Tillid, respekt, etik og grænser – mellem mennesker…

Egentlig burde der slet ikke ha’ været presset beboerferier ind – i den kaotiske arbejdsplads. Men nu stod vi der – i lufthavnen. Alle planlægingsmøderne var blevet aflyst undervejs – på grund af personalemangel. Jeg havde de sidste par dage forinden, taget et “ryk” – for at få det basalt nødvendige pakket med. Engangshansker, engangsservietter – medicin – medicinkort – og hvad der ellers ville være besværligt – at skulle til at styrte rundt for at finde – i en fremmede by. Havde også surfet rundet på nettet – og fået så meget styr på det kollektive trafiknet – at jeg vidste, hvordan man kom fra lufthavnen til hotellet. Og ellers – papir, blyant – og kort – og en nødtørftig aktivitetsplan – for den første dag – så der ligesom var nogle konkrete aktiviteter at gribe fat i. Og så måtte resten komme hen ad vejen.

Jeg kendte de to beboere, der var med på turen – fra min egen boenhed. Den unge fyr, der var med fra en anden boenhed – kendte kun den beboer, der var med derfra. Og kollegaen fra min boenhed, kendte dårligt nok den ene af de beboere, der var med fra vores boenhed. Så der var stort set ingen aflastningsmuligheder – for mig – ved at man kunne bytte rundt på, hvem der var sammen med beboerne – så der kunne blive nogle pauser ind imellem. De ellers obligatoriske fridage op til beboerferier var i mit tilfælde blevet inddraget – der var mangel på fast personale. Så jeg var blevet pålagt, at arbejde på de dage, der ellers skulle være en form for “skånedage” – for at forebygge opbelastning.

A, der var den, der havde størst behov på personlig støtte – var der generelt ikke ret mange andre end mig, der var i stand til at kommunikere med – og ingen af de medarbejdere, der var med på turen. (Den unge fyr, der var med fra den anden boenhed – lærte det dog undervejs – så han kunne tage over, og give mig nogle små “pusterum” – ind imellem). Der var heldigvis en meget tæt og god tillidsrelation mellem mig og A – så det måtte blive det, der bar igennem. Jeg var ikke helt “stolt” ved situationen – for det skulle jo foregå under ydre forhold – med masser af fremmede mennesker, støj og forvirring – som ellers var det, der kunne påvirke, forvirre og få A til at gå i panik.

Der var masser af ventetid i,lufthavnen. Og tid til at have brug for at komme på toilettet.

Herre- og dametoiletterne lå lige ved siden af hinanden. Jeg forklarede A, hvordan han selv gik ind på herretoilettet – mens jeg gik ind på dametoilettet. Og hvis han var færdig før mig, skulle han bare vente på mig uden for – indtil jeg kom ud fra dametoilettet.

Der var en lang kø inde på dametoilettet. jeg havde lige nået at komme ind, få låst døren – og skulle til at sætte mig – da jeg hørte, at A var kommet ind på dametoilettet og stod kaldte på mig. Så var det “op med bukserne”, og se at få låst døren op. Jeg var ikke blevet væk. Og så måtte jeg forklare, at jeg ikke var helt færdig endnu – jeg skulle først ind på toilettet, og have vasket hænder bagefter – før jeg var færdig. Så han måtte vente lidt på mig – men jeg var ikke blevet væk.

Det her foregik i en menneskefyldt lufthavn. Der var ikke meget “kontrol” over A – fra min side. Men det viste sig også – både her og på resten af turen – at det, at A hele tiden vidste, hvor jeg var – og at jeg hele tiden forklarede, hvad der skete og skulle foregå – var nok til, at han følte sig tryg. Og omvendt, så var jeg også nødt til at stole på – at han var der, hvor vi aftalte, at han skulle være.

På hotellet – var det noget rod. De værelser vi fik – slå spredt rundt omkring – og det var ikke særlig smart. Vi ankom sidst på aftenen – så der var ikke så meget at gøre ved det – før næste dag. De to væresler, der lå på en anden etage end de øvrige – fik A og jeg. De lå ret langt fra hinanden – og der var vel en 50-100 værelser på etagen. Der var også nogle branddøre ud til trappeopgange, flere steder. Så efter at ha’ hjulpet A med at få pakket ud – og gøre sig klar til natten – var det om, at få ham til at forstå, at han ikke måtte gå ud af værelset, eller lukke nogle ind. Han skulle blive på værelset, indtil jeg kom og bankede på – næste morgen.

Jeg var ikke helt tryg ved – om han nu forstod det – og kunne finde ud af at falde til ro – og lægge sig til at sove. Og så lavede jeg en total idiotisk ting – jeg var godt træt. Jeg prøvede at ringe på den interne telefon til hans værelse. Total dumt – for selvom han vidste, hvad en telefon var, og kunne tale med mennesker han kendte, som forstod at tyde hans sprog – så var han jo ikke vant til hverken at ringe op eller tage telefonen selv. Og den blev selvfølgelig heller ikke taget. Så jeg gik derover. Han var noget oprevet, da han lukkede mig ind. Telefonen havde ringet. Så måtte jeg jo forklare, at det var mig, der havde ringet. Og der skete ikke noget. Det tog lidt tid, at få ham til at falde til ro igen.

Det var ved at være noget halvsent – over midnat. Jeg fik pakket mit eget ud. Og så sneg jeg mig lige så stille over, og lyttede ved døren til A’s værelse. Der var helt stille – så det lød som om, han havde lagt sig til at sove.

Så måtte jeg se at få et par timers søvn – inden jeg skulle være klar til at vække A næste morgen.

Næste dag fik vi byttet til andre værelser – så de lå i nærheden af hinanden – på samme etage…

Så “smutter” vi tilbage til lufthavnen – i den anden ende – og tager turen hjem igen…

Da vi stod i den tætpakkede gate, skulle A og B tisse. Min kollega mente, at det kunne de godt glemme – så måtte de “klemme sammen”…

Nu “skulle” jeg sådan set også selv – og der stod jo flere hundrede mennesker, der skulle med – så det kunne vi såmænd godt nå – de fløj nok ikke uden os…

På gangen uden for gaten kunne jeg i det fjerne spotte noget, der lignede et WC skilt…

Så – A og B – skulle I på WC? Så er det nu…

Vi spurtede ned ad gangen – og til alt held var der både et herretoilet, et handicaptoilet og et dametoilet. Så vi kunne tage et hver – og så mødes udenfor, når vi var færdige.

Da jeg kom ud, var B på vej tilbage til gaten. Han kunne godt selv huske vejen.

A var ikke færdig. Jeg bankede på døren og spurgte, om han havde problemer?

WC’et var gået i stykker?

Jeg blev lukket ind. Det var et af de toiletter, hvor man skulle skylle ud ved at trykke på en knap på en stålplade på væggen bag WC’et. Stålpladen var gået løs. A kunne godt lide orden – og forsøgte at sætte pladen fast igen. Jeg fik pladen sat nogenlunde på, og skyllede ud.

Så spurtede vi tilbage til gaten.

Der var kommet bevægelse i folkemængden.

Men vi fik særforplejning af lufthavnspersonalet. De lavede en “smal gang” igennem den tætpakkede kø – som vi kunne smutte igennem – og uden om hele køen. Vores lille “selskab” skulle først om bord. C i kørestol blev båret op ad trappen til flyet – af et par muskuløse lufthavnsmedarbejdere.

Vi fik plads på de første rækker.

Jeg valge selv at sætte mig mellem A og B – på vores sæderække. Det måtte vi bytte om på igen. Stewardessen ville helst, at jeg sad yderst mod gangen – af sikkerhedshensyn.

Og så var det tid for – at jeg kunne lege anden-pilot – og “styre” slagets gang – så flyet kunne komme godt og sikkert i luften (Sådan er det her i livet. Hvis man vil være sikker på et godt resultat – så må man nogen gange selv tage styringen 😉 ):

Er I klar?

Så ruller vi…

Er I spændt fast? Altså ikke så fast, at det gør ondt i maven. Løst fast…

Det går stærkere…

Stærkere…

Tilbage i sædet – og hovdet på nakkestøtten – så det ikke smutter af i farten…

Stærkere…

Det rasler og hopper…

…og larmer…

Der er godt med lyd…

Lyden af fart…

Stærkere…

…stærkere…

…puh – det trykker helt i ansigtet…

…så stærkt det går…

Så – nu – røg vi op i luften…

Kan I se husene bliver mindre – ud gennem kighullet?

Nu går det opad…

Husene – og træerne – bliver mindre…

…mindre…

Det går stadig opad…

Endnu højere – opad…

…højere…

Vi skal – helt op…

…op – i – skyerne…

Tillid, etik og grænser – mellem mennesker…

Nu foregik ovenstående under nogle temmelig belastende arbejdsvilkår – i en nystartet boenhed, hvor der blev praktiseret selvrealisering som ledelsesmetode, og medarbejderne brændte sammen på stribe. Indtil arbejdstilsynet greb ind – og stoppede “processen” med et hold virksomhedspsykologer – kort tid efter at jeg havde sagt op – som var den eneste aflastningsmulighed – for mig.

Men bortset fra det – så står ovenstående for mig, som den ideelle måde at praktisere relationskunst og pædagogik i arbejde med mennesker.

Og det er ikke mere anarkistisk, end at der også er en teoretisk retning under udvikling – der indeholder akkurat de samme elementer. Den er ikke så udbredt – endnu – og der var desværre ikke ret mange af dem, der arbejdede på dette bosted – der var bekendt med den. Det ville klart ha’ været en fordel – både omstændighederne taget i betragtning – og for mig.

Jeg fik i øvrigt stor ros for min evne til at praktisere ligeværdige relationer – ved den evaluering jeg fik i forlængelse af handleplansarbejde, planlægning og afvikling af handleplansmøde – hvor den beboer, det “handlede om” – med min “support” på sidelinien – fungerede som “mødeleder”. Den “perfekte” “pædagog” – der var ikke nogle bemærkninger til noget, der kunne gøres bedre.

Så det var såmænd meget godt – meget af det. Bortset fra, at der blev tolket en masse dybdepsykologiske elementer ind i alt – i selvrealiseringens navn – og det var ikke så heldigt – at der røg alt for meget personfnidder og fordomsfulde fantasifostre ind over. For hvordan kunne en ingeniør, projektleder og akademisk kommunikationsuddannet – dog bære sig ad med at være en suveræn dygtig “special-pædagog”, når der opstod et total kaotisk og anarkistisk arbejdsmiljø – og medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden – uden at kunne huske fra egen næse til mund?

Relationskunst og traditionel pædagogik bygger på to helt forskellige ting.

Relationskunst bygger på nærvær i nu’et, tillid, respekt for integritet og personlige grænser – og kommunikation – mellem mennesker…

Traditionel pædagogik – bygger et langt stykke hen ad vejen på ydre adfærdsregulering…

Og menneskers evner for relationskunst – handler mere om personlighed og livserfaring – og mindre om uddannelse og faglighed…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

Anden-piloten – takker af…

Så må vi hellere få taget det sidste step – op mod skyerne…

Anden-piloten kan hermed meddele, at:

Så – nu – røg – jordforbindelsen…

“Jonathan Livingstone Seagull – Skybird” – Neil Diamond…

Tak for “turene” – af både den ene og anden slags – A, B, C, D, E, F, G – og hvad I nu ellers hed…

Det var nogle – MEGET – NÆRVÆRENDE, LIVLIGE og LEVENDE OPLEVELSER…

😆

» På “tværs” – I en “skæv” verden…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

Relationskunst?

Relationer mellem mennesker er unikke – og kan ikke kopieres. Det handler om nærvær i nu’et, tillid, respekt for integritet og personlige grænser – og kommunikation – mellem mennesker…

“Rock Hard” – Suzi Quatro…

» MIG SELV – i det?

» “LIVSNÆR” – dokumentation og analyse…

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagspraksis. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *