SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS…

Jeg kan ikke længere huske. Vi stod udenfor. Der var pause. Vi havde teammøde. T var ved at miste hukommelsen. Jeg kom forbi kontoret, da jeg var på vej til toilettet. Den tur til hospitalet med Y, kan T tage. Hun har styr på det. Jeg stoppede op, T skal ikke sættes på flere opgaver, hun er ved at miste hukommelsen. Jamen hun havde selv sagt ja, og hun er så god til det. Jeg gik ned og fandt et par medarbejdere fra en af de andre boenheder, som havde været i huset længere end jeg. Sagde, at T var ved at miste hukommelsen, men ikke selv sagde fra overfor at blive sat på flere opgaver. Der gik nogle dage. T var blevet sygemeldt. Hun var kollapset med stress.

N fortalte, at hun var blevet observeret af en fra ledelsen, mens hun hjalp Y med at spise. Hun havde fået at vide, at lederen havde set, at N ind imellem vendte hovedet og snakkede med en kollega, der sad på den anden side af bordet. Hvis hun i stedet vendte ryggen til bordet og lod være med at vende hovedet – så kunne hun spare 10 minutter på hjælpen til Y’s spisning.

Det var langt ude, det her…

Efter beboerferien kunne jeg ikke komme ovenpå igen. Jeg havde noget ferie. Den brugte jeg på at få “rillen” ud af hovedet igen. Men det kunne jeg ikke. Ferieturen blev ved med at køre i hovedet på mig. Som en film jeg ikke kunne slukke for.

Jeg forsøgte at få en snak med en af lederne, da jeg mødte på job igen. Fik at vide, at det sådan set bare var ærgerligt for mig. Jeg svigtede teamet og beboerne. De andre blev usikre, når jeg ikke havde det godt. Beboerne elskede mig. Jeg var meget elsket af beboerne. De hang efter mig, når jeg var på arbejde. Om jeg ikke syntes, at det var synd for beboerne?

Åh jo – det var selvfølgelig da meget synd for beboerne, at de boede et sted – hvor arbejdsmiljøet var så råddent, at medarbejderne kollapsede på stribe. Og ja – beboeren hang efter mig. Jeg havde brug for aflastning.

Jeg holdt et par arbejdsdage mere. Så kunne jeg ikke mere – og meldte mig syg.

Så skulle jeg til “omsorgssamtale”. Jeg havde set, hvad de gik ud på. Når en medarbejder kollapsede, kom de til “omsorgsamtale”, bagefter var de væk. Blevet presset til at sige op. Og så fik vi en forklaring, der gik på, at de havde fundet ud af, at de ikke egnede sig til at arbejde indenfor dette område, med disse beboere. Så det var ikke OS, der var noget i vejen med. Det var ret vigtigt. Det var ikke OS, der var noget i vejen med. Det var dem, der kollapsede, der havde et problem.

Jeg havde forberedt mig til “omsorgssamtalen” – og skrevet ned, hvad der var grund til min stressoverbelastning. Jeg trængte til aflastning – efter knap et år. Hvor jeg havde kørt solo – med uafbrudt introduktion til nye medarbejdere, i håb om at der efterhånden blev så mange, der kendte beboerne, at jeg kunne blive aflastet, når jeg var på arbejde. Det skete bare ikke. Men jeg skulle aflastes – uanset hvad. Og så skrev jeg også, at det for mit vedkommende ikke var i orden, at man begyndte at lægge pres på en overbelastet medarbejder, for at hun skulle begynde at “lege” med i kærlighedslignende relationer med beboerne.

Jeg priste og priser mig lykkelig for, at jeg har så stærk og sund en personlighed, som jeg har. Ellers kan man tage alvorligt skade på sine personlige grænser, af sådan noget.

“omsorgssamtalen” gik helt, som jeg havde forventet. Jeg blev konfronteret med: Hvad kan du gøre, for at takle dit problem med overbelastning?

Mig? Der manglede halvdelen af det faste personale, vi kørte med 80 % vikardækning. Det problem kunne jeg ikke gøre noget ved. Men ledelsen måtte jo have en plan for, hvordan det problem skulle løses? Og den plan kunne jeg da godt tænke mig at høre noget om. Så kunne jeg jo forholde mig til, hvordan den plan hang sammen for mig.

Hun vred sig, lederen. De havde ingen plan. Det hele sejlede. Det accelererede og blev værre og værre. De kunne ikke stoppe det.

Det tænkte jeg nok. Så jeg have også taget min opsigelse med. Og så var jeg ellers sygemeldt indtil mit opsigelsesvarsel udløb. Jeg kom ud og afleverede mine nøgler og pakkede min ting i løbet af næste uge.

Og så var det jo interessant hvilken selvrealiserende strategi, de havde planlagt til mig, når nu jeg skulle skrælles ud. Så det ikke var OS – der var noget i vejen. Mit udviklingspotentiale i selvrealiseringens navn.

Jeg havde evner som leder-træner. Jeg var god til at give ledelsen sparring. Så jeg kunne blive en god coach. Selvfølgelig ikke hos dem. For de havde jo det, de skulle bruge.

Objektivt set lød det måske meget positivt. Det var sikkert også meningen, at jeg skulle “lyse op” – når jeg blev præsenteret for mit psykiske udviklingspotentiale – så jeg ligesom Kunne kom i en dybere kontakt med MIG SELV. For jeg kendte selvfølgelig ikke MIG SELV? I alt fald ikke lige så godt som en “fraværende” ledelse – der legede Tankens Kraft med de ansatte?

De var selvfølgelig sønderknuste over, at jeg sagde op. Og det var selvfølgelig ikke noget personlig. De elskede mig alle sammen. Hun havde simpelthen sådan en lyst til at give mig et stort knus. Og så blev jeg ellers “overfaldet” med en meget tæt og knugende omfavnelse. Jeg reagerede ikke på den, og lod hende gøre sig færdig. Og hun ville selvfølgelig være der, når jeg kom og afleverede mine nøgler, så hun kunne sige farvel til mig igen. Og jeg måtte også godt have lov til at blive vred på dem. Det måtte jeg godt have lov til at føle for dem.

Ja jeg skulle selvfølgelig have vejledning i, hvordan jeg måtte og skulle føle? Ellers var jeg vel helt fortabt? Sådan noget kan mennesker selvfølgelig ikke selv finde ud af? Så kunne man vel dårligt reducere et andet menneske til en mindre marionetdukke?

Jeg sagde ikke noget, men vendte mig om – og gik min vej.

Ja, jeg var en god støttepædagog. Det var jo også det, jeg var ansat til at være – overfor en gruppe mennesker med psykisk og fysisk udviklingshæmning.

Men støttepædagog for en konfliktsky ledelse? Kunne de ikke støtte og bære DEM SELV? Jeg har det ikke godt med personligt ansvarsløse mennesker. Men ellers var det jo rigtigt nok. Det var jo det, der foregik.

Lederen dukkede heldigvis ikke op, da jeg ugen efter var ude og aflevere mine nøgler. Der stod ikke nogen AFSKEDSKOMMITE fra ledelsen. Måske havde de TÆNKT – ledelsen? Over det, der stod i min skriftlige begrundelse for min overbelastning? Indset, at det måske ikke var amatørpsykologisk sensitiv bekræftelse, jeg sukkede efter? Men aflastning? Aflastning fra at skulle sætte personlige grænser overfor mennesker, der havde brug for at koble DEM SELV psykisk til mig og min person.

Jeg var lettet. Jeg havde ikke rigtigt kræfter til at hamle op med mere grænsesøgende adfærd fra ustabile mennesker. Det var jo derfor, jeg var nødt til at sige op…

Da jeg var kommet udenfor og gik derfra, lod jeg tårerne få frit løb. Nu var jeg væk og ude af det forfærdelige mareridt…

En måneds tid efter, hørte jeg, at arbejdstilsynet havde grebet ind og stoppet “processen” med et hold virksomhedspsykologer.

Hvilket nummer var jeg. 20? Måske snarer 30? Altså selvfølgelig kun ud af den faste personale gruppe i den nystartede enhed, der som udgangspunkt var normeret til 9. Så var der de andre boenheder. Der var det lige så slemt. Og så selvfølgelig vikarerne fra vikarbureauet – der dækkede 50 til 80 % af vagterne – sådan lidt op og ned – og også røg ud og ind.

Det er det geniale ved selvrealiseringen som ledelsesmetode. Der er ingen ledelse. Alle medarbejdere har i princippet ansvaret for alt. Og ingen har ansvaret for noget. Det handler om at overleve – sine egne kollegaer – slippe ansvaret for sig selv – og lade sig flyde med i en kollektiv psykisk udviklende proces, hvor alle leger amatørpsykologer over for alle – og profilerer sig SELV og sin egen identitet i kraft af sin personlige rolle overfor de andre. Så mennesker kommer til at kæmpe for deres SELV i kollektivet – i konkurrence med de andre SELV’er.

Psykisk identitets konkurrence mellem medarbejderne på et bosted, hvor jobbet bestod i at fungere som støttepædagoger for mennesker med psykisk og fysisk udviklingshæmning – og hvor det allervigtigste i det job er, at medarbejderne er gode til at fastholde deres personlige grænseflader – overfor beboerne…

Nogen steder kaldes det salamimetoden…

Derude kaldte de det OMSORG…

Det var menneskeligt vanvid…

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS (2)…

“Smile or Die”…

» …på “tværs” – af en “guru”…

» Foucault: Disciplinering – en moderne magtteknologi…

» Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» SPROG, KOMMUNIKATION og SAMARBEJDE – mennesker imellem…

» Tillid, respekt, etik og grænser – mellem mennesker…

» På “tværs” – I en “skæv” verden…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmiljø. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *