HELE mennesker har ”farver” – og skal ”forstås” i 3 dimensioner…

En fysisk (materiel), en social (samfund) – og en åndelig (personlighed, JEG, sjæl, Selv, indre forestillingsverden).

Hvis fokus i alt for høj udstrækning bliver centret om en eller 2 af dimensionerne – og de andre bliver klemte eller glemte, opstår der trivselsproblemer.

Vi ser det i den foranderlige stresskultur, hvor flere og flere i perioder oplever trivselsproblemer, når der ikke er god overensstemmelse mellem det fysiske, sociale og åndelige liv…

Når mennesker bliver reduceret til en diagnose

Skizofrene dør af diabetes og hjertelidelse. Det var en af de overskrifter, der prægede dagbladene sidst i maj måned. Denne problemstilling handler om, hvordan det fysiske helbred hos mennesker med diagnosen skizofreni, bliver overset og træder i baggrunden – med det resultat at mange af dem får et dårligt fysisk helbred.

Det er ikke udsædvanligt, at der kommer et meget stærkt fokus på diagnosen, når mennesker får enten en fysik eller psykisk diagnose. Det er heller ikke udsædvanligt, at mennesker mere eller mindre bliver identificeret med deres diagnose. Vi kan bare høre, hvordan mennesker omtales – som diagnoser.

Det uheldige ved dette er netop, at de øvrige sider af mennesket bliver overset og mere eller mindre helt glemt.

Uanset hvilke diagnoser mennesker har – fysisk eller psykisk – er det vigtigt til enhver tid, at blive ved med at opfatte mennesker som HELE mennesker, med en diagnose – så diagnosen ikke bliver identiteten og menneskets hele liv.

Det tredimensionelle samfund

Ovenstående problemstilling ledte mine tanker over på Habermas’ tredimensionelle samfundsmodel, der beskriver konsekvenserne af en ensidig udvikling af samfundets “verdener”.


“Teoretisk opererer han med en tredimensionel verdensopfattelse, som udover den ydre verden (kontrollen over naturen) består af en social verden og en indre verden. Den sociale verdens sfære er moral/etik, og menneskets indre verden er æstetik.”

Disse to andre dimensioner ville i en udvikling lig den ydre verdens, indebære en moralsk/etisk udvikling som “erstatning” for religionernes forfald, samt en terapeutisk kritik til udvikling af forståelsen af individet. En manglende udvikling af den sociale sfære og menneskets indre sfære, kan i følge Habermas resultere i at:

“Herved nærmer man sig en “endimensional” tilværelse, mens der var mulighed for et nuanceret liv i alle tre dimensioner. Denne tendens kan ses som en tiltagende kolonialisering af dagligdagen fra både markedsøkonomiens og velfærdsstatens side. Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.””

(Fra projektet: Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik)

Perspektiverer vi tankegangen fra dette tredimensionelle samfundssyn – er det netop den problemstilling, vi kan genkende, når mennesker bliver identificeret med deres diagnoser. Det er den ydre verdens metoder (kontrollen over naturen), der går igen i behandlingstankegangen: Tingsliggørelsen på baggrund af en diagnose.

Den manglende forståelse for både den sociale og den indre verden, giver et endimensionelt menneskesyn, der ikke er menneskeligt sundt.

Der er mest liv i det tredimensionelle

Inden for det arbejdsområde, hvor man beskæftiger sig med mennesker, der har diagnosen udviklingshæmmet – er der en større og større forståelse for, hvor stor betydning de sociale rammer har. Det er ikke usædvanligt, at en flytning – enten botilbud eller dagtilbud – kan have stor indflydelse for den personlige trivsel.

Der er dog lang vej fra, at den forståelse er blevet integreret i systemverdenens visiteringsregler. De er baseret på diagnosebaseret gruppeinddelinger, som nødvendigvis ikke har betydning for, hvilket miljø den pågældende med diagnosen udviklingshæmmet vil drives i. Der er sket mange “fejlplaceringer” på den konto.

Det koncept, der langsomt er ved at blive implementeret indenfor dette felt, arbejder netop ud fra et tredimensionelt menneskesyn, der er baseret på både den ydre verden (diagnosen), den sociale (sproget og omgivelser), og den indre (virkelighedsopfattelse – her primært støttet op ad en neuropædagogisk / -psykologisk forståelse for sammenhængen mellem bevidsthed og funktionsnedsættelser i hjernen).

En af de arbejdserfaringer jeg har med mig, fra de år jeg beskæftigede mig dette område, var opstarten af et nyt botilbud. Det var virkelig berigende at opleve, hvordan nogen af de beboere, der flyttede ind – viste nye og mere udadvendte sider, – end dem vi var blevet fortalt, at de havde.

Det var også dejligt at opleve, hvordan de fandt sammen socialt – på tværs af de gruppebaserede diagnoser, som der yndes at gruppere mennesker med diagnosen udviklingshæmmet efter.

Hvad mennesker ser i andre mennesker? – Hvem de fatter sympati for og trives i selskab med? – Hvad der giver god menneskelig trivsel?

Ja – det ligger et eller andet sted i den menneskelige farveskala, der skal “forstås” i tre dimensioner…

Dette indlæg blev udgivet i Etik og grænser og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *