Samfundet på tværs…

|

…af Ulla Thorup Nielsen…

På ”tværs” – i en ”skæv” verden…

juni 8th, 2012 at 18:17

Det er ikke alle sammenhænge, der er præget af forudsigelighed, rutiner og orden. Det var der ikke ret meget af på de bosteder for voksne udviklingshæmmede, hvor jeg i en periode arbejdede.

På en nattevagt kom jeg helt tilfældigt til at forstyrre en indbrudstyv.

Jeg havde på et tidspunkt nogle papirer, som jeg lige ville smutte ned på kontoret med. Jeg har et lidt hurtigt trav, og efter at jeg havde fået låst op til kontoret, nåede jeg i fuld fart lige at få bremset op, inden jeg ramlede ind i arkivskabet, der var blevet flyttet ud midt i lokalet. Jeg var hurtig til at orientere mig, og kunne se at terrassedøren stod åben – og så fik jeg ellers travlt med at få vendt omkring, og komme ud igen. Jeg råbte til den vikar, der var på arbejde sammen med mig, at vi havde indbrud – og så løb jeg alt hvad jeg kunne, op i køkkenet hvor telefonen stod. Min vikarkollega kom flyvende bagefter i fuld fart. Hun var ellers sådan en lille firskåren model, der ikke kunne flytte sig ret hurtigt – men der nærmest fløj hun.

Jeg fik ringet til nattevagten på nabobostedet, der havde adgang til kontoret fra den anden side, og så aftalte vi at mødes fra hver side af kontoret, for at se hvad der havde været gang i. Der var rodet godt rundt, og havde været gang i et forsøg på at brække pengeskabet op. Lidt omsonst, for der ligger selvfølgelig ikke penge i pengeskabet på et bosted, kun papirer.

Jeg ringede til politiet, så de kunne komme ud og se på det. De kom ret hurtigt. Der gik vist ikke ret meget mere end 10 minutter, så var de der. De gjorde i den periode en særlig indsats mod indbrud på bostederne – vi var meget plaget af dem. Betjentene kiggede sig lidt omkring. Det var et godt planlagt indbrud, for censoren, der tændte lyset ved bevægelse i lokalet, var blevet drejet, så indbrudstyven kunne arbejde uforstyrret uden at blive filmet af videoovervågningen.

Min vikarkollega var skræmt fra vid og sans, og stod og vippede nervøst fra den ene fod til den anden – og sagde ikke en lyd. Det gjorde nabo-nattevagten til gengæld. Hun havde tendens til selvsving. Og den tendens brød selvfølgelig ud i lys lue den nat. Hun havde nogle meget lange fingre. Det er der nogle mennesker, der har. Og når hun gik i selvsving, så kom pegefingeren på banen. En meget meget lang pegefinger, der baskede i luften som en pegepind.

Betjentene mente i første omgang ikke, at vi måtte røre låsen til terrassedøren, før kriminalpolitiet på dagholdet havde været ude og lave tekniske undersøgelser. Det var jeg ikke begejstret for. Vi kunne jo ikke have den dør til at stå pivåben hele natten, når der havde været godt organiserede indbrudstyve på spil. Hvad nu hvis de vendte tilbage? Den selvsvingende “pegefinger” snakkede meget højlydt. Vi var en køn forsamling. Heldigvis var det et par meget rolige betjente, der fik hendes selvsving stoppet. Og så fik jeg en fornuftig snak med betjentene, og en aftale om, at jeg godt måtte ringe til en låsesmed, så låsen kunne blive skiftet. Jeg fik instrukser i hvordan låsesmeden skulle skifte låsetromlen, så de spor, som skulle teknisk undersøges, ikke blev ødelagt.

Låsesmeden kom også ret hurtigt, efter at jeg havde ringet efter ham. Låsen blev skiftet som aftalt med betjentene – og den gamle lås blev lagt i en pose. Og så kunne vi få døren lukket igen.

Jeg havde lidt nervøse “efterveer” ovenpå oplevelsen. Så alle lyde blev ligesom ekstra forstærket. Der er meget lydt om natten på sådan et bosted. Specielt når det blæser. Der er mange grene, der “kradser” på vinduerne. Små bump mod væggene. Raslen i træerne og bladene udenfor.

På et tidspunkt var jeg på toilettet. Og pludselig lød der ligesom et bump mod ydervæggen. Jeg fik et “flip” og begyndte at råbe hjælp (Jeg er det, der kan kaldes impulsiv ud-ad-reagerende.) – til min vikarkollega inde i stuen. Der skete ikke noget. Jeg fik mig gjort færdig og skyndte mig ind i stuen, hvor min vikarkollega stod og trippede midt i lokalet, ved siden af en kurv med vasketøj. Jeg spurgte, om hun ikke havde hørt, at jeg råbte hjælp. Jo – svarede hun. Jeg skulle lige til at spørge, hvorfor hun så ikke var kommet og reddede mig. Men – dumt spørgsmål – hun var jo skræmt fra vid og sans. Og så kunne jeg ikke lade være med at grine. Der var noget absurd komisk og halvskørt ved hele sceneriet.

Da det blev morgen, skulle jeg have fat i den leder, der havde tilkaldevagten – for at høre hvad de skulle bruge til det videre forløb med politiet. Det holdt lidt hårdt at få fat i lederen. Godt politiet og låsesmeden var lettere at få fat i. Men det lykkedes da til sidst – og så kunne jeg afrunde endnu en af mange vagter i en “skæv” verden, med en times overarbejde og en skriftlig beskrivelse af hændelsesforløbet omkring indbruddet.

Meget kunne man sige om denne “skæve” verden – men kedeligt var det ikke. Der var aldrig to dage eller nætter, der var ens. Der skete altid et eller andet mere eller mindre halvskørt og anarkistisk.

En “skæv” verden – der kun er for uhøjtidelige mennesker – med selvironi, humor og et sundt “ego”…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Rock Hard” – Suzi Quatro…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>