Arkiv over kategorien Foucault

Introduktion til Foucault: Viden, magt og subjekt

Menneskesyn: Mennesket er en social konstruktion af sin samtid. Der eksisterer ikke et selv, der er uafhængig af sin historiske kontekst.

Genstandsfelt: De relationer mellem mennesker, der gør mennesker til subjekter.

Forskningsmetode: Etnologiske casestudier af historiske eksempler

Central problemstilling: Statsmagtens styring af subjektdannelsen.

Sproget og begrebernes betydning læres af den kultur vi lever i.

Vi integreres i de kulturelle normer, ved den selvforståelse vi får – med det sprog og de begreber vi har lært.

, , ,

Ingen Kommentarer

Foucault: Subjekt og magt

Kilde: Foucault, Michel (1994). “The Subject and Power”

Why study power: The question of the subjectFoucaults genstandsfelt har været at studere, forskellige måder hvorpå vi i vores kultur gør mennesker til subjekter.

Hans arbejde har omfattet tre måder, det foregår på:

  1. Metoder der giver viden status af videnskab (objektivisering af sproget, objektivisering af produktivitet i økonomisk perspektiv, objektivisering af det at være i live historisk og biologisk…)
  2. Den adskillende praksis – hvor subjektet enten er adskilt fra sig selv eller andre: I termerne gal, normal – syg, rask – kriminel, god…
  3. Hvordan mennesker gør dem selv til subjekter – eksempel vedrørende seksualitet, subjekt for seksualitet.

Det er subjektet og ikke magten, der er det centrale tema for hans studier.

Baggrunden for Foucaults interesse for magt bunder i manglen på teorier, der beskæftigede sig med magtbegrebet til forståelse for mekanismerne ved objektivisering af subjektet.

Analytisk arbejder kræver et koncept /ramme for at være objektiv. Der var behov for – en historisk forståelse for hvordan vi former vores samfundskoncepter – og en forståelse for den aktuelle virkelighed det foregår i.

Sammenhængen mellem politisk rationalitet og magt. Den har eksisteret altid – også i vores tid. Vi er fanget i vores egne historie.

Foucault forsøger at skabe en mere empirisk og direkte sammenhæng mellem politisk rationalitet og magt – ved at implicere sammenhænge mellem teori og praksis. Eksempel: For at forstå hvad samfundet mener om normalitet – så undersøg hvad det mener om galskab.

Fællestræk ved anti-autoritære kampe:

  1. Det er tværgående kampe (er ikke knyttet til lande og lokaliteter)
  2. Målet er magtens effekt som sådan (læger udøver ukontrolleret magt over menneskers kroppe)
  3. Det er nærværende kampe (de bekæmper ikke den overordnede fjende, men den der er tættest på og udøver magten)
  4. Kampene sætter spørgsmålstegn ved individernes status. Kampe imod den statslige magt over individualiseringen.
  5. Kampe imod videns-magt
  6. Kampe imod en videnskabelig og administrativ definition af hvem vi er som mennesker

To former for subjektforståelse:

  1. Subjekt for andre ved kontrol og afhængighed
  2. Selvforståelse knyttet til mennesket selv

Generelt kan der defineres 3 former for sociale kampe:

  1. Imod dominerende koncepter (etisk, religiøse, sociale)
  2. Imod udnyttelse der adskiller mennesker fra det de producerer
  3. Imod det der knytter individet til ham selv, og fremstiller ham sådan overfor andre

Kampene har altid eksisteret – i forskellige perioder har noget været mere fremherskende end andet.

I vores tid er det subjektgørelsen, der er mest central.

Statens magt er både en individualiserende og en totalitær magt.

Den teknik, der er knyttet til vestlige statsmagters magtudøvelse, ligger i forlængelse af den kristne kirke – og kan kaldes pastoral magt.

Pastoral magt:

  1. Målet er at sikre individuel frelse i livet efter døden
  2. Forsagelse og ofre for flokkens frelse
  3. Har øje for det enkelte individ – hele livet
  4. Er rettet mod menneskets indre – og viden om menneskets indre er nødvendig for at praktiserer den

Denne form for magt er frelse orienteret. Den er åndelig, individualiserende, den er samtidig og sammenhængende med livet, den er kædet sammen med produktion af sandhed – sandheden om det individuelle selv.

Den form – er nu spredt ud over en kompleksitet af andre sammenhænge.

På en måde kan vi opfatte staten som en matrix af individualiserende metoder – eller en ny pastoral magt.

Den nye pastorale magt:

  1. Ændring af objektet. Nu gælder frelsen dette liv – helbred, velvære, tryghed mm. Verdslige mål erstatter de religiøse.
  2. Andre instanser overtager den pastorale rolle – institutioner, embedsmænd, familien mm
  3. Udvikling af teknologi der er fokuseret på to roller: En globaliserende og kvantitativ med fokus på befolkningen; en anden analytisk med fokus på det enkelte individ.

På den måde er en pastoral magt, der har været knyttet til en religiøs institution – nu bredt ud over hele det sociale område.

Den nutidige filosofiske, etiske, politiske problemstilling er at frigøre os både fra staten, og den individualisering der er knyttet til staten.

How is power exercised?Det der karakteriserer den magt, Foucault analyserer, er den, der bringes i spil i relationerne mellem individer (eller grupper). Han interesserer sig for magtrelationer – ikke magten i sig selv.

Begrebsafklaring:
Den magt der ligger i lovgivning, institutioner, ideologier, – og det vi forstår ved magtmekanismer og magtstrukturer – indbefatter at vi opfatter det, som nogen der udøver magt over andre.

Begrebet magt er defineret af relationer mellem partnere.

En skelnen mellem tre typer af relationer, der ofte overlapper hinanden:

  1. Magt relationer
  2. Kommunikationens relationer
  3. Produktive aktiviteter

Kommunikationens relationer producerer meninger – tegn og symboler.

Disse relationer forekommer i uformelle relationer mellem mennesker. Men der findes også blogge – for eksempel uddannelsessytemet, der sætter vurdering af ressourcer, kommunikation og magt relationer i system.

Disse systemer disciplinerer individerne – gennem belønningssystemer – i et pyramidelignende hierarki.

Det der er sket i Europa, er at der er opstået en mere kontrolleret, rationel, og økonomisk vurderende proces i relationerne mellem produktive aktiviteter, kommunikations netværker, og “spillet” i magt relationer.

Magtrelationer er genstanden for analyse – og det begreb er nu adskilt fra kommunikations relationer og produktive relationer.

What constitutes the specificity of power relations?Magtrelationer opererer med muligheder, som har en “natur” som det aktive subjekt er i stand til at “indskrive” i sig selv.

I magtrelationer udøves magten over frie subjekter. I modsætning til den magt, der udøves over for eksempel slaver – men her er der ikke tale om en magtrelation mellem partnere.

En magtrelation forudsætter at den magten udøves overfor er fri – og har en valgmulighed.

How is one to analyze the power relationship?Relations of power and relations of strategy

, , ,

Ingen Kommentarer

Foucault: Det tomme menneske og selvets historie

(Kilde: Heede, Dag (1992). Det tomme menneske.)

1: Foucaults position
Foucault beskriver sig selv som samtidsdiagnostiker og etnolog – med vores kultur som genstandsfelt.
Centralt til forståelsen for Foucault står hans opfattelse af begrebet individ – der i hans kontekst er magtens sprog. Det at blive defineret som individ, er en afgrænsning og definition der tjener et formål i et cellestruktureret og hierarkisk system. Individet er et produkt af magten.

Han tog selv afstand fra at blive placeret som repræsentant for noget – hans person var ligegyldig for hans ord.

Hans ståsted i sine værker – kan bedst beskrives som et andetsted.

Hans idealer for den perfekte intellektuelle er at foretage topografiske og geologiske kortlægninger af slagmarken.

Foucault eliminerer også begrebet oprindelig og den historiske fornuft. Han tager afstand fra metafysiske sandheder. Han ser verden som bestående af gensidige relationer og de bestandige kløfter mellem intentionerne i relation til hinanden.

2: Selvets historie
Det gennemgående i Foucaults projekt er opfattelsen af selvet. Det moderne selv.

Det Foucault opfatter som den største undertrykkende fare, er den selvopfattelse der knytter individualiseringen og subjektgørelsen til statsmagtens definition af individ og subjekt.

Frihed er i Foucaults perspektiv er en af-individualisering, for at subjektet kan finde et frirum for selv-opfindelse og selv-forvaltning.

I Foucaults perspektiv eksisterer der ikke et subjekt i meta fysisk forstand. Der er ikke noget der karakteriserer subjektet på en måde, så det er det altid er det samme uanset historiskkontekst.

Subjektet er et produkt af den historiske samtid – og definerer sig i forhold til den historiske samtid.

Foucault beskæftiger sig med hvad mennesket ikke er – og hans projekt er et opgør med herskende sandheder om selvet.

Magtteori er for Foucault et redskab til forståelse af selvet.

Det moderne subjekt er spundet ind i en kompleksitet af teknologier, der på en gang individualiserer den enkelte, men også styrer og objektiviserer den enkelte. De teknologier Foucault peger på er de statslige / samtidsaktuelle selvstyringsteknologier på det personlige og sociale område vi selv vælger i illusionen om et lykkeligt liv: Samlivseksperter, sex- og sundhedseksperter, pædagoger, psykologer, vismænd, jurister mm.

Det moderne subjekt er slave af den statslige definition af placeringen som individ – i relation til andre individer. Og den individuelle stræben efter en anerkendt og god individplacering – er med til at fastholde subjektet som objekt for denne statslige individualisering.

Det moderne subjekt er ikke frit.

, , ,

Ingen Kommentarer

Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

(Studieoplæg – Pædagogik KUA – Faget historisk – 2008)

Michel Foucault bliver klassificeret til at være poststrukturalist. Denne klassificering er relevant til forståelsen for, hvilket menneskesyn og dermed grundforudsætninger han bygger sit teoretiske arbejde på – og dermed også relevant til en vurdering af, hvilke styrker og svagheder der er ved anvendelsen af hans teoretiske synsvinkler.

Poststrukturalist
En strukturalist er en der tror, at mennesket er et produkt af de samfundsstrukturer det lever under. Til forskel fra en eksistentialist der tror på menneskets frie vilje, og mennesket som et produkt af sine frie valg.

Poststrukturalisme knytter sig til det postmoderne. Hvor det postmoderne er et opgør med det moderne, der var præget af de store fortællinger og troen på en universel sandhed, der gav livets mening i historisk perspektiv. Så det er et opgør med de religiøse, metafysiske og historiefilosofiske forklaringer – der har været brugt til at give livet, og livets vilkår mening.

I Foucaults perspektiv eksisterer der ikke et subjekt der kan kaldes menneske, som historisk har udviklet sig under skiftende forhold. For ham er mennesket en ren historisk konstruktion af den epoke det lever i, uden evne til at forholde sig objektivt til sin egen samtid – fordi mennesket selv er samtiden. Et kritikpunkt ved Foucaults grundforudsætninger er: Hvordan hans eget teoretiske arbejde kan have teoretisk gyldighed, hvis mennesket ikke har evnen til at være analytisk objektive overfor deres egen samtid.

Den form for magt som Foucault beskæftiger sig med, er den der ligger i samfundsstrukturen og samfundsnormen – ikke den der ligger i de demokratiske og juridiske magtinstanser.

Et eksempel på den magtinstans der ligger i normen og strukturen: Kan være arbejdsmarkedstilknytningen, som i vores samfund bliver tillagt en høj grad af identitetsskabende værdi.

Det har høj status at være karriereorienteret, veluddannet – og være forandringsparate og motiveret for løbende udvikling af viden og færdigheder. Det giver lav status at være ledig – og mangle ressourcer til selv at takle ledigheden.

Den problemstilling bliver forstærket af sociale projekter og analyser, der definerer befolkningsgrupper som enten ressourcestærke eller tabere i det officielle system. For ledige gælder der en rangering i matchgrupper, alt efter hvor tæt den enkelte er på at matche de krav der er defineret til en effektiv arbejdskraft.

I Foucaults perspektiv så påvirker den form for rangering vores måde at takle livet på. Vi påvirkes af frygten for at blive marginaliseret i forhold til samfundsnormen og samfundsstrukturen. Det er ikke juridisk kriminelt at være ressourcesvag i forhold til arbejdsmarkedet – men det har betydning for den sociale status i samfundet.

En anden central pointe hos Foucault, er det individuelle præg. Vi bliver alle defineret og registret individuelt – og dermed rangeret i forhold til hinanden. Og på den måde forbinder samfundsnormen og strukturen det særskilte / individuelle med mangfoldigheden – gennem en rangering.

Overordnet kan disciplinerings metoder karakteriseres, som metoder, der på forskellig vis definerer og rangordner individer i forhold til hinanden. Visuelt kan det forstås som en cellestruktur, hvor individerne defineres med en celleplacering.

Metoderne er mangfoldige – og findes i mange variationer. De metoder der her beskrives er kun eksempler, og repræsenterer forskellige karakterer af metoder.
En anden central pointe, er at det ikke er den enkelte metode, der giver disciplinering – der er metodernes påvirkning i samspil med hinanden.

Fordeling af individer i rummet: Eksempler: Elever med faste pladser i et klasselokale efter evner, alder mm.; Medarbejdere med faste pladser i en produktionsafdeling – efter funktion.

Organisering af tid: Indretning af dagen med tid til bestemte funktioner.

Organisering af viden: Opdeling af hvilken viden bestemte individer skal være i besiddelse af – i modsætning til den mere helhedsorienterede viden hos alle individer – ved f.eks. produktion af et produkt. Kan også kaldes en decentralisering af viden.

Arkitektur og hierarki: Indretning af bygninger og lokaler – så arkitekturen understøtter en rangering af individerne. Eksempler: Podier i klasseværelser, så læreren har overblik over eleverne; små vinduer i døre, så det er let for en der går forbi, at se hvad der foregår i rummet; sammensætte individer med fællestræk i afdelinger, som f.eks. på hospitaler.

Normalisering: Fremhævelse og belønning af bestemte normer og karaktertræk, der på den måde bliver efterstræbelsesværdige at opnå.

Rangering: Eksaminer, evalueringer og karaktergivninger i forskellige former, er med til at rangere individerne i forhold til hinanden. Men også andre former for resultatvurderinger, i f.eks. arbejdslivet, er med til at rangere individer som gode og dårlige – og lægger et pres på den enkelte om at forbedre sig.

Sprog / kommunikation: Indenfor mange områder af livet gør vi brug af sprogets signalværdi – så enkle ord og kommandoer kan bruges om mere sammensatte funktioner og handlinger. Det medfører også nødvendigheden af at tilegne sig viden om disse sproglige signaler, for at kunne agere i forhold til et livsområde og samfundssammenhæng.

Disciplinering: Pointen i Foucaults fremstilling af disciplinering er, at mennesker for at indgå i samfunds- og arbejdslivet må lære at agere på en bestemt måde – ellers bliver de ekskluderet – hvilket er disciplineringens afstraffelse.

Selvtvang / selvdisciplinering: Det udefrakommende krav til disciplinering – bliver til selvdisciplinering / selvtvang, når det enkelte individ selv bliver bærer af de normer der styrer disciplineringen, og derfor kræver af sig selv, at skulle lever op til normerne.

Afslutningsvis beskrives de karakteristika der adskiller disciplinering fra synlig magtudøvelse.
Den centrale pointe hos Foucault er, at selvom vi har fjernet synlig magtudøvelse – så ligger der i den disciplinerende samfundsopdragelse en magtudøvelse – som kan opfattes som meget omsorgsfuld, humanistisk og positiv – men det er også et krav til samfundsborgerne om at være nyttige og effektive.

Fokus på processen – frem for fokus på resultater. Et eksempel kan tages fra den måde soldater trænes i at arbejde sammen og være strategiske – frem for tidligere tiders fokus på at vinde – ved at have en stor men ikke særlig trænes hær.

Fokus på detaljen – frem for fokus på helheden. Her kan vi igen bruge eksemplet fra militæret – hvor nutidens soldater trænes i præcision og våbenteknik – frem for tidligere tiders fokus på mængden af soldater.

Det elementære – frem for det eksemplariske. Succeskriteriet ved disciplineringen består i at mestre de elementære færdigheder indenfor job, sundhed og det sociale liv – frem for den autoritet det tidligere gav at være for eksempel læge, lærer og kongelig.

Dressur af kroppens færdigheder – frem for krav til resultater. Et eksempel kan være den udvikling der er sket indenfor hjemmeplejen – hvor der nu er krav om anvendelse af bestemte løfteteknikker ved hjælp til personlig pleje – hvor der tidligere ikke var nogen krav. Kravene fremmer kroppens evne til at yde det maksimale – længst muligt.

Den lydige og effektive krop – frem for magt over kroppen (slaveri). I uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet trænes vi i at bruge os selv på en effektiv måde – rigtige skrivestillinger – læseteknik – løfteteknik osv. Og vi anerkendes og belønnes for den lydighed og effektivitet – og det er belønningen der styrer vores behov og ønske om at disciplinere vores færdigheder – og det har afløst fortidens synlige magt og ejendomsret over kroppen, som vi kender det fra fysisk afstraffelse i skolerne, og fra slaveri, – i Danmark udtrykt som herremændenes ejendomsret over deres bønder og tjenestefolk.

Usynlige undertrykkere og synlige undertrykte – frem for synlige undertrykkere og usynlige undertrykte. Når magten ligger i en norm og struktur – er der ikke en enkelt person, der repræsenterer magten. Den repræsenteres af procedurer og alle de der bærer normen. Derimod er de undertrykte synlige – gennem den individuelle registrering og rangering i strukturen.

Individualisering – frem for mangfoldigheden. Individualiseringen er en central pointe ved disciplineringen. Fra at tilhøre en mangfoldighed – f.eks. arbejderklassen – har den enkelte fået status af individ – og bliver registret som individ – med individuelle færdigheder, og individuelle sociale vilkår.

Det analyserbare objektgjorte individ – frem for mangfoldigheden. Ved at få status af individ – og blive registret som individ – er den enkelte også blevet et objekt for analyse – ved bedømmelse af evner, helbred og socialt liv.

Litteratur og kilderOpslag i leksikon for det 21. Århundrede, under:
Strukturalisme
Foucault, Michel
Postmodernisme
Eksistentialisme

Peter Aasen: “Den store innesperringen – Skolens historie i lys av Michel Foucaults socialiseringsteori” fra “Takten, takten, pass på takten – Studier i den offentlige oppdragelsens historie” af Peter Aasen – redigeret af Alfred Oftedal Telhaug. Forlag: Ad notam Gyldendal, Oslo.

Michel Foucault: “Disciplin” fra “Overvågning og straf” af Michel Foucault. Forlag: Det lille forlag.

, ,

Ingen Kommentarer