Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

Store regionale udsving i sundhedsprincipper og behandlingstilbud…

november 2nd, 2012 at 22:40

Der kan være en verden til forskel på sundhedsprincipper og behandlingstilbud fra region til region. Det var der også, under de tidligere amtsgrænser. Det problematiske med disse udsving er, at de ikke er saglige og fagligt seriøst begrundede – men udelukkende baseret på principper og meninger. Det vil være relativt begrænset, hvor store udsving der kan være ved saglige og fagligt seriøst begrundede elementer i en naturvidenskabelig behandlingssammenhæng. Så de regionale udsving og forskelle der kan være på behandlingstilbud – hører ind under kategorien politik og holdninger.

For mennesker med diabetes 1 er der meget store forskelle, alt efter hvor i landet du befinder dig. Og det har der også alle dage været. I det følgende giver jeg en række eksempler på, hvor store udsvingene har været, og stadig er.

Regionale udsving i tilbuddene for mennesker med diabetes 1…

I det nordjyske (Aalborg) havde man for 22 år siden den principielle mening, at diabetikere først selv måtte lære at regulere på deres insulin, når de havde haft diabetes 1 i mindst et år. I det midtjyske (Vejle) havde man den stik modsatte principielle mening. Der skulle nykonstaterede diabetikere helst have de hurtigtvirkende insulinprodukter fra start og selv lære at regulere på insulinen. Specielt de unge, der meget gerne skulle bibeholde et aktivt liv. Jeg boede i Aalborg, da jeg for godt 22 år siden fik konstateret diabetes 1 – og fik, “gennem nogen der kendte nogen”, kontakt med en diabetiker, der boede i Vejle. Så der var et modsatrettet udsving i principielle meninger fra det nordjyske til det midtjyske. Sådan noget er der selvfølgelig ikke nogen som helst saglig og seriøs begrundelse for. Jeg fik dengang kæmpet mig til en “særbevilling” i Aalborg, netop med begrundelsen, at der ikke var nogen som helst saglig og faglig seriøs grund til, at jeg ikke skulle have det.

Så flyttede jeg til hovedstadsområdet, og så blev udsvingene da helt abnorme.

Der var ligesom nogle ting, jeg som udgangspunkt opfattede som “sikker” viden. Et var udsving i meninger – men der var jo ligesom nogle basisting, der ikke sådan bare lige kunne mingeleres med? De naturvidenskabelige fakta?

På Køge Sygehus i Region Sjælland har man produceret en lille liste med kulhydratindholdet i grøntsager, samt en følgetekst med anbefalingen: “Nogle grøntsager, især rodfrugt indeholder lidt kulhydrat, der kan give stigning i blodsukkeret, hvis du spiser større mængder af dem. Dvs. der kan være behov for lidt insulin for at omsætte kulhydraterne. Stigningen fra grøntsager er dog lille og langsom, så derfor anbefales det ikke generelt at tage ekstra insulin, når du spiser grøntsager”… (Se listen » HER.) Jeg har fundet listen på en lukket chatside for diabetikere.

Det her er så Køge Sygehus i Region Sjælland, som åbenbart har et godt greb i, at mennesker med diabetes 1 helst skal lære at tælle kulhydrater og regulere insulinen efter det. Man har også et realistisk forhold til, hvor perfektionistisk det er godt at være. Så de små mængder kulhydrat i grøntsager har ingen praktisk betydning – og er derfor ikke noget, man behøver at gå op i at tælle og regne på. Deres kilde for næringsindholdet i madvarer, har de fra » Den lille Levnedsmiddeltabel, produceret af DTU Fødevareinstituttet. Så her befinder vi os helt sikkert på naturvidenskabelig grund.

Så vender vi blikket mod region hovedstaden. Der lavede man 2010 til 2011(?) i et samarbejde mellem Hvidovre og Bispebjerg hospitaler et forsøg, der skulle dokumentere at kulhydrattælling var en forsvarlig og acceptabel måde at regulere insulinen og en diabetes 1 på. De, der deltog som forsøgspersoner, fik så heldigvis noget godt ud af det, så det ligesom kunne blive “videnskabelig” anerkendt? Så i region hovedstaden “forsker” man sig til det, der med afsæt i den naturvidenskabelige viden fra DTU Fødevareinstituttet bliver informeret om på Køge Sygehus i region Sjælland.

Ser vi på en anden problemstilling – trivselsproblemer. Det kan for eksempel være stress i arbejdslivet. Mange af de problemstillinger er som udgangspunkt ikke anderledes for diabetikere end mennesker, der ikke har diabetes 1. Men holdningen til de problemstillinger hos diabetesambulatoriet er meget afgørende. Jeg har kunnet læse mig til, at der er diabetikere i det midtjyske, der ramler ind i trivselsproblemer, der får et samtaletilbud hos en diabetespsykolog i tilknytning til ambulatoriet. Det vil sige, at man her anerkender trivselsproblemer hos diabetikere, som noget der kan ske, og at de takles bedst med et tilbud, der hører ind under det psykologiske felt. Det vil sige trivselsproblemer, der er genereret af ydre påvirkninger i en situation eller sammenhæng. Det tilbud eksisterer ikke i region hovedstaden.

Der har man derimod forsøgt, at få trivselsproblemer hos diabetikere kørt ind under det psykiatriske område. Det vil sige, at man her definerede trivselsproblemer hos diabetikere, som noget der kommer “inde fra” hos diabetikeren. Der er meget stor forskel på, hvorvidt man definerer problemstillinger til at høre til i det psykologiske eller det psykiatriske felt. Det er forskellen på om trivselsproblemer opstår i en form for sammenspil med omgivelserne – eller om det ensidigt er noget, der skabes hos og af personen selv.

I slutningen af 90’erne kørte der forsøg på at få dokumenteret trivselsproblemer hos diabetikere som en psykiatrisk problemstilling på Bispebjerg hospital. De blev stoppet hen ad vejen, for det var jo helt galt, det der foregik. Men skiftet fra den psykiatriske fashionation og tilgang – til en psykologisk problemopfattelse er endnu ikke etableret i behandlingstilbuddene. Så der blev (så vidt jeg ved) sat en stopper for det værste, uden at der blev etableret noget andet i stedet. Så i region hovedstaden er de trivselsproblemer – som i øvrigt også rigtig mange ikke-diabetikere ramler ind i på et tidspunkt – ikke nogens bord. Der kommer diabetikere i klemme mellem diabetesambulatoriet, der ikke har noget professionelt samtaletilbud overhovedet, efter at psykiatrien blev skrottet ud – og den praktiserende læge, der bliver klemt af, at det er diabetesambulatoriet, der repræsenterer den faglige ekspertise, når det gælder mennesker med diabetes 1.

Et langt stykke hen ad vejen er mennesker med diabetes 1 bedst tjent med at få de samme samtaletilbud som mennesker, der ikke har diabetes 1, når det gælder trivselsproblemer. Det er jo den samme problemstilling i arbejdsmiljøet, der gør sig gældende for alle i sammenhængen, når en hel arbejdsplads knækker ned med stress, og arbejdstilsynet må gribe ind med virksomhedspsykologer for at få det stabiliseret. (Sådan som jeg har oplevet det) Så den problemstilling har som udgangspunkt ikke noget med diabetes 1 at gøre. Og de mennesker, der beskæftiger sig med arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress, er nok de, der repræsenterer ekspertisen på det felt? Men en diabetespsykolog er nok trods alt bedre end ingenting? Og ingenting er så langt bedre end psykiatriske eksperimenter. Forskellen i tilbuddene viser en stor forskel i holdningen til mennesker med diabetes 1. Og den psykologiske tilgang til trivselsproblemer er den, der er i overensstemmelse med det saglige og fagligt seriøse. Så den tilgang indebærer ikke de helt store “katastrofer”. Hvor gode diabetespsykologerne er, når det gælder de forskellige problemstillinger, man kan ramle ind i? Det nok meget forskelligt?

Hvad skal du lede efter?

Overordnet set, så følger hospitalerne indenfor de samme regionsområder, de samme overordnede behandlingsprincipper. Alt hvad der sker af forsøg, ændringer i behandlings- og rådgivningstilbud, ligger indenfor de samme godkendende principielle rammer – i det samme regionsområde. Derfra kan der så være udsving fra det enkelte hospital og den enkelte læge. Med stadig under de samme overordnede retningslinier.

Så det der er muligt på et hospital i en region, vil også kunne forekomme på et andet hospital i samme regionsområde. Når kulhydratælling for eksempel bliver anerkendt som et felt for forsøg på et eller to hospitaler i hovedstadsregionen, så er det tvivlsomt, om de øvrige hospitaler i hovedstadsregionen er længere fremme på det felt. Hvorimod region Sjælland med Køge hospital – som udgangspunkt kan formodes at have en anden tilgang til det.

Det, man kan se på og sortere efter, er det skriftlige informationsmateriale til patienterne, som for eksempel » listen over kulhydratindholdet i grøntsager fra Køge hospital. Her er du rimelig sikker på, at du ikke ramler ind i problemet med behandlere, der ikke anerkender den viden og den måde at regulere insulinen og diabetes 1. Det kan du som udgangspunkt ikke vide dig sikker på, hvis ikke der findes skriftlig information om emnet.

En anden sorteringsvinkel er, om der eksisterer diabetespsykologer i tilknytning til hospitalets rådgivningstilbud. For så kan du som udgangspunkt være nogenlunde tryg ved, at man i den sammenhæng anerkender de eventuelle trivselsproblemer, du kan få – for eksempel stressede arbejdsmiljøer – som problemstillinger, der hører ind under det psykologiske felt (reaktioner på ydre påvirkninger) – og ikke det psykiatriske (fejlen ved dit indre jeg). Det kan du som udgangspunkt ikke vide dig sikker på, hvis ikke der findes en form for professionelt samtaletilbud i tilknytning til ambulatoriet på hospitalet.

Sorte pletter på landkortet?

Så med ovenstående i mente, så er region hovedstaden en sort plet på landkortet for mennesker med diabetes 1. Hvorimod mulighederne for at finde de gode behandlingstilbud ser bedre ud i det midtjyske og region Sjælland. Sikker kan man aldrig være eller blive. Men som en eller anden form for overordnet rettesnor…

Statslig styring af sundhedsområdet?

Det virker til, at den eneste løsning på problemet med de store udsving i sundhedsprincipper og behandlingstilbud vil være en mere central styring. Nedlæggelse af regionerne – så sundhedsvæsnet overgår til statslig styring. Det har jo altid stået hospitalerne frit for at samarbejde fagligt på tværs af både de tidligere amtsgrænser og de nuværende regionale grænser. Men det sker bare ikke. Det ligger åbenbart meget indbygget i sundhedsvæsnet, at de administrative strukturer i form af enten amter eller regioner, er nogle små lukkede enklaver, der lever helt deres eget liv uden samarbejdsmæssig kontakt til hinanden.

Det vil selvfølgelig ikke løse problemet med løbende diskussioner af behandlingstilbuddene. Men det vil have den fordel, at der kun vil være et ensartet behandlingstilbud at forholde sig til og tage diskussionen om. Og det vil uden tvivl lette en del – fra patientside. Det vil blive mere klart og tydeligt, hvad der er af tilbud og muligheder indenfor et behandlingsområde. Og på den måde vil det formodentlig også blive lettere at komme de dårlige tendenser og praksisser til livs. For de vil ramme hele målgruppen – og ikke, som det er nu, kun en begrænset del, alt efter hvilken læge, på hvilket hospital – i hvilken region – den enkelte ramler ind i…

» Det personlige, faglig – og professionelle…

» Fag, professioner – og professionalisme…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» Samarbejdsproblemerne i sundhedsvæsnet går hårdt ud over patienterne…

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser…

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>