenser, mønstre og sammenhænge. Men “løsrevne” pseudovidenskabelige sandheder bliver ofte diffuse, misvisende eller intetsigende.

Der er som ofte altid noget om noget – men under hvilke vilkår og forudsætninger?”

» Videnskab, pseudovidenskab – og uvidenskabelige pseudosandheder

“Den måde man regulerer og styrer den faglige seriøsitet i behandlingstilbuddene på det praktiske og konkrete plan, sker blandt andet gennem videnskabsetiske retningslinier.”

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik

Det socialpsykiatriske område (2016)
Det, der ligger til grund for de voldsomt belastede miljøer indenfor det socialpsykiatriske område, er en kompleksitet af menneskelige problemstillinger, på et niveau der er de menneskelige umuliges opgave for de ansatte.

Der er flere lag i problemstillingerne, der kræver særskilt opmærksomhed, for at finde løsninger på.

Det ene problem er selvfølgelig de skrabede normeringer, der er præget af stopurspolitik. Så de ansatte lever under et konstant tidspres for at lave de opgaver, der er på programmet på den afsatte tid. Det indebærer selvfølgelig et risikomoment, hvor der ikke skal meget til for at overskuddet til at opretholde den opmærksomhed, der er nødvendig for mennesker, der arbejder med voldsomme og ustabile mennesker. Det er en umiddelbar synlig problemstilling, der også nemt kan rettes op på, med en øget normering, der nedsætter tidspresset på de ansatte.

En anden problemstilling er mennesker med psykiske problemer i kombination med alvorlige behandlingskrævende misbrugsproblemer. Den gruppe mennesker bør der findes en særskilt løsning for, så de ikke belaster miljøerne for de mennesker, der udelukkende har en psykisk problemstilling, som de har brug for aflastning og hjælp til at få afklaret og stabiliseret under nogle beskyttede rammer. Mennesker, der af forskellige grunde, har nogle psykiske problemstillinger, som de har brug for aflastning til, får det jo ikke bedre af, at komme til at bo sammen med mennesker, der har alvorlige misbrugsproblemer. Der er da ikke er mange andre, der kan holde ud til at leve og bo sammen med mennesker, der har alvorlige misbrugsproblemer, uden at opfatte det som en belastning? Men løsningen på den problemstilling kan måske være lidt svære at finde en løsning på? For det vil kræve en noget mere samarbejde og koordinering i den generelle visitation til de socialpsykiatriske tilbud. Og på det punkt er systemernes verdner jo altid meget bureaukratiske, langsommelige og usmidige.

Så er der en tredje problemstilling, der heller ikke umiddelbart findes en let løsning på. Det er modsætningsforholdet mellem den måde man tænker “helbredelse” og “normalisering” af psykisk lidelser i den psykiatriske verden og den socialpsykiatriske verden. De arbejder ud fra to vidt forskellige menneskesyn.

Som de fleste, der ved bare en lille smule om psykiske lidelser, ved, så er det ret tit og ofte en konkret situation eller oplevelse, der generer / “kickstarter” den psykiske ustabile tilstand. Men i den psykiatriske verden er man ret tit og ofte ensidigt fokuseret på at “reparere” problemet som unormale menneskelige reaktioner hos den, der reagere ved at være menneskelig påvirket af et eller andet, der er sket i en eller anden konkret sammenhæng og situation. Det vil sige, at man symptombehandler de menneskelige reaktioner på konkrete oplevelser i konkrete situationer i konkrete sammenhænge. Og på den måde “normaliserer” man den kulturelle / sociale sammenhæng, hvor den konkrete oplevelse og situation, der generede / “kickstartede” den psykiske ustabile tilstand – og stigmatiserer den, der bliver personlig påvirket af det, der er sket. Det vil sige, at meget af det, der foregår i den psykiatriske verden, er en stigmatisering af menneskelige reaktioner på konkrete livssituationer, der så “normaliseres” / “behandles” ved at “dæmpe” reaktionerne – ret tit og ofte med medicin. Så det er en symptombehandling af menneskelige reaktioner på det, der er sket i en bestemt social kontekst.

Det vil sige, at mennesker reelt ikke bliver “behandlet” til et “normalt” liv, der hjælper dem videre i forhold til den problemstilling, der skabte den ustabile tilstand – i det psykiatriske system. Der dæmper man bare reaktionerne. Den efterfølgende “behandling” / stabilisering / socialisering, der skal bringe mennesker videre i livet, ligger så udelukkende i det socialpsykiatriske system. Men de mennesker, der er beskæftiget indenfor den socialpsykiatriske verden, har nødvendigvis ikke den fornødne viden og indsigt, der sætter dem i stand til at forholde sig til den oprindelige problemstilling, der genererede den psykiske ustabile tilstand, der så efterfølgende er blevet symptombehandlet i det psykiatriske system. Og hvis ikke mennesker på et eller andet tidspunkt får de ydre sociale input og muligheder, der stabiliserer den oprindelige problemstilling – så bliver de aldrig “helbredte” og kommer fri af den psykiske ustabile tilstand, der blev “kickstartet” af en konkret oplevelse i en konkret situation. Det, der “helbreder” mennesker, er individuelt “passende” sociale aktiviteter og gensidigt menneskelige ligeværdige sociale relationer i de sociale sammenhænge mennesker indgår i.

Så en hel del af det, der generer de voldsomt belastede miljøer indenfor det socialpsykiatriske område, kan ikke løses internt indenfor det socialpsykiatriske område. Det kræver forandringer i nogle af de sammenhænge, som det socialpsykiatriske område er samarbejdsmæssigt koblet sammen med. Og den forandring, der er alvorligt påkrævet, er en forandring internt i det psykiatriske system. Så det menneskesyn, der ligger til grund for behandlingen i det psykiatriske system, ligger mere på linie med det, der foregår i den socialpsykiatriske verden. Så overgangen mellem de to verdner bliver mere flydende, fordi de så i højere grad “taler samme sprog”.

» Sikkerhedsregler på bosted blev brudt, og en kvinde mistede livet (2016)

» Endnu en ansat knivoverfaldet på bosted (2016)

» Anna om sit bosted: “Havde det bedre som hjemløs” (2016)

Det psykiatriske område (2016)
Den normale praksis indenfor den psykiatrisk felt er at symptombehandle den psykiske ustabilitet som et problem, der “sidder fast på” det enkelte individ. Men dermed stabiliserer man den psykiske ustabilitet til et liv i det psykiatriske system, som er den sociale kontekst “behandlingen” finder sted. Men ikke til et liv udenfor det psykiatriske system, hvor der eksisterer en helt anden social kontekst.

Der er dog et konkret eksempel på, hvordan man ved at tænke stabilisering af psykisk ustabilitet som et spørgsmål om afgrænsning og prioritering af ydre påvirkninger og aktiviteter kan helbred skizofreni:

» Skizofrenien forsvandt da han begyndte at løbe

Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter indenfor det sociale område (2016)
Ifølge dansk lovgivning skal alt den behandling mennesker tilbydes i det danske sundhedsvæsen være naturvidenskabelig dokumenteret. Hvis ikke den behandling, mennesker tilbydes i det danske sundhedsvæsen, er naturvidenskabelig dokumenteret, så kaldes det adfærdspsykologiske forsøg med mennesker. Og det er ulovligt, kriminelt og strafbart at praktisere adfærdspsykologiske forsøg med mennesker i det danske sundhedsvæsen. Hvis man derudover legaliserer adfærdspsykologiske forsøg ved at påberåbe sig videnskabelig dækning for det, så er der tale om videnskabelig fusk og svindel. Hvilket også er strafbart.

Hvorvidt den samme videnskabelige etik gør sig gældende indenfor andre områder af den offentlige sektor?

I hvilken udstrækning man i det danske samfund har en speciel lovgivning, der legaliserer adfærdspsykologiske forsøg med mennesker baseret på sociale og personlige fordomme indenfor de sociale områder? Det er mit kendskab til jura ikke godt nok til at vurdere. Men det ændrer ikke noget ved, at der er tale om adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter med mennesker baseret på sociale og personlige fordomme. Jura eller ej.

» Dårlig etik? Kommuner køber kurser i sygdomssvindel (2016)

I form af hvilken “faglighed”, Lars Søndergård underviser kommunale ansatte i sygdomssvindel, står hen i det uvisse. For det er ikke som psykiater. Indenfor dette felt er han færdig.

» Styrelse griber ind: Lars Søndergård færdig som psykiater (2016)

Det virker lidt besynderligt, hvorfor lægekonsulenter, der allerede én gang har vist sig at være på kant med den lægefaglige etik, ikke bliver stoppet? For det er jo ikke i kraft af deres faglighed, at de forsætter deres praksis? Kun deres personlige fordomme og meninger om mennesker.

» Byrådet vil til bunds i Manniche-gate (2014)

Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet (2015)
“Alt det, vi oplever livet igennem, bliver lageret i hukommelsen. Men hjernens hukommelsessystem er en kompleks og finmasket størrelse, der bliver individuelt opbygget i de første år af vores levetid. Og det tjener blandt andet det formål, at vi bliver i stand til at navigere konstruktivt og effektivt i livet, med udgangspunkt i de erfaringer vi får lagret i hukommelsen livet igennem. Så når man dyrker hukommelsestab som et must i mentale transformationskoncepter, så smadrer man blandt andet menneskers evne til at reagere konstruktivt i fremtidige situationer, herunder at beskytte egne personlige grænser.

Vi er kun i stand til at reagere og agere konstruktivt med udgangspunkt i det indbyggede hukommelsessystem, som vi hver især har fået opbygget med en lang række forskellige oplevelser livet igennem. Og med mindre man brug for at praktisere en eller anden form for sekterisk bevidsthedsstyrende tankekontrol for at nedbryde menneskers personlige grænser og få dem til at agere som små grænseløse forsøgsdyr og robotter, så burde det jo heller ikke være noget problem?”

» Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet

» Vi er vores hjerner (Kristeligt Dagblad)

Diagnoser og tankesystemer (2014)
“Et samfund baseret på udlevelse af fantasifulde rollespil, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker

Når vi bygger hele den sociale samfundsmodel på en systembaseret registrering af individets “tilhørsforhold” til de mange forskellige roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker, bliver det for alvor absurd. For så bliver den enkeltes muligheder for helstøbte liv, “helbredelse” og “normalintegration” koblet op på, i hvilken udstrækning det kan lade sig gøre at revolutionere hele samfundsmodellen af roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker.

Så får vi fænomenet – de fremmedgjorte samfundsborgere, der bliver påduttet en ydre stereotyp identitet, der slet ikke handler om dem. De stereotype identiteter er andre menneskers opfindelse.”

» Diagnoser og tankesystemer

Stereotype identiteter og mangesidede personligheder (2014)
“”Melodien” i den måde man i et samfund konstruerer diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker er ret enkel.

Og det er den samme “melodi” uanset hvilken form for normafvigelse, der er tale om: Mental, fysisk, åndelig eller social status og livsstil.

Konstruktion af diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker
Diagnoser og minoritetskarakteristikker bliver konstrueret ved, at en gruppe mennesker bliver enige om, at der er noget sært og underligt ved nogle af de andre. Så sætter de sig ned og laver en liste over alle de ting, de har observeret og synes, der er afvigende ved de andre. Når listen er færdig, laver de et sammenkog til en definition på en personlighedstype. Derefter sætter de sig ned og tænker over, hvad de kan gøre ved dem og udsætte dem for, de der andre – så de kan blive lige så “normale” som dem selv.

Men der mangler ligesom nogen i den konstruktion – og det er de mennesker, som diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne skulle handle om.”

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog & Dagsorden (1994 – 2013)
For at skabe dialog kræves der en fælles dagsorden, som dialogen kan være centreret omkring.

En dagsorden kan være mange ting. Det kan være den form for dagsorden, som de fleste kender fra møder. Men det kan også være et begreb, som for eksempel begrebet tilgængelighed. Det kan være en overordnet rammestyring, som for eksempel servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og selvbestemmelse. Det kan være en struktur for videndeling, som alle kan relatere sig til. Og det kan være biologiske / konstanter til vurdering af spørgsmål om liv, død og menneskelig trivsel.”

Eksempler:

  • Biologi / Naturvidenskab: Liv, død og trivsel
  • Struktur: Koordinering af opgave- og videndeling
  • Rammestyring: serviceloven
  • Begreb: Tilgængelighed

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog & Dagsorden (2013)

Hjernens udvikling hos for tidligt fødte børn (2010 – 2012)
Et af de områder, hvor man er meget langt fremme i forståelsen for sammenspillet mellem ydre stimuli og hjernens udvikling, er området for tidligt fødte børn.

Hos børn, der er født for tidligt, er hjernen ikke fuldt udviklet. Men man har god erfaring med, hvordan man i kraft af ydre stimuli kan træne del af hjernen, der er fuldt udviklet, til at overtage nogle af de funktioner, som den beskadigede del af hjernen varetager hos børn, der er født med en fuldt ud færdigudviklet hjerne.

Selve træningen står forældrene for. Forældre til for tidligt fødte børn bliver indlagt sammen med barnet, og de står for den praktiske træning. Træningen består af en kombination af fysisk kontakt med forældrene, hvor barnet med jævne mellemrum bliver taget ud af kuvøsen, og lagt på brystet hos en af forældrene, og dermed får den basale fysiske menneskelig kontakt. Herudover suppleres der med konkrete øvelser i form af løft til at udvikle balanceevnen, lyde, billeder mm.

På den måde stimuleres den del af hjernen der er intakt, til at udvikle en struktur der sætter den i stand til at overtage funktionerne fra den del af hjernen, der er defekt ved fødslen. Det, der er væsentligt at bemærke ved denne træning, er, at der tale om en kombination af følelsesmæssige stimuli (Den tætte fysiske kontakt med forældrene) og fysiske øvelser.

» Videnscenter for Tidligt Fødte Børn

Området for genoptræning af senhjerneskadede (2009)
Hvordan man hos senhjerneskadede i kraft af fysisk træning kan træne den intakte del af hjernen til at overtage nogle af funktionerne hos den del af hjernen, der er beskadiget, er Anne Meiniche et godt eksempel på.

“Anne Meiniches både rørende og barske beretning om at komme ud for det, der ellers kun sker for de andre: En invaliderende trafikulykke, efterfølgende 28 timer på operationsbordet og 5 uger i koma. Om at finde tilbage til livet som 65% invalid, om kampen for at holde sammen på familien (mand og fire små piger!). Og om et dansk sundhedssystem, der udretter mirakler, men også er skandaløst mangelfuldt. Anne Meiniche (f. 1965) beretter om den trafikulykke, hvor hun kvæstes livsfarligt og hendes seksårige datter brækker ryggen. Om tiden derefter – om sygehusvæsenets og det offentlige systems rolle, genoptræningen og det enorme pres på familien.”

» To kaffe og en staveplade, Anne Meiniche (2009)

Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management (2008)
“Social- og sundhedsområderne: Hospitaler, hjemmepleje og døgninstitutioner – har i de senere år gennemgået en organisatorisk omstilling til moderne ledelsesformer. /l. 15., s.1/

I efteråret 2007, blev der sat fokus på botilbud for voksne udviklingshæmmede – og en række eksempler på svigt og overgreb, blev eksponeret i nyhedsmedierne. Der var blandt andet eksempler på et omfattende brug af magtanvendelse overfor beboerne, lemfældig brug af medicin, og mangel på lovpligtige indberetninger om den faglige praksis på bostederne. /k1, k2, k3 og k4/

Problemformulering
Opgavens formål er at belyse sammenhænge mellem: Moderne management som ledelsesform indenfor social- og sundhedsområderne; og dannelse af en faglig praksis, der som ovenstående eksempel, får karakter af svigt overfor målgruppen.

Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber, er det empiriske genstandsfelt for opgavens teoretiske perspektiver på dannelse af faglig praksis. Praksisfællesskaberne beskrives på baggrund af forskningslitteraturs analyser og resultater.

Da det er opgavens formål, at belyse sammenhænge mellem ledelsesform og faglig praksis, vil der blive inddraget flere forskellige teoretiske perspektiver, som på forskellig vis ville kunne bidrage til at belyse disse sammenhænge. Da det kan være problematisk at sammenblande flere forskellige teoretiske perspektiver i samme analyse, pga. forskelle i de teoretiske begrebers definitionsgrundlag, holdes analyserne med de forskellige perspektiver adskilte, og kun konklusionerne sammenfattes.”

“3. Sammenfatning og perspektivering
Det har været opgavens sigte at belyse sammenhænge mellem moderne management indenfor social og sundhedsområderne – og dannelse af en faglig praksis, der får karakter af svigt overfor målgruppen.

Lederens valg af rolle, har stor betydning for fællesskabets dynamik. En leder der orienterer sig mod de elitære netværker, påvirker medarbejdernes og brugergruppernes ståsteder i fællesskaberne, så deres muligheder for at opnå fuldt medlemskab af fællesskabet bliver meget begrænsede. Det kan indebære, at det bliver svære for medarbejderne og brugergrupperne, at synliggøre behov der ikke ses og opfattes ud fra lederens og det politiske systems perspektiv, og dermed får svære ved at argumentere for nødvendigheden for ressourceanvendelse til behov der er medarbejderdefinerede og brugerdefinerede. Det kan indebære, at der opstår svigt, fordi individuelle problemstillinger der ligger ud over definitionerne i de standardiserede serviceydelser bliver overset og ignoreret – og dermed ikke indgår i vurderingen af hvilke ressourcer til serviceydelser, der er behov for at tildele den enkelte bruger.

Kontraktstyringsprincippet, har betydning for hvilken form for erfaringsdannelse der kommer til at præge den faglige praksis. Jo mere serviceydelserne bliver standardiseret og fastlagt i rutiner og tidsplaner gennem kontraktstyring, jo mindre bliver råderummet og incitamentet til at professionsmedarbejderen, udvikler og lære at anvende viden-i-handling og refleksion-i- handling. To former for erfaringsdannelse, der netop sigter mod situationsbetinget problemløsning af uforudsete variable, som arbejdet med mennesker netop er meget præget af. Ud fra dette perspektiv kan der opstå svigt, gennem professionsmedarbejderens manglende evne til at praktiserer refleksion-i-handling, når hverdagen møder på ustabile og uforudsigelige behov fra brugergruppen.

Incitamentet for at medarbejderen udvikler evnen til at praktisere refleksion-i-handling svækkes af det formelle lovpligtige krav om at medarbejderen praktiserer standardiserede serviceydelser.
En anden problematik er målgruppen og medarbejdernes placering i praksisfællesskaberne. Deres mulighed for at opnå fuldt medlemskab er begrænsede, pga. af den formelle styring af arbejdets tilrettelæggelse og ressourceforbrug. Det giver et dilemma – at muligheden for fuldt medlemskab er begrænsede til formelle aftaler – og der samtidig er krav til selvstyring. En selvstyring, der fordrer høj grad af selvdisciplin og behovsundertrykkelse ved situationsbetingede behov – der ikke er omfattet af de formelle kontrakter omkring serviceydelser. Så der ligger ikke en juridisk forpligtigelse til at modsvare de situationsbetingede behov – som der heller ikke er en formel ressourcefordeling til at praktisere.

En mere uddybende analyse af problemstillingen kunne være relevant, med mere konkrete empiriske analyser af, hvordan ressourceforbruget planlægges og hvilken fleksibilitet, der gives råderum for, til at prioritere situationsbetingede behov – for både medarbejdere og målgruppen.

Det kunne for eksempel gøres med udgangspunkt i udformningen af hvordan kontrakter med brugerne udformes, og hvilke muligheder der er for at indarbejde nogle variable. Men også en analyse af, om kontrakten udformning er realistisk i forhold til de konkrete problemer, der er potentiel mulighed for, ville kunne opstå i hverdagen. Her henvises til eksemplet i bilagsmaterialet. /bilag 1, 2, 3/ . Hvor det for eksempel kunne være relevant at belyse hvilke værdier og normer der ligger til grund for om de faktorer der indgår i funktionsbeskrivelsen, og om de normer og værdier harmonerer med brugergruppens behov, ønsker og værdier. Ligesom det kunne være relevant at lave en empirisk analyse af, hvordan disse handleplans dokumenter indgår i den politiske administrations sagsbehandling.

Afslutningsvis vil jeg evaluere opgaven ud fra en arbejdsmetodisk synsvinkel. Valget af empiri baseret på forskningslitteraturs analyser og konklusioner – har givet muligheden for at beskrive problemstillingen i et mere overordnet og generelt perspektiv. Den efterfølgende belysning med forskellige teoretiske perspektiver får dermed den samme generelle og overordnede karakter. Den arbejdsmetodiske tilgang har været god til at identificere nogle mulige problematikker, der er relevante for opgavens problemstilling.

Som det fremgår af afsnit 2, så viser denne opgave også at nogle teoretiske perspektiver er mere velegnede til at belyse empiri, der er baseret på forskningslitteraturs analyser og konklusioner end andre. Dermed kan opgavens analyser også bruges som udgangspunkt til vurdering af hvilken form for empiri, det kunne være relevant at inddrage til videre belysning af problemstillingen, ved at tage udgangspunkt i hvilke teoretiske perspektiver, det kunne være interessant at bruge som analytisk perspektiv – som for eksempel intersektionalitet.

Som tidligere professionsmedarbejder indenfor social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber, har opgavens problemstilling direkte relevans for mine egne praksis erfaringer. Den subjektivitet jeg har med fra min praksiserfaring, har for mig haft den motiverende fordel, at jeg har haft let ved at identificere sammenhænge mellem de teoretiske perspektiver og den praksis jeg kender.

Ulempen ved at arbejde med en problemstilling jeg kender fra praksis, har været, at det gør det svært at fastholde objektiviteten ved anvendelsen af de analytiske perspektiver. Den problematik har influeret meget på arbejdsprocessen med opgaven, der som arbejdsmetodisk erfaring har været lærerig.”

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management (2008)

Specialpædagogik for voksne udviklingshæmmede (2002 – 2007)
Den pædagogiske problemstilling, der var central i den periode, jeg var beskæftiget indenfor området, var implementeringen af en større forståelse for udviklingen af sprog, hos mennesker der havde forskellige former for medfødte handicaps.

En af dem der var eksponent for at fremme en større forståelse for den sproglige udvikling hos mennesker med medfødte handicaps, var den norske psykolog Per Lorentzen. I den periode jeg var beskæftiget indenfor området, var Per Lorentzen tilknyttet gruppen af specialkonsulenter, der fungerede som eksterne sparringspartner, som ansatte indenfor det specialpædagogiske område kunne trække på, i den udstrækning der var behov for det.

Jeg deltog på nogle temadage med Per Lorentzen i maj 2006. Temadagene var fællearrangement for nogle af bostederne i Københavns kommune.

» Fra tilskuer til deltager – Samspil og kommunikation med voksne udviklingshæmmede, Per Lorentzen

» Fra tilskuer til deltager, Mine noter fra temadage med Per Lorentzen, maj 2006

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv, Min erfaringsbeskrivelse fra perioden indenfor det specialpædagogiske område.

Begrebet tilgængelighed (1994 – 1995)
Hos Center for Ligebehandling af Handicappede arbejdede jeg med dokumentation, definition og implementering af begrebet tilgængelighed.

Min tilgang og mit ståsted i forhold til de centralpolitiske sammenhænge var noget utraditionel. Dels var der arbejdsformen. De gamle ministerielle sammenhænge var præget af en indgroet sagsbehandlerkultur. Der sad hver medarbejder på hvert sit kontor og passede sine egne sager. Den mere åbne og samarbejdsorienterede projektarbejdsform, som jeg kom med, var ret ny for den verden.”

“Den største succes var dog, at de dokumenterende projekter, der kom ud af det, blev startskuddet til, at begrebet tilgængelighed blev et nyt omdrejningspunkt for den måde man fremadrettet arbejdede med handicappolitiske kravspecifikationer på. Det gjorde det lettere for de forskellige handicapgrupper at stille konkrete krav til både byggeri og informationsmateriale. Et af de konkrete resultater blev også en offentlig bevilling til, at man på Hjælpemiddelinstituttet oprettede et center for tilgængelighed, der skulle arbejde mere fagspecifikt videre med begrebet i relation til byggeri.”

» Begrebet tilgængelighed (1994 – 1995)

Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)
1.5. Problemkonkretisering
Dette projekts sigte, er med udgangspunkt i de eksisterende forhold for ældregruppen, at pege på hvilke mulige strategier og planer, der bør satses på, hvis man ønsker en omstilling af det offentliges rolle, som tager sigte mod en større demokratisering og mulighed for forskellighed i livsform/livsværdi for den enkelte.

Aalborg kommune er valgt som lokalitet til vurdering af “planlæggerrollen” . Dette er gjort af hensyn til fordelene ved egen lokaltilknytning, samt at Socialforvaltningen pr. 01.01.1991 omlagde strukturen på ældreområdet. Det skønnede jeg ville give nogle muligheder for at få indblik i hvilke tanker og overvejelser, der er gjort mht. relationen mellem brugeren og det offentlige.

Problemformulering
I hvilken form/grad kan det i Aalborg kommune lade sig gøre at realisere en langsigtet planlægning af ældres boforhold, som tager hensyn til folks forskelligheder set med livsformsteoriens øjne, samt giver folk mulighed for selv at tage stilling til og vælge blandt de bomuligheder der reelt er, eller kan realiseres.

Arbejdsmetode
Da projektet sigter mod perspektiver, fordrer det et overblik over faktorerne ved planlægning af boforhold for ældre, samt en bevidsthed om hvilke generelle tendenser og udviklingstræk, der er i samfundet. Arbejdsgangen har da været, at danne nogle teser og mulige løsninger gennem artikellæsning, overværelse af brugermøder, pjecer, planer mm. Herefter har jeg gennem interview med personer indenfor Aalborg Kommune, som dækker den faglige viden omkr. planlægningen af boforhold for ældre i kommunen, suppleret mit kildemateriale, samt diskuteret mulige løsningsforslag.”

Kap 5: Konklusion
Jeg vil sammenfattende opfatte det svære i at håndtere en helhedsorienteret projekttilgang, som indeholder aspekter fra den fysiske, sociale og indre verden, som et udtryk for, at denne sammenhæng er svær at finde i de eksisterende samfundsstrukturer.

De aspekter omkring ældre, ældres boforhold, som jeg har været i berøring med, gennem dette projektforløb, har givet mig et indtryk af, i hvor høj grad alt er præget af rationalisering, – penge og politisk magt. Noget der giver sig udslag i manglende evne til at give plads til de individuelle forskelligheder.

Dog er der muligheder for små skridt, også indenfor den overordnede planlægning i kommunerne, trods de klemte vilkår, som de er i økonomisk og lovmæssigt. De faktorer, som jeg har fundet væsentlige er informationssiden, og en fremtidig rolle som konsulenter og rådgivere, frem for udbydere og totalløsninger. Det er de små skridt, som planlæggeren med mit ideologiske sigte kan tage.”

» Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)

SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)
…om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder…

Siden omhandler problemstillinger, der ligger til grund for sygdomsopfattelser og dertilhørende behandlinger.

Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt.

Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater.

Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om.

Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.

(Sundhedsprofiler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)

Personlige livsoplevelser, integritet – og hjernens lagerstyring (1987 – 2016)
“Hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaing, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”

» Personlige livsoplevelser, integritet – og hjernens lagerstyring

TROSVINKLER (196* – 201*)
…om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

Trosvinkler er et forsøg på at visualisere og beskrive nogle måder, hvorpå man kan forholde sig til det abstrakte univers som tro, åndelighed og spiritualitet er.

(Trosvinkler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» TROSVINKLER (196* – 201*)