SPROG, KOMMUNIKATION og SAMARBEJDE – mennesker imellem…

For pokker hvor gjorde det ondt. Jeg skulle hjælpe K med sikkerhedsselen i taxaen – han skulle i aftenklub – og da jeg rakte ind over ham – satte han tænderne i armen på mig. Jeg skreg og bandede højlydt. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fik ham til at give slip. Om jeg klemte ham på næsen, tog fat i håret på ham – eller hvad. Det gik stærkt. Men fri kom jeg. Taxaen kørte. Indenfor fandt jeg et par kollegaer. Der skulle skrives en skadesrapport. Det var om vinteren, så jeg havde nogle gode tykke trøjer på – så K havde ikke kunnet bide direkte igennem. Det var ikke nødvendigt med et skadestuebesøg – og en eventuel fornyelse af stivkrampevaccinationen.

Min arm svulmede op i løbet af aftenen. Trykket fra biddet havde fået huden til at sprænge – så der var en rød ring af små sår – omkring en kraftig rød hævelse. Havde jeg haft bare arme – så var der røget “en luns” af. Nogle af medarbejderne kom med kloge meninger. For i virkeligheden var det en spontan reaktion fra K’s side, der ikke var direkte voldelig ment. Det vidste jeg jo godt. Men derfor var det ikke ok med mig, at blive bidt. Nogle pædagogisk uddannede mennesker – kan være ganske forfærdeligt dårlige – til at sætte grænser.

Jeg ventede til K kom hjem fra klub. Så tog jeg fat “i nakken” på ham. Han kom futtende for at vise en tegning på sin hånd. K havde ikke ret meget verbalt sprog – så han kommunikerede med fagter og det at vise ting – men forstod godt hvad, der blev sagt. De havde åbenbart været ved at tegne og male. Det gad jeg slet ikke høre på. Jeg var ret ligeglad med den latterlige lille malerplet på hans hånd. For jeg havde også en “tegning”. På min arm. Og den var rød. Og den havde han lavet. Så trak jeg mit ærme op – og viste ham min opsvulmede arm. Og det hed undskyld – og det gør jeg aldrig nogensinde igen. For så blev han alvorligt uvenner med mig. Jeg fik ham til at give mig hånden og “sige” undskyld. Og bagefter – “det gør jeg aldrig igen”.

Og derefter vendte bøtten. K begyndte ret åbenlyst at “fortælle”, at hvis han bed mig i armen – så blev jeg “spruttende” vred. Det blev ligesom “velkomstritualet” ham og mig imellem. Han startede med den “historien” – som lige skulle bekræftes – inden han gik videre med nogle af de andre “historier”. Og han bed mig aldrig igen. Og han “tog heller ikke skade” af at få en direkte grænse. Tværtimod. Han var meget glad for mig som medarbejder – og kom altid rendende, når jeg var på arbejde – og ville meget gerne hjælpe til, med de ting jeg lavede. Der gik ligesom sport i at være hjælpsom.

Jeg kunne høre, at M begyndte at råbe og styrte rundt. Pokkers også. Jeg gik ind i fællesrummet for at se, hvad der var galt. Min kollega P havde taget en tallerken med en ostemad, og smidt i skraldespanden. For M havde forladt bordet – og så var det slut med spisningen. Det var lidt pinagtigt – for der sad nogle pårørende, som spiste med den aften – og overværede scenen. Jeg gik ud i køkkenet og fandt en ny ostemad til M. For nej – det måtte han selv bestemme. Og hvis han ville bruge en hel aften på at spise en ostemad, en bid ad gangen – og så nogle pauser ind imellem – så var det hans sag. Bare han selv satte tallerkenen i opvaskemaskinen, når han var færdig. M Faldt til ro igen – da han fik en ny ostemad. Og ja – det var hans egen sag. For det var den officielle pædagogik på denne nystartede boenhed – at hver beboer selv bestemte “farten” rent individuelt – også når det gjaldt maden. Der skulle ikke være noget, der hed kollektiv tvang. Det gav anledning til en del episoder, som denne – hvor nogle af de medarbejdere, der ikke var enige i den pædagogik – kørte deres eget løb, ved bare at gøre noget andet i hverdagen. Der opstod det problem, der indenfor den verden kaldes parallelpædagogik, der ret nemt kan give meget signalforvirring overfor beboerne – og samarbejdsproblemer mellem medarbejderne.

Hvorfor gør mennesker sådan noget? L kom rystet ud fra sit værelse. Han havde set TV-avis – hvor der havde været billeder fra en voldelig episode et eller andet sted i verden, og der var en del, der var døde.

Det er fordi, de mangler opdragelse.

Har deres mor og far ikke fortalt dem det? O blandede sig.

Nogen gange kunne det være svært at finde et nogenlunde letforståeligt, fornuftigt og beroligende svar, på de mange spørgsmål – der dukkede op. Men den med manglen på opdragelse, blev “godtaget”.

Vi må ikke banke personalet. Det siger loven. Inde ved meteorologisk institut. N havde tænkt over tingene. Hun var meget fornuftig. Og mange gange lyttede de andre beboere til de ting, hun sagde. Historien med K, der bed – havde givet anledning til en del snak – om husorden.

Vi stod i køkkenet. Jeg var ved at forberede aftensmaden. Der blev hurtigt fyldt i køkkenet, når der skulle forberedes mad. Det indgik ikke helt i den visionære plan for boenheden. Der skulle hver beboer tilbringe tiden i sin egen lejlighed – og kun dukke op på fællesarealerne, når det ligesom var planlagt. Det var der ikke ret mange af dem, der havde lyst til. De var meget sociale og ville helst være der, hvor der skete noget.

Vi må godt drille for sjov. Q havde også tænkt over tingene. Nogen gange kunne de godt være lidt hårde ved hinanden – beboerne imellem – så der kunne opstå noget ballade og scener. Men ja – det gjorde ikke noget, at holde sjov med hinanden. Men hvis der var nogen, der blev kede af det – så var det ikke sjovt. Vi stod i fællesstuen. Der var lige blevet lavet kaffe – midt på aftenen. Og de, der havde lyst dukkede op og hentede en kop. Satte sig – eller tog den med sig.

Musik betød meget – som en del af dette farverige sproglige univers. Og de musikalske billeder og smagen var meget farverig, varieret og forskelligartet…

Både i hverdagen – ved arrangementer på ture ud af huset – og ved særlige lejligheder – derhjemme…

“Mormors kolonihavehus” – Fede Finn og Funny Boys…

Relationer, etik og grænser – mellem mennesker…

Nu foregik ovenstående under nogle temmelig belastende arbejdsvilkår – i en nystartet boenhed, hvor der blev praktiseret selvrealisering som ledelsesmetode, og medarbejderne brændte sammen på stribe. Indtil arbejdstilsynet greb ind – og stoppede “processen” med et hold virksomhedspsykologer – kort tid efter at jeg havde sagt op – som var den eneste aflastningsmulighed – for mig.

Men bortset fra det – så står ovenstående for mig, som den ideelle måde at praktisere relationskunst og pædagogik i arbejde med mennesker.

Og det er ikke mere anarkistisk, end at der også er en teoretisk retning under udvikling – der indeholder akkurat de samme elementer. Den er ikke så udbredt – endnu – og der var desværre ikke ret mange af dem, der arbejdede på dette bosted – der var bekendt med den. Det ville klart ha’ været en fordel – både omstændighederne taget i betragtning – og for mig.

Relationskunst og traditionel pædagogik bygger på to helt forskellige ting.

Relationskunst bygger på nærvær i nu’et, tillid, respekt for integritet og personlige grænser – og kommunikation – mellem mennesker…

Traditionel pædagogik – bygger et langt stykke hen ad vejen på ydre adfærdsregulering…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

» Tillid, respekt, etik og grænser – mellem mennesker…

» På “tværs” – I en “skæv” verden…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

» “LIVSNÆR” – dokumentation og analyse…

» Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagspraksis. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *